Fredag kunne Texas Longhorns cheftræner, Michael Center, offentliggøre, at det danske stortalent, Christian Sigsgaard sammen med japanske Yuya Ito, har skrevet under på en formel hensigtserklæring (National Letter of Intent). Den danske Davis Cup-veteran tiltræder Longhorns tennisprogram dette forår.
Christian Sigsgaard har i den seneste tid vist imponerende takter på tennisbanen, og det er ikke gået ubemærket hen. Det amerikanske tennisprogram Texas Longhorns har nu valgt at indgå en aftale med det 19-årige talent, der træder i kraft fra dette forår.
Texas Longhorns træner, Michael Center, sammenligner Christian Sigsgaards spillestil med landsmanden Søren Hess-Olesen, og er begejstret for, at den unge tennisspire har valgt at prøve kræfter af i USA.
– Christian kommer helt sikkert til at få enorm betydning for vores program i de kommende år. Han er en fremragende spiller og en af de drenge, der kommer til college med en masse Davis Cup-erfaring i bagagen, for ikke at nævne en sejr over en top 100-spiller, der har deltaget ved Grand Slams. Vi er rigtig heldige og glade for, at to dygtige studerende og tennisspillere i form af Yuya og Christian slutter sig til vores program, siger Center.
En stor mulighed for personlig udvikling
Sigsgaard selv er ligesom Michael Center begejstret over aftalen med Texas Longhorns, og glæder sig til det nye eventyr, der venter ham på den anden side af Atlanterhavet.
– Jeg ser meget frem til det, og glæder mig til at repræsentere Texas Longhorns her over de kommende år. Det bliver en kæmpe oplevelse både på og udenfor banen, så jeg glæder mig til at suge alle de nye indtryk til mig, og vigtigst af alt, forhåbentligt at blive klædt godt på til en pro-karriere, når jeg engang vælger det, siger Sigsgaard til Tennisavisen.
Christian Sigsgaard indtog for alvor den danske tennisscene, da han blot var 14 år gammel, og har siden rangeret i top 3. Allerede sidste år kunne han føje sin første optræden i landsholdsregi til CV’et ved Davis Cup i Sverige. Hans modstander var svenske Mikael Ymer, som han tabte til, efter at have givet Ymer kamp til stregen i 5 sæt.
I marts måned 2016 åbnede han atter Davis Cup turneringen med en 3-1-sejr over Georgiens Nikoloz Basilashvili, der har rangeret som verdens nr. 86, og cementerede sidst, men ikke mindst Danmarks 5-0 Davis Cup-sejr over Georgien med en 2-0 sejr (6-1, 6-1) over Irakli Metreveli.
Udover at have vundet tre nationale titler og fire double-titler i juniorrækkerne, er det værd at nævne, at Sigsgaard endte med en andenplads ved U16 EM, og blev dermed den første juniorspiller i dette årti til at nå finalen ved de danske nationale mesterskaber for seniorspillere. Derudover nåede den dobbelte ITF Grade 4-mester anden runde ved Australian Open Junior Championships.