Tidsmæssige årsager og et nyt krævende job og karriere får JTU's (Jyllands Tennis Union) formand, John Sloth til at træde af sin nuværende stilling i bestyrelsen.
I sin tid som formand har John Sloths helt store mærkesager været holdturnering og JM, der begge er vokset støt rent deltagermæssigt i de seneste år. Derudover har han bidraget til og støttet visionen om et mere moderne JTU, hvor unionen blandt andet har fået egen Facebook-side. Sidst men ikke mindst har han ligeledes været med til at planlægge og udvikle på det kommende samarbejde med DGI Tennis. Et samarbejde, der, ifølge unionen, vil komme klubberne til gode i fremtiden.
Den øvrige bestyrelse benytter lejligheden til at takke John Sloth for det store engagement, og ikke mindst hans frivillige arbejde, der har været med til at gøre en forskel for jysk tennis.
Ny formand bliver fundet til foråret
Efter John Sloths udtræden af bestyrelsen, træder næstformand, Lone Tørnes Andersen, midlertidigt på formandsposten. Den nye formand bliver valgt til JTU’s kommende generalforsamling den 8. marts i Arena Randers, hvor der også skal vælges nye medlemmer ind i JTU’s bestyrelse.