Anna Signe Rasmussen startede den nye college-sæson med sejr i Consolation-finalen. Desuden gjorde hun et sidste forsøg på at komme på WTA-ranglisten, hvilket hendes team-kammerat og stormen Matthew satte en stopper for
21-årige Anna Signe Rasmussen, der kombinerer tennis og uddannelse på Virginia Commenwealth University, har i sommerpausen deltaget i en række ITF-turneringer, hvor et delmål var at skrabe point sammen, så hun kunne komme på WTA-ranglisten.
Missionen startede ved en $10.000 turnering i Kaltenkirchen i juni måned, hvor hun med en kvartfinale optjente de første 2 point, da hun efter 2 sejre i kvalifikationen vandt 1. runde over hendes team-kammerat fra college, Janina Braun (GER) 6-4, 6-2 og i 1/8-finalen over Lena Rueffer (GER) 6-7(7), 6-4, 6-4, inden hun blev stoppet af no. 774 Lisa Matviyenko (UKR) 6-4, 6-0.
En måned senere opnåede Anna endnu 1 point, da hun i Tampere sensationelt vandt 1 runde over 1. seedede no. 311 Alena Tarasova (RUS) 5-7, 6-4, 6-3, men for at komme på WTA-ranglisten skal man have optjent point i mindst 3 turneringer eller have mindst 10 point, hvilket ikke lykkedes for Anna i de øvrige 3 turneringer, hvor hun deltog i sommerpausen, inden hun vendte tilbage i USA.
Annas første opgave efter sommerpausen var deltagelse i Bonk Invitational, hvor hun i 1/8-finalen tabte 7-6(4), 2-6, 2-6 til Donika Bashota (TCU), som var no. 57 på college-ranglisten.
Turneringen var dog ikke overstået, idet Anna fortsatte i Consolation, hvor hun vandt 6-2, 6-2 over Christina Makarova fra Duke University, og derefter vandt Anna Consolation-finalen 2-6, 6-4, 6-3 over no. college-ranglistens no. 117 Ana Madcur fra University of Miami (Florida).
Orkanen Matthew årsag til aflysning af turnering
Anna havde ikke helt opgivet at få point i endnu en ITF-turnering, så hun kunne indfri målet om at komme på WTA-ranglisten, da hun ugen efter deltog i kvalifikationen til en 10K turnering i Charleston, hvor hun dog tabte i 1. kvalrunde til Chloe Beck (USA) 2-6, 3-6.
I den forløbne uge gjorde hun et sidste forsøg ved 10K turneringen i Hilton Head Island, hvor hun spillede sig frem til kvalfinalen med 2 sikre sejre, hvor hun i begge tilfælde uddelte æg, da hun først vandt 6-0, 6-3 over Lindsay Song (USA) og derefter 5-7, 6-2, 6-0 over Yana Orlova (RUS).
I kvalfinalen stod hun igen overfor sin team-kammerat Janina Braun (GER), som Anna havde besejret i Katlenkirchen i sommerens første turnering.
Resultatet blev dog ikke en gentagelse, idet Braun fik revanche med sejr 6-4, 6-1, men Anna håbede alligevel på, at hun kunne få chancen for deltage i hovedturneringen som Lucky Loser, og dermed holde liv i muligheden for at opnå det ene point, som manglede for at få hendes navn på WTA-ranglisten.
Muligheden blæste dog bort med vinden – eller rettere med orkanen – idet resten af turneringen blev helt aflyst på grund af orkanen “Matthew”, som var på vej, og derfor blev både Anna og de øvrige deltagere evakueret fra Hilton Head Island.
Anna fortæller til Tennisavisen, at hun ikke kan spille flere ITF-turneringer i dette semester. Hun deltager fortsat i Regionals og i en invitational tournament.