Når det danske Davis Cup hold i weekenden spiller om oprykning til Group I mod Hviderusland, bliver det uden både Mikael Torpegaard og Christian Sigsgaard på holdet
Mikael Torpegaard, der med sejr i den femte og afgørende kamp mod Finland i juli, var med til at sørge for, at Danmark i den kommende weekend spiller om oprykning til Group I, får ikke selv mulighed for at deltage i opryknings-kampen mod Hviderusland 16-18. september i Republic Olympic Training Center i Minsk.
Mikael fortæller, at han ikke kan få fri fra Ohio State University grundet universitetets regler.
Selvom den danske Davis Cup helt ikke deltager i Minsk, bliver der måske alligevel snart mulighed for at se ham i aktion, idet han har fået et wildcard til næste uges ATP Challenger turnering i Columbus, Ohio, hvis han kommer til at spille på en af de to baner, der normalt vises kampe fra på Livestream.com/ATP.
Danskeren, der inden sommerpausen indtog 1. pladsen på college-ranglisten i flere uger, indleder også den nye sæson som no. 1.
Den danske mester Christian Sigsgaard viste glimrende takter på Davis Cup holdet, da han sidste år pressede det svenske stortalent Mikael Ymer ud i 5 sæt i den afgørende kamp mod Sverige, da Danmark rykkede ned i Group II, og det samme var tilfældet, da han i marts måned på udebane sensationelt vandt over Georgiens 1. single Nikoloz Basilashvili, der er no. 109 på ATP-ranglisten.
Sigsgaard er netop startet på University of Texas, hvor han skal spille for Texas Longhorns, og derfor er han heller ikke til disposition for holdkaptajn Kenneth Carlsen, når han skal vælge, hvilke spillere, der skal forsøge at sikre dansk oprykning mod Hviderusland.
Ganske vist fortæller Sigsgaard til Tennisavisen, at de normalt støtter spillernes deltagelse i Davis Cup, men det ville alligevel være bedst at få en god start på opholdet, og det har desuden spillet ind, at han har døjet med en fiberskade.
Carlsen kan dog fortsat disponere over Frederik Løchte Nielsen, som har været sikker 1. single på holdet i flere år, og det samme gælder Thomas Kromann, der sammen med Løchte altid er garant for en double af høj klasse, og derfor har begge som en selvfølge fået genvalg til holdet.
Derudover har Carlsen valgt Benjamin Hannestad, som først starter på college til januar, hvor han slutter sig til University of South Florida.
Benjamin har spillet en enkelt Davis Cup kamp, da han bragte Danmark foran 4-0 mod Georgien med sejr over Giorgi Javakhishvili, der bagud 1-6, 0-3 måtte trække sig fra kampen.
Desuden har Carlsen igen udtaget Andreas Bjerrehus, der ligeledes er college-spiller for Virginia Tech.
Han spillede på Davis Cup holdet i den første kamp sidste år mod Sverige, hvor han havde matchbold (stopbold) mod Markus Eriksson, som dog bragte Sverige på 1-0, da han vandt 9-7 i 5. sæt efter tiebreak i alle de forudgående sæt.
Kenneth Carlsen bekræfter, at flere andre spillere, som har deltaget i forberedelserne til Davis Cup, har været inde i overvejelserne, som mundede ud i, at Hannestad og Bjerrehus blev udtaget.
Tennisavisen er ikke i tvivl om, at Frederik Løchte igen spiller 1. single og double sammen med Thomas Kromann, men hvorvidt det bliver Benjamin Hannestad eller Andreas Bjerrehus, som spiller single på førstedagen, kan man kun gætte på, indtil holdopstillingerne offentliggøres torsdag, og Kenneth Carlsen ønsker sædvanen tro ikke at løfte sløret herom i forvejen.
Hvis man vil forsøge at vurdere Danmarks chancer forud for opgøret, skal man huske på, at der er tale om Davis Cup, hvor spillernes rangering ikke altid bør tillægges alt for stor betydning, da spillerne ofte er i stand til at løfte spillet flere niveauer, når man kæmper for sit land og har massiv opbakning af hele holdet, hvilket sejren i Georgien var et godt eksempel på.
