Dette indlæg er primært en personlig beretning om, hvilke fortrædeligheder man kan blive udsat for, når man så inderligt ønsker at opleve tennis-stjerner på nært hold
Selvom undertegnede jævnligt skriver til Tennisavisen, var det ikke min opgave i forbindelse med Champions Battle i Herning, hvor jeg som en fødselsdagsgave fra min søn, Dennis Dalsgaard, var af sted på en helt privat Far-Søn tur for at se Verdens bedste og (muligvis) smukkeste kvindelige tennisspillere i aktion.
Som en bonus kunne der desuden blive mulighed for at overvære revanche-opgøret fra double-finalen ved Wimbledon 2012, hvor vi danskere oplevede et af vor nations sportslige højdepunkter, da Frederik Løchte aldeles sensationelt gentog sin farfars bedrift fra fortiden, at stå i en finale i Verdens mest prestigefyldte turneringen, Wimbledon – ganske vist ikke i single som farfar Kurt Nielsen, men til gengæld som Wimbledon-mester i double.
Forventningen til dette revanche-opgør var blevet endnu større, efter at jeg de seneste uger adskillige gange havde fulgt Frederik Løchte på Livestream i nogle ATP Challenger turneringer, hvor han pludselig i sidste uge ramte et spillemæssigt niveau, som blev betegnet som “epic stuff” og fik en kollega til at betegne hans tennisspil som “ridiculous good”.
Det var således med store forventninger, at jeg onsdag eftermiddag begav mig af sted i min beskedne Ford Fiesta fra hjemmet i Kastrup mod Hedehusene, hvor turen skulle fortsætte i Dennis’ lidt mere rummelige Nissan Qashqai.
Forinden skulle Fiesta’en dog tankes op på OK-tanken på Kongelundsvej, hvor prisen på det tidspunkt var 9 øre billigere pr. liter end hos Shell, hvor jeg lige var kørt forbi, så der kunne spares 3-4 kroner.
Visa-kortet blev dog afvist, men fruen var heldigvis med, så vi forsøgte først hendes Mastercard, som heller ikke kunne bruges, og derefter hendes Visa-kort, som også blev afvist.
Efter tilkaldt assistance fra butikken viste det sig, at automaten ikke fungerede, men det lykkedes at få tanket ved at bruge automaten ved siden af, så jeg kunne fortsætte mod Hedehusene, efter at have sat fruen af ved Fields.
Efter denne lille forsinkelse kunne jeg sammen med Dennis omsider sætte kursen mod Storebæltsbroen og Herning, hvor vi forventede at være fremme i god tid, så der også blev tid til at få stillet den værste sult, inden Frederik Løchte og co. trådte ind på arenaen i Boxen.
Kort før Storebæltsbroen kom et alarmerende udbrud fra Dennis, og jeg frygtede et øjeblik, at han havde fået et ildebefindende, men det viste sig at være endnu værre: Han opdagede, at han havde glemt sin pung, så han havde hverken kontanter eller betalingskort, og hans bil kunne ikke klare hele turen uden at blive tanket op.
Jeg manede dog til besindighed, for vi kunne jo bare bruge mit betalingskort, og derved faldt der igen ro over gemytterne, mens vi fortsatte direkte til betalingsanlægget ved Storebæltsbroen.
Mit Visa-kort blev sat i automaten for at betale broafgiften på 235 kr. I stedet for “Godkendt” viste displayet pludselig teksten “Afvist”, og derfor gik bommen ikke op, så vi holdt stille foran bommen uden kontanter eller betalingskort, og ved broen kan man ikke anvende MobilePay via mobiltelefonen.
Mens en længere kø hobede sig op bag os, dukkede dog en flink kvindelig assistent op, og hun bad os slukke motoren, og de bagved holdende biler blev dirigeret til en anden gennemkørsel.
Den flinke dame bad om Dennis’ navn og adresse, så hun kunne undersøge hans kreditværdighed (formoder jeg), og heldigvis er han hverken opført i skyldner-kartotek eller efterlyst for strafbare forhold, så efter at han havde underskrevet en masse papirer, hvor han erkendte at skylde 235 kr. for at passere broen, fik vi omsider lov til at køre over Storebælt.
Der var dog fortsat uløste problemer, for vi havde brug for penge, så vi både kunne få noget at spise og få tanket bilen samt komme over broen igen på hjemvejen.
Hvad gør man så, når nøden er størst: Man ringer til en ven, som i dette tilfælde var min nevø (Dennis’ fætter) Tim Ølbye, som bor et eller andet sted i Odense, og spørger om han kan skaffe nogle kontanter, hvis vi til gengæld overfører penge via MobilePay fra en telefon, som var betænkelig tæt på at løbe tør for strøm.
Heldigvis havde Tim et par tusind-kroner sedler på lager, og han SMS’ede adressen, som blev sat ind på GPS’en, og derved lykkedes det at fremtrylle 2.000 kr. i kontanter, og turen mod Boxen kunne fortsætte, om end med en del forsinkelse.
Da vi omsider ankom til Boxen ca. 1920, hvor 1. sæt i doublen var i fuld gang, opstod det næste problem.
Jeg ville gerne have taget nogle gode billeder fra Boxen, og derfor havde jeg bedt Dennis medbringe sit avancerede kamera, som har zoom og det hele, men vi var ikke opmærksom på, at det åbenbart kun er tilladt for “akkrediterede” pressefolk, så Dennis måtte pænt efterlade sit kamera i garderoben, og jeg fik kun taget nogle primitive amatør-billeder med mobilen.
Heldigvis fik vi dog set det meste af doublen, som Ralph Elm Hansen har omtalt Champions Battle i Herning: Flot showkamp endte med dansk/engelsk sejr, og vi fik selvfølgelig også set hoved-kampen mellem Serena Williams og Ana Ivanovic Champions Battle i Herning: Ana Ivanovic slog Serena.
Selvom Serena langt fra spillede op til sit bedste niveau, var det alligevel en stor oplevelse at følge spillerne live på nært hold, hvor man får en langt bedre fornemmelse af, hvor hurtigt spillet er i virkeligheden sammenlignet med det indryk, man får på TV-skærmen.
Efter kampen ville jeg forsøge at få nogle flere billeder af de 2 stjerner lidt tættere på end fra række 17, men det var en håbløs opgave at komme tæt nok på i den menneske-vrimmel, der stimlede sammen omkring dem, så det forehavende opgav jeg hurtigt
På vej ud af Boxen fik jeg øje på Frederik Løchte og hans far, og jeg fik en kort snak med Frederik, som genkendte mig fra Tennisavisen.
Jeg benyttede anledningen til at sige tak for mange gode tennisoplevelser, ikke mindst det flotte spil, som han har præsteret på det seneste.
På hjemturen var der ingen forhindringer, men jeg måtte dog fungere som chauffør, da Dennis ikke ville risikere at blive stoppet uden kørekortet, som han havde efterladt i sin glemte pung.
Alt taget i betragtning var det dog en både god og uforglemmelig oplevelse, så det var en god fødselsdagsgave.
