Står det til superstjernen Novak Djokovic, så kan Mark Leschly meget vel blive den nye chef for ATP. Både Rafael Nadal og Roger Federer er også gået ind i arbejdet, hvor en ny chef skal vælges.
Den nuværende topchef og CEO i ATP, Chris Kermode, er fortid i organisationen når 2019 bliver til 2020. Det blev besluttet af de 10 spillere, der er en del af ATP´s spillerråd, på et møde i Indian Wells tilbage i marts måned.
Et valg der skulle vise sig at have en underliggende agenda. For ifølge det britiske medie ”The Guardian” var der særligt en årsag til, at spillerrådet med Novak Djokovic i spidsen valgte at sige farvel og tak til Kermode. Serberen ønskede at en ny mand skulle på posten. For mens hverken Rafael Nadal eller Roger Federer var repræsenteret i spillerrådet, så havde Novak Djokovic mulighed for at, om ikke bestemme, så præge udvælgelsen af den nye chef voldsomt.
Efter møder i USA i marts gik rygterne hurtigt. Novak Djokovic ønskede at indsætte den danske milliardærsøn, Mark Leschly, på posten som CEO i ATP. Mark Leschly er søn af den tidligere danske topspillere og nuværende succesfulde erhvervsmand, Jan Leschly. Både far og søn har udover deres egne tennismæssige indsatser også udenfor banen været en del af tennisverdenen. I Danmark har familien lavet en fond, der skal hjælpe unge danske talenter på vej mod en international karriere.
På det internationale plan har Mark Leschly stået bag etableringen af Universal Tennis Rating. En direkte konkurrent til ATP´s ranglistesystem, der i flere årtier har været enehersker i forhold til at definere international herretennis ranglistemæssigt.
Oprør fra rivaler
Under Wimbledon beklagede Novak Djokovic sig omkring, at flere medier fortalte lækkede historier om situationen. At de kun beskrev den ene side af sagen.
Dermed åbnede han selv op for, at der er modstand til hans tanker om at gøre danske Mark Leschly til ny chef i ATP. En modstand der blev tydelig tidligere på året, da både Roger Federer og Rafael Nadal valgte at træde ind i ATP´s spillerråd. Spørgsmålet er så, hvilken agenda de to superstjerner bringer med ind i det spillerråd, der nu tæller alle tre superstjerner.
En ting er sikkert, når Rafael Nadal og Roger Federer, i deres karrieres efterår, pludselig føler behov for at blive en del af ATP´s spillerråd, så er der noget galt. Præcis hvad der sker, om Kermode vil forsøge et comeback til jobbet, det ved ingen på nuværende tidspunkt. Tennisavisen følger sagen.