Kenneth Carlsen påpeger da også betydningen af sammenholdet i truppen, som udover spillerne og holdkaptajnen består af DTFs Sportschef Jens Anker Buus Andersen, fysioterapeut Kim Lykke, og derudover fra DTFs bestyrelse Henrik Marris, som taler ved den officielle middag onsdag aften.
Stemningen i truppen er rigtig god, og Carlsen betegner generelt holdånden som en af de store forcer i mange år for det danske Davis Cup hold, som spillerne traditionelt har prioriteret højt gennem årene, hvilket har ført til gode resultater mod hold, hvis spillere ofte har været rangeret højere end danskerne.
Kenneth Carlsen er ganske godt tilfreds med, at der spilles udendørs på et medium hardcourt underlag.
Kigger man alene på ranglisten, står Hviderusland med de bedste kort på hånden, og da de desuden har hjemmebane, hvor man må forvente opbakning fra publikum, er hjemmeholdet uden tvivl favorit på papiret.
På den seneste rangliste er Løchte er no. 418 i single og 93 i double. Hannestad er no. 1055 i single.
Hverken Kromann eller Bjerrehus har spillet ITF-turneringer og er derfor ikke på ranglisten. Bjerrehus er no. 61 på college-ranglisten pr. 1. juni.
Kenneth Carlsen medgiver da også, at Hviderusland på papiret er favorit, men hvis de danske spillere rammer et højt niveau i kampene, ser han gode muligheder for, at holdet kan overraske, og som anført ved tidligere kampe påpeger han, at det handler om at tage en kamp ad gangen og tro på, at vi kan vinde hver eneste af dem, men i den sidste ende er det tilstrækkeligt at vinde mindst 3 af kampene, og så er det mindre vigtigt, hvilke af kampene der vindes.
Lad os kigge lidt nærmere på de hviderussiske spillere
Ilya Ivaskhka (f. 1994), no. 167 i single og 450 i double
Ved US Open vandt Ivaskhka 3 sikre 2-sæts sejre i kvalifikationen, inden han i 1. runde af hovedturneringen tabte 0-6, 5-7, 2-6 til no. 49 Pablo Carreno Busta (ESP).
Bemærkelsesværdige resultater i 2016 er vinder to uger i træk i april måned af 25K i Karshi og Bukhara i Uzbekistan, og han var i finalen i Challenger Recanati i Italien i juli måned.
Desuden flere kvartfinaler og semifinaler i forskellige turneringer.
Ivaskhka debuterede på Davis Cup holdet mod Egypten, hvor han vandt 7-5 i 5. sæt over Mohamed Safwat, og i det næste opgør mod Letland vandt han to sikre 3-sæts sejre.
Egor Gerasimov (1992), no. 211 i single og 956 i double
Bedste resultat i 2016 er finale i februar ved ATP Challenger i Bergomo, Italien.
Derefter fulgte fem 1. runde nederlag på stribe, inden han for et par uger siden var i kvartfinalen i en 25K i St. Petersburg.
I november sidste år vandt han titlen ved ATP Challenger i Bratislava med finalesejr over Lukas Lacko (SVK) 7-6(1), 7-6(5), hvilket gav 115 point og er en væsentlig del af forklaringen på rangeringen som no. 211.
I Davis Cup vandt Gerasimov begge singler mod Egypten, men sammen med Aleksandr Bury tabte han doublen i 5 sæt.
Året inden vandt han ligeledes begge singler i semifinalen mod Portugal, som dog vandt 3-2 sammenlagt.
Han debuterede sidste år i kvartfinalen, hvor han tabte 7-9 i 5. sæt til Marsel Ilhan og vandt i 4 sæt over Cem Ilkel i 3-2 sejren over Tyrkiet.
