Sejre til Elmer Møller, Johannes Ingildsen og August Holmgren baner vejen for oprykningskamp i Kazakhstan med Bublik og nationaliseret Schevchenko

Inden Davis Cup opgøret mellem Mexico og Danmark i World Group I Play-offs blev Danmark tillagt gode chancer for sejr, selvom opgøret blev afviklet under uvante forhold i 1.600 meters højde, men både de danske single-spilleres højere rangering og de såkaldte “Altitude-bolde” talte for en god dansk mulighed.

Til gengæld havde Mexico fordel af hjemmebanen, hvor de var mere vandt til den tynde luft, og i Davis Cup kan man sjældent tillægge forskel i rangering større betydning, og slet ikke i forhold til den 18-årige mexicanske 2. single Rodrigo Pacheco Mendez, der i slutningen af 2023 var finalist ved Junior Masters i Chengdu i Kina, og efterfølgende vandt han 3 junior-titler på stribe – J300 Zapopan og J500 Merida i Mexico samt J300 Bradenton i Florida.

Davis Cup: Elmer Møller og August Holmgren som ventet udtaget til singler

20-årige Elmer Møller sørgede dog for at give Danmark den bedst tænkelige start, da han efter 5-7  i 1. sæt mod no. 496 Ernesto Escobedo vandt de næste 2 sæt overbevisende 6-2, 6-2.
I 1. sæt medvirkede 5 dobbeltfejl og beskedne 37 procent førsteserver væsentligt til den mexicanske sætsejr.

Davis Cup Mexico 2024
Foto: Dansk Tennis Forbund – Frederik Løchte Nielsen og Elmer Møller

I 2. sæt fik Elmer væsentlig flere førsteserver i spil, og samtidig vandt han 85 procent bag førsteserven, og i modstanderens servepartier vandt Elmer 7 af 11 mulige point.
I 3. sæt blev kun halvdelen af førsteserverne sat i spil, men til gengæld vandt Elmer samtlige 10 point, og da han desuden vandt 70 procent bag andenserven og 5 af 15 mulige point bag modstanderens andenserv  kom sejren 5-7, 6-2, 6-2 aldrig i fare.

Davis Cup Mexico 2024
Foto: Dansk Tennis Forbund – Elmer Møller

I den næste kamp mellem August Holmgren og Rodrigo Pacheco Mendez var 1. sæt ekstremt jævnbyrdigt, men begge havde dog 2 muligheder for at bryde modstanderens serv, men 13 danske esser bidrog til, at August vandt sine servepartier, inden sættet blev afgjort i tiebreak, hvor det eneste minibreak var en dansk dobbeltfejl ved 5-6, hvorved mexicaneren vandt 7-5.

Davis Cup Mexico 2024
Foto: Dansk Tennis Forbund – Frederik Løchte Nielsen

I 2. sæt var der ikke en eneste break-mulighed, inden sættet blev afgjort i en tiebreak, som August vandt 7-2.
Antallet af esser var reduceret til 8, men til gengæld var der blot en enkelt dobbeltfejl mod 5 i 1. sæt.

Davis Cup Mexico 2024
Foto: Dansk Tennis Forbund – August Holmgren

Heller ikke i 3. sæt var de 2 spillere i nærheden af break-muligheder, indtil August ved 3-4 indledte med at sende 2. bolden i nettet efter førsteserven, og efter den efterfølgende andenserv blev 2. bolden sendt for langt, og på et vinder-oplæg efter endnu en førsteserv blev 2. bolden igen sendt ud af banen, hvorved August var bagud 0-40.
Selvom han reddede de 2 første muligheder, bevirkede en dobbeltfejl, at mexicaneren fik et afgørende break, idet han efterfølgende servede kampen hjem til 7-6(5), 6-7(2), 6-3 og udlignede til 1-1.

Begge lørdagens singler kan genses herunder.

Bookmakerne havde på forhånd Mexico som oplagt favorit før søndagens double, hvor Løchte satte August til at spille sammen med den danske double-specialist Johannes Ingildsen (Joe), der i de 2 foregående uger vandt double-titel no. 17 og 18 i karrieren ved M25 Ithaca (NY, USA) og Wesley Chapel i Florida sammen med svenske Simon Freud, som derudover de seneste 2 år sammen med Joe har vundet yderligere 5 M25 titler samt en M15 titel i Vejle.

Opgøret mod Hans Hach og Miguel-Angel Reyes-Varela blev dog mere jævnbyrdigt, end bookmakerne havde forudset, og fra midten af 1. sæt havde det danske par et klart overtag, da de vandt deres serveparti til 3-3 rent, og de vandt ligeledes rene servepartier til både 5-5 og 6-6, og de vandt også egne server i tiebrak, hvor de efter 3 minibreaks vandt 7-1, og statistikken viser 42 vundne danske point mod 31 til Mexico.

Davis Cup Mexico 2024
Foto: Dansk Tennis Forbund – Johannes Ingildsen og August Holmgren

I 2. sæt kom danskerne foran 4-2 på den hidtil eneste break-mulighed i kampen, men mexicanerne brød dog tilbage efter 3 forsøg i det næste danske serveparti, og derved blev sættet igen afgjort i en tiebreak, der ligeledes sluttede 7-1, men denne gang i mexicansk favør, så for 3. kamp i træk blev 3. sæt afgørende for udfaldet.

Danskerne fik en drømmestart på 3. sæt, hvor de efter 15-40 udnyttede den 2. break-mulighed i det første mexicanske serveparti, og de havde resten af sættet ingen problemer i egen serv – tværtimod måtte mexicanerne bruge 5 forsøg ved 2-4 for at holde sig inde i kampen, som danskerne afsluttede med et rent serveparti til 7-6(1), 6-7(1), 6-4 og dermed 2-1 til Danmark.

