Den atmosfærefyldte Odense Idrætshal lige midt i Danmark kommer til at danne ramme om tennislandskampen mellem Danmark og Spanien den 18.-20. september.
Vinderen af opgøret fortsætter på det næsthøjeste Davis Cup-niveau, Europa/Afrika Group I, mens taberholdet kastes ud i et decideret nedrykningsbrag mod Sverige (30. oktober – 1. november).
Direktør i Dansk Tennis Forbund, Sune Irgens Alenkær, håber på nogle eventyrlige tennisdage i Odense og på hele Fyn.
”Alt tyder på, at Spanien stiller til start med de levende tennislegender Rafael Nadal og David Ferrer, hvilket gør hele Davis Cup-ugen til noget ganske særligt. DTF er meget tilfreds med den aftale, som er indgået med Odense Kommune og Udvikling Fyn, der brænder for værtskabet. Vi besidder en fælles ambition om en stor tennisfest for alle tenniselskere i hele Danmark,” siger Sune Irgens Alenkær.Der er altså udsigt til en spektakulær tennisoplevelse i Odense Idrætshal, der bl.a. har syv års erfaring som intens ramme om en anden ketsjerdyst; Yonex Denmark Open i badminton.
”Vi er utrolig glade for, at det er lykkedes at trække en af de mest attraktive danske tennisoplevelser i mange år til Odense. Når de spanske stjerner skal dyste mod det danske Davis Cup-landshold bliver det ikke bare en kæmpemæssig sportslig oplevelse, som vi fynboer får helt tæt på. Kampen er også med til at sætte Odense og Fyn på landkortet som en eventdestination, der skæves til, når store og vigtige kampe skal placeres med kort varsel,” siger Jane Jegind, der er by- og kulturrådmand i Odense Kommune og næstformand i Sport Event Fyn.Når tennisbraget løber af stablen i eventyrets by vil det ske i tæt samarbejde med det odenseanske tennismiljø, og frivillige hænder fra klubber på hele Fyn bakker op.
Det eksakte underlag, Danmark-Spanien-kampen skal afvikles på i Odense Idrætshal, kaldes Deco Turf (brugt i Davis Cup-kampen mod Finland i 2009). Det internationale tennisforbund (ITF) afviste tidligere på måneden DTF’s førsteprioritet, det røde Taraflex, der bl.a. benyttedes i sidste års Davis Cup-oprykningsfinale mod Moldova.
Deadline for holdnomineringer er tirsdag den 8. september, og begge de sportslige ansvarlige, Conchita Martinez og Kenneth Carlsen, har herefter mulighed for at udskifte to spillere frem til lodtrækningen torsdag den 17. september.
DTF, Odense Kommune og Udvikling Fyn præsenterer fra nu af og frem mod den 18.-20. september en række tiltag med det formål at etablere en tennisfest for hele Tennisdanmark i uge 38. Der bliver eksempelvis taget initiativ til en Kids Day i det fynske, hvor små tennisspirer kan komme helt tæt på de professionelles set-up.
Odense Idrætshal var i øvrigt sidst tennis-hjemmebane for Danmark i september 2003, hvor Sydafrika desværre vandt 3-2.
Foreløbigt program:
Mandag den 14. september: Indledende træningssessioner i Odense Idrætshal.
Tirsdag den 15. september: Pre Draw-pressemøder i Odense Idrætshal.
Onsdag den 16. september: Official Dinner.
Torsdag den 17. september: Lodtrækning og pressemøder.
Fredag den 18. september kl. 16.00: To singlematcher bedst af fem sæt.
Lørdag den 19. september kl. 16.00: En doublematch bedst af fem sæt.
Søndag den 20. september kl. 14.00: To singlematcher.
Referee: Roberto Ranieri (Italien).
Stoledommere: Alexandre Robein (Frankrig) og endnu unavngiven.
Underlag: Deco Turf.
Bold: HEAD ATP.
Adresse: Odense Idrætshal, Højstrupvej 5, 5200 Odense V. (tilskuerkapacitet 2.200)
Billetsalget kickstartes torsdag den 20. august kl. 12 – hold øje med www.tennis.dk og Billetnet.
Billetpriser – se herunder
Pressemeddelelse fra DTF