Yaraslau Shyla (f. 1993), no. 537 i single og 184 i double
I august vandt Shyla to uger i træk titlen ved 10K turneringer i Minsk, hvilket må give stor selvtillid på hjemmebanen samme sted.
En kvartfinale i Karshi og semifinale i Andijan, som begge er 25K turneringer i Uzbekistan i april og maj er heller ikke helt ved siden af.
Han fik debut i Davis Cup i kvartfinalen mod Letland, hvor han vandt 3-0 i sæt over Mikells Libietis, og det blev også til sejr over Rudolfs Mednis 7-6, 6-3 i den sidste kamp, hvor Hviderusland allerede havde sikret sig den samlede sejr.
Max Mirnyi (f. 1977), no. 22 i double
39-årige Max Mirnyi spillede sin seneste internationale single kamp ved OL i 2008, hvor han tabte 3-6, 1-6 til Nicolas Kiefer (GER), så han stiller næppe op i single, hvor han i 2003 opnåede sin højeste rangering som no. 22.
Kenneth Carlsen husker tydeligt Mirnyi fra hans egen aktive karriere, idet han i 2005 vandt finalen ved ATP-turneringen i Memphis 7-5, 7-5 over Hviderusseren, og indbyrdes er stillingen mellem dem 2-2.
Frederik Løchte mindes sikkert også Max Mirnyi fra jubel-året 2012, hvor Løchte sammen med Jonathan Marray vandt over Mirnyi og Daniel Nestor (CAN) 7-6(3), 4-6, [12-10] i gruppe-spillet ved Barclays ATP World Tour Finals i London i november.
Det er mest sandsynligt, at veteranen stiller op i double, hvor han tidligere har været rangeret som no. 1 i Verden, hvilket ligeledes er 13 år siden.
Indtil 2015 har han spillet double på Hvideruslands Davis Cup hold, hvor han ikke har spillet single siden 2008, hvor han tabte 4-6, 5-7, 4-6 til Jerzy Janowicz (POL).
I de to tidligere opgør i 2016 mod Egypten og Letland var Mirnyi ikke med på holdet.
Tirsdag kl. 12 var der Pre Draw Press Conference, hvor en Facebook-oversættelse tyder på, at “Begge hold er i godt humør og stærk ånd før Davis Cup. Meget snart kan du læse store materiale i tennis”.
Udover interessen fra Tennisavisen har der ikke været mediebevågenhed herhjemme, men Kenneth Carlsen kunne fortælle, at der var stor medieopmærksomhed ved pressemødet, hvor der var stuvende fuldt, og der var TV til stede.
For danskerne er det dog ikke det helt store issue, da det mest handler om at skabe en god stemning på holdet, og for spillerne er det sjovt at være med, og holdet sætter en ære i at spille for Danmark, og de vil gøre alt for at forsøge at rykke op i Group I og derved igen få mulighed for at spille mod endnu større tennis-nationer, som det var tilfældet sidste år mod Spanien, hvilket giver spillerne mulighed for nogle store oplevelser.
Onsdag kl. 20 er der Official Dinner og Torsdag kl. 1200 finder den officielle lodtrækning sted.
Ifølge Daviscup.com spilles 2 singler fredag fra kl. 1000 (0700 GMT), hvilket er kl. 0900 dansk tid.
Doublen lørdag spilles kl. 1100 (0800 GMT) – 1000cet
Søndag spilles de 2 sidste singler fra kl.1000 (0700 GMT) – 0900cet.
Tennisavisen har forsøgt at få opklaret, om der bliver mulighed for at følge kampene på livestream herhjemme, men det er fortsat ikke lykkedes at få svar herpå.
På arrangørernes Facebook antydes, at danskerne har været på “spion-togt” i den Hviderussiske lejr, hvis man skal tro på denne Facebook-oversættelse:
“I dag besøgte vi ved den første træning vores rivaler på Davis Cup!.
Læser i vores materiale, hvad indtryk er at dele de træner og holdkaptajn for Danmark, og også om hvordan danskerne i al hemmelighed udspionerer workout Max Mirnyi”