Den Danske mester Benjamin Hannestad har tidligere spillet 2 Davis Cup kampe, som ikke havde afgørende betydning. Nu kan han få en hovedrolle mod Sydafrika
Inden den officielle lodtrækning før Davis Cup opgøret i Group II Europe/Africa mellem Danmark og Sydafrika, var de færreste i tvivl om, at Frederik Løchte Nielsen ville blive udtaget til at spille både single og double sammen med Thomas Kromann.
Der var mere tvivl om, hvorvidt der i den anden single ville blive genvalg af Søren Hess-Olesen, eller den nybagte Danske mester Benjamin Hannestad ville blive foretrukket.
Da holdopstillingen blev offentliggjort viste det sig, at valget faldt på Benjamin Hannestad, der sidste år har spillet 2 Davis Cup kampe, hvilket i begge tilfælde var på tidspunkter, hvor den samlede sejr var afgjort.
I 1-runde opgøret mod Georgien spillede Benjamin den første kamp om søndagen, hvor Danmark forinden havde sikret en afgørende føring 3-0 mod Georgien, og Benjamin øgede føringen til 4-0, da hans modstander trak sig, da Benjamin førte 6-1, 3-0.
Danmark spillede senere om oprykning mod Hviderusland, der sikrede sig sejren, da de bragtes sig afgørende foran 3-1, hvorefter Benjamin i den sidste kamp tabte i 3 sæt mod ranglistens no. 126 Egor Gerasimov.
Da Tennisavisen talte med DTFs Sportschef, Jens Anker Buus Andersen, blev der ikke givet en specifik begrundelse for, hvad der blev afgørende for udtagelsen, som formentlig er baseret på en vurdering af spillernes aktuelle dagsform.
Anker ønskede ikke at udnævne Danmark som favorit, selvom vi har hjemmebane, men begge Sydafrikas singler er højere rangeret end både Løchte og Benjamin, og selvom Løchte sammen med Thomas Kromann har præsteret glimrende Davis Cup resultater i double, betegner han især doublen som den kamp, hvor Sydafrika er størst favorit.
Ikke desto mindre tror Danskerne på, at de har en chance i alle 5 kampe, og derfor kan Holdkaptajn Kenneth Carlsens klassiske bemærkning – at det drejer sig om at vinde mindst 3 kampe, og det er lige meget hvilke der vindes – også anvendes inden til dette opgør, hvor vinderen sikrer sig oprykning til Group I Europe/Africa.
Denne antagelse blev bekræftet, da Kenneth Carlsen i en efterfølgende pressemeddelelse fra DTF blev citeret for denne kommentar:
“På papiret er Sydafrika favorit. Men jeg synes, at vi tidligere har bevist, at vores styrke ligger i sammenholdet. Vi har forberedt os bedst muligt og går ind til hver eneste kamp for at vinde den. Vi skal have tre sejre, og det der det, der tæller.”
Når opgøret indledes fredag kl. 1500, møder Løchte den 26-årige 2. single Nicolaas Scholtz, der er no. 402 på ATP-ranglisten, hvor Løchte er no. 557, men i Davis Cup opgør kan man roligt se helt bort fra ranglisterne, og Løchte præsterer ofte sit allerbedste, når han optræder i landsholds-trøjen.
I fredagens næste opgør kommer Benjamin på sin hidtil vigtigste opgave i Davis Cup sammenhæng, når han møder Sydafrikas bedste spiller, Lloyd Harris, der er no. 230 på ranglisten.
Begge er 20 år, men her er det Harris, der er “Benjamin”, da han er 10 dage yngre end Danskeren, der er citeret for disse optimistiske betragtninger i den udsendte pressemeddelelse:
“Jeg synes, at vores chancer ser gode ud. I Davis Cup er stemning og holdånd vigtigt. Jeg ved, at han er en god spiller, men i tennis kan alt ske. Jeg skal maksimere de ting, som jeg er god til, og så er det frem for alt vigtigt, at jeg server godt.”
Lørdag kl. 13 afvikles doublen, hvor Løchte og Kromann møder det rutinerede par Raven Klaasen/Ruon Roelofse.
Alle kampe bliver vist på DR3, og de bliver desuden streamet på https://tennis.dk/nyheder-presse/davis-cup/
Efter de enkelte kampe forventer Tennisavisen at livestreame fra det efterfølgende pressemøde på Tennisavisens Facebook.