Doublen kan genses herunder

Efter en velfortjent pause gik August igen på banen for at møde Ernesto Escobedo, som Elmer dagen før – trods startproblemer i 1. sæt – besejrede overbevisende med 6-2 i både 2. og 3. sæt.

August havde ligeledes en smule startproblemer, idet han efter et rent mexicansk serveparti blev brudt til 0-2, men han kom dog straks tilbage på sporet, da han udnyttede sin 2. break-mulighed efter 0-40.
Escobedo kom igen bagud 0-40 i sit serveparti ved 4-4, og på den 3. break-mulighed fik August det afgørende break, hvorefter han ved 40-0 i egen serv havde sætbolde, og han fik brug for alle 3, inden han vandt sættet 6-4.

Davis Cup Mexico 2024
Foto: Dansk Tennis Forbund –

I 2. sæt havde August break-muligheder i mexicanerens to første servepartier, men først ved 3-3 lykkedes det at bryde serven, selvom mexicaneren førte 30-0, og da August vandt begge de næste servepartier efter 40-30, afgjorde han kampen 6-4, 6-4 og sikrede Danmark den endelige sejr 3-1.

Den afgørende kamp kan genses herunder.

Da kampen således var afgjort, ønskede Mexico ikke at spille sidste kamp, som kunne have været en mulighed for en bonus-kamp – og dermed Davis Cup debut – til Philip Hjorth, som dog havde en vigtig rolle som trænings-makker og støtte under kampene.

Den samme rolle havde Benjamin Hannestad, der oprindeligt ikke var udtaget til truppen, men da han i forvejen befinder sig i Mexico, var det nærliggende at udnytte den gejst og de kvaliteter ved træningen, som han kunne bidrage med som både klubkammerat til flere af spillerne og tidligere deltager på Davis Cup holdet.

Sejren betyder, at Danmark har sikret sig en ny mulighed for at kvalificere sig til næste års udgave af Qualifiers – og dermed chancen for at opnå målsætningen om at deltage ved Davis Cup Finals senere i 2025.

Lodtrækningen til World Group I fandt sted i torsdags, hvor Danmark trak Kazakhstan på udebane, hvilket formentlig er den sværest mulige modstander – måske lige bortset fra Serbien, hvis Novak Djokovic stiller op.

Frederik Løchte Nielsen fremhæver i opslaget herunder fra Dansk Tennis Forbund, at Kazakhstan – selv uden Alexander Bublik på holdet og på udebane – ved Qualifiers var tæt på at vinde over Argentina, idet ranglistens no. 275 Timofei Skatov vandt over både no. 29 Tomas Martin Etchevery og no. 22 Francisco Cerundolo, hvorved han udlignede til 2-2 og fremtvang en afgørende 5. kamp, hvor Argentinas no. 26 Sebastian Baez blev presset til det yderste, inden han vandt 8-6 i tiebreak i 3. sæt over no. 339 Dmitry Popko.
Disse resultater understreger igen, at forskelle i rangeringer langt fra altid er garanti for sejr.

Kazakhstan har muligheder for at forstærke holdet markant med ranglistens no. 23 Alexander Bublik, der i 2016 valgte at spille under Kazakhstans flag, og det samme gælder 23-årige Alexander Shevzhenko, der i januar 2024 foretog samme valg.
Shevzhenko markerede sig for alvor i 2023, hvor han i løbet af året avancerede fra no. 154 til no. 48 på ranglisten.

Kampen afvikles enten 13-14. eller 14-15. september 2024, hvor Holger Rune efter al sandsynlighed kan være til disposition, idet terminen ligger fint mellem US Open og Laver Cup i Holgers kalender.

Tournament Country Category Surface Start End
US Open NY, USA Grand Slam Hard 29.8.24 8.9.24
World Group I Kazakhstan Davis Cup Hard?? 13.9.24 15.9.24
Berlin GER Laver Cup Hard 20.9.24 22.9.24

 

Selvom forskel i rangering som nævnt ikke altid er retvisende i Davis Cup sammenhæng, er vurderingen dog – med al respekt for de øvrige danske spilleres præstationer – at Danmarks chancer for sejr – mod Kazakhstan i stærkeste opstilling – forudsætter, at Holger vinder begge sine singler samt doublen sammen med Johannes Ingildsen, som det var tilfældet, da Danmark for et år siden vandt 3-2 over Indien i Royal Stage i Hillerød.

Davis Cup mod Indien 2023
Foto: Dansk Tennis Forbund – Johannes Ingildsen og Holger Rune vinder doublen 6-2, 6-4 mod Indien..

Programmet for World Group I 13-15. september bliver følgende (seedning i parantes):
Serbia (1) (c) v Greece
Croatia (2) (c)* v Lithuania
Sweden 🇸🇪  (3) (c) v India
Kazakhstan (4) (c)* v Denmark 🇩🇰
Poland (c)* v Korea, Rep. (5)
Switzerland (6) (c) v Peru
Egypt (c) v Hungary (7)
Norway 🇳🇴 (c) v Portugal (8)
Austria (9) (c)* v Turkiye
Chinese Taipei (c)* v Bosnia and Herzegovina (10)
Israel (11) (c) v Ukraine
Japan (c) v Colombia (12)

Forrige artikelFortsat træner-kaos hos Team Rune. IMG overtager mediehåndtering
Næste artikelUge 7: Holger Rune gennem “minefelt” ved ATP 500 Rotterdam. