Sander Gjøls-Andersen deltog i weekenden i ITA Southwest Regional Championships, hvor han nåede kvartfinalen
I starten af året fortalte Sander Gjøls-Andersen om de muligheder, som college giver for at kombinere en god uddannelse med ønsket om at fortsætte med at udvikle sit tennisspil.
I modsætning til flere af de spillere, som ofte omtales i Tennisavisen, er det ikke en professionel tennis-karriere, der er det primære mål.
College tennis: Mere end et proff-springbræt
Sander lagde især vægt på, at han sideløbende med at få en god uddannelse kunne udvikle sin tennis i et miljø, som vi efter hans opfattelse ikke kommer i nærheden af herhjemme.
I den forløbne weekend deltog Sander i efterårets sidste kollektive turnering ITA Southwest Regional Championships, der blev afviklet hos Pepperdine University i Malibu, California, og Tennisavisen har modtaget en pressemeddelelse med skolens omtale af turneringen samt et par billeder derfra.
Sander klarede sig fint i turneringen, hvor der var 128 deltagere, og det blev til 4 sejre, inden han i kvartfinalen blev besejret 6-1, 6-2 af college-ranglistens no. 38 Gage Brymer (UCLA).
Efter sejr i 1. runde på 6-2, 6-2 over Moritz Geis (UC Irvine) vandt Sander i 2. runde 6-3, 1-6, 6-3 over Ben Donovan (Cal Poly), der er rangeret som no. 121.
I både 3. runde og 1/8-finalen vandt Sander 6-4, 6-4 over spillere fra UCLA – først over Maxime Cressy og derefter over Daniel Gealer, inden han som nævnt blev stoppet af den tredje UCLA-spiller i kvartfinalen.