Der er udsolgt i Holbæk Sportsby, hvor Danmark trods afbud fra college spillere betragtes som tårnhøje favoritter mod Puerto Rico i Davis Cup opgøret 6-7. marts
Da det blev bekendtgjort, at Danmark og Puerto Rico mødes 6-7. marts i Holbæk Sportsby til opgøret i Davis Cup World Group II Playoff, bragte Tennisavisen nedenstående forsøg på at belyse, hvilke spillere der kunne komme på tale hos de to nationer, og for Danmarks vedkommende blev Mikael Torpegaard og Holger Vitus Nødskov Rune vurderet som selvskrevne valg til singlerne, og den nye holdkaptajn Frederik Løchte Nielsen til doublen, hvor det eneste ubesvarede spørgsmål var, hvem der vælges som makker til Løchte.
Davis Cup: Danmark møder Puerto Rico i Holbæk Sportsby 6-7. marts
Den analyse stod stadig ved magt, da Dansk Tennis Forbund (DTF) 13. januar udsendte pressemeddelelse om, at Danmark fremover har valgt at basere Davis Cup på en bruttotrup, som omfatter spillerne, der som udgangspunkt har tennis som klar førsteprioritet, hvorved også college-spillerne er i spil til truppen, da de træner og spiller kampe på højt niveau året igennem, hvilket Frederik Løchte uddybede således:
“Vi vil gerne sende et signal om, at der skal et vist niveau til for at være med på Davis Cup-holdet. Vi føler, landsholdene er det ypperste inden for dansk tennis, og vi vil gerne forsøge at sætte en høj standard. Det skal være noget specielt at være på landsholdet, og hvis vi skal spille Davis Cup Finals, kræver det en stor indsats fra os alle sammen.”
Udover Mikael Torpegaard, Holger Rune og Frederik Løchte blev oplyst følgende navne til bruttotruppen: Elmer Møller, Christian Sigsgaard, Johannes Ingildsen, August Holmgren og Benjamin Hannestad, hvoraf de 4 sidstnævnte for tiden er på college i USA.
Tennisavisen har tidligere påpeget, at college spillerne ofte er nødt til at melde afbud – enten på grund af sammenfald med kampe for deres college eller for at undgå for mange fraværsdage fra undervisningen, hvilket muligvis har været årsag til tabte opgør.
Da DTF 14. februar offentliggjorde navnene på de spillere, der blev udtaget til opgøret mod Puerto Rico, var ingen af de 4 førnævnte college spillere iblandt, fordi opgøret falder sammen med programmet i den amerikanske college sæson.
Desuden har Tennisavisen fået oplyst, at Elmer Møller heller ikke er til rådighed.
Det ændrer dog ikke ved den føromtalte analyse, idet Frederik Løchte betegner Mikael Torpegaard og Holger Rune som holdets bedste spillere lige nu, men da det ikke har været muligt at udtage alle spillere fra bruttotruppen, er i stedet udtaget Søren Hess-Olesen og Sebastian Grundtvig.
Løchte begrunder udtagelserne således:
“Vi har taget Søren Hess-Olesen med, fordi selvom han ikke spiller tennis på fuld tid, er vi begejstrede for hans niveau, og han er et stærkt kort i både single og double“, og han tilføjer:
“Sebastian Grundtvig har haft en hård tid med skader og sygdom, men han er en dygtig tennisspiller, vi følger tæt, og han er med, fordi vi på sigt forventer, at han kommer med i Davis Cup-bruttotruppen“.
Den endelige holdopstilling bliver dog først oplyst dagen før opgøret, men det forventes fortsat at være Mikael Torpegaard og Holger Rune i singlerne og Frederik Løchte i double, hvor Søren Hess-Olesen herover er betegnet som “et stærkt kort”.
Både Mikael Torpegaard og Holger Rune fik som tidligere omtalt en tung start på 2020 uden sejre i flere turneringer, indtil Torpegaard i forrige uge for alvor fik hul på bylden, da han vandt en ATP Challenger titel i Cleveland i Ohio, og i denne uge fik han en god start mod Kevin King (USA), der – efter at have vundet 1. sæt i tiebreak – havde 2 muligheder for at bringe sig afgørende foran 5-3 i 2. sæt, men i stedet blev han selv brudt, og Torpegaard vandt det jævnbyrdige opgør 6-7(5), 6-4, 6-4.
Selvom Holger stadig havde sin første sejr til gode i 2020, var der i de seneste to M25 turneringer i Florida mærkbar fremgang at spore i spillet, og efter en god uge med træning ved Mouratoglou Tennis Academy i Frankrig, var det en mere selvsikker Holger, der stillede op i denne uges M25 turneringen MTA Open i Antalya i Tyrkiet.
For en gangs skyld var Holger også tilmeldt i double, hvor han tirsdag sammen med Tuna Altuna (TUR) vandt 6-2, 6-1 i 1/8-finalen mod det tyrkiske par Sarp Agabigun og Marsel Ilhan.
Onsdag mødte Holger atter 32-årige Marsel Ilahn, der i 2015 var no. 77 på ATP-ranglisten, og efter et enkelt break i begge sæt vandt Holger 6-4, 6-4 i en kamp, hvor spillet for alvor fungerede for den unge dansker.
Det lykkedes dog ikke for Holger at følge sejren op, da han torsdag formiddag mødte 19-årige Duje Ajdukovic (CRO), der sidste år havde vundet 2 M15 turninger, og han havde i 1. runde vundet 6-4, 4-6, 7-6(4) over 1. seedede Cem Ilkel, som Holger vandt over sidste år, da han udlignede til 2-2 i Davis Cup opgøret mod Tyrkiet.
Holger var for langt fra sit top-niveau, og han tog for lidt initiativ mod Kroaten, som efter 1 tim. 12 min. vandt 6-3, 6-3.
Trods dette nederlag kan Danmark stille med 2 singler, der begge har vist fremgang i forhold til de første turneringer i år, og det sædvanligvis sikre kort i double, Frederik Løchte møder ligeledes frem i kampform efter 6 turneringer, heraf med 2 semfinaler i ATP 250 kategorien.
Som omtalt i førstnævnte artikel findes der ingen spillere fra Puerto Rico på ATP-ranglisten, men det påpegedes dog, at flere spiller på college i USA, og i modsætning til de danske college spillere optræder flere af dem i Puerto Ricos trup, som består af følgende spillere:
Ignacio Garcia (f. 1999)
Quinton Vega (f. 1992)
Alex Diaz (f. 1997)
Alex Llompart (f. 1990)
Sidstnævnte er desuden holdkaptajn, og han er den mest vindende spiller for Puerto Rico det seneste årti.
Hans højeste ATP-rangering var no. 725 i 2013, men han har ikke spillet internationale turneringer siden 2014 udover Davis Cup, hvor han senest deltog i 2017.
Både Ignacio Garcia og Alex Diaz spiller på college i USA.
Quinton Vega bor og træner til daglig i New York, og han fungerede forleden som hittingpartner ved træningslejren i Florida, hvor Holger Rune har forberedt sig til den nye sæson sammen med Serena Williams, Cori Gauff m.fl.
Tennisavisen modtog i den forbindelse ovenstående billede af Vega sammen med Holger.
I betragtning af at Danmark har hjemmebane i en udsolgt hal med plads til 800 tilskuere, kan der ikke undgås at være høje forventninger til dansk sejr mod Puerto Rico, hvis spillere hverken spiller fremtrædende roller på deres college hold eller kan fremvise iøjnefaldende resultater, der taler for sejr til Puerto Rico, og der er formentlig gode chancer for, at afgørelsen allerede kan falde i doublen om lørdagen kl. 1200, hvis Danmark efter singlerne fredag fra kl. 16 har indledt med de forventede 2 sejre.
I tilfælde af dansk sejr, skal Danmark i ilden igen til september, hvor de 12 vindende nationer i World Group II Play-offs og de 12 tabende nationer i World Group I Play-offs dyster i World Group II.
Strukturen kan studeres nærmere på https://www.daviscup.com/en/news/310273.aspx
Ligesom det var tilfældet sidste år, da Danmark mødte Tyrkiet, vil Tennisavisen være på stedet og supplere omtalerne med billeder og videoclips redigeret af Georg Beyer Clausen, som har valgt at tage turen fra Stockholm til Holbæk.