Dansk succes i Hviderusland er meget afhængig af sejr i doublen. Det blev dog et sikkert nederlag, og kun et mirakel kan nu sikre dansk oprykning

Efter de to første singler, hvor Frederik Løchte Nielsen med nød og næppe fik reddet en kneben sejr hjem i 5 sæt, og Andreas Bjerrehus blev fejet af banen, er det svært at forestille sig, at Danmark kan vinde begge søndagens singler mod Hviderusland.

Derfor var det afgørende for de danske muligheder, at den normalt stabile double med Løchte og Thomas Kromann kunne skaffe dansk 2-1 føring, så der stadig var begrundet håb om, at Danmark kan stå med den endelige sejr ved at vinde blot en af de sidste singler.

Dette håb sørgede Hviderusland dog for blev slukket på eftertrykkelig vis, da det danske par ikke kunne stille meget op mod den tidligere no. 1 på double-ranglisten, 39-årige Max Mirnyi og hans unge makker Yaraslau Shyla, der dagen før havde tabt knebent til Løchte.

I 1. sæt fik Kromann brudt sin serv til 1-2, og senere skete det samme for Løchte til 1-4, og sættet endte 6-2 til Hviderusland, som for alvor bragte sig på sejrskurs, da de bragte sig på 2-0 efter 6-4 i 2. sæt.

Det blev ikke meget bedre i 3. sæt, hvor danskerne igen blev brudt og ved 4-2 til Hviderusland så det sort ud for de danske muligheder.
Det lykkedes dog at få det Hviderussiske break tilbage, og omsider blev der dansk momentum, da danskerne sikrede sig sættet 6-4.

Det skulle dog vise sig at være en stakket frist, for i 4. sæt blev danskerne brudt til både 1-2 og 1-4, hvorefter Hviderusland holdt serv blankt til 5-1, og løbet var reelt kørt.
Kromann holdt serv til 2-5, hvorefter Mirnyi trods en enkelt dansk break-mulighed servede kampen hjem til Hviderussisk sejr 6-2, 6-4, 4-6, 6-2.

Dermed fører Hviderusland 2-1 sammenlagt, og der skal formentlig et mirakel til, for at Danmark kan sikre sig oprykning ved at vinde begge søndagens singler.

Miraklernes tid er ikke nødvendigvis helt forbi, og Løchte har ofte spillet op til sit absolut bedste, når det virkelig gælder i Davis Cup.
Derfor kan det langt fra udelukkes, at han med en top-præstation vil være i stand til at besejre Hvideruslands 1 single, som formentlig igen bliver Ilya Ivashka, som må have masser af selvtillid efter kampen mod Bjerrehus.

Den største udfordring for Danmark bliver formentlig at vinde 2. singlen, hvor Bjerrehus næppe fik styrket selvtilliden med det klare nederlag mod Ivashka.
Derfor vil undertegnedes gæt være, at holdkaptajn Kenneth Carlsen vælger at give Benjamin Hannestad chancen, og måske kan han levere et mirakel mod Hvideruslands 2. single – uanset om det bliver genvalg til no. 537 Yaraslau Shyla, eller Hviderusland vælger ranglistens no. 211 Egor Gerasimov, som endnu ikke har været i aktion i opgøret.

De to sidste singler spilles søndag med start kl. 0900cet, hvor Løchte formentlig spiller.
Der er livescore fra kampene på http://daviscup.tennis-live-scores.com/scoreboard.html

Forrige artikelWTA Quebec: Julia Boserup spiller for top 100 på TV3 Sport 2 lørdag
Næste artikelKan Norge bane vejen for TV-dækning ved danske mesterskaber?
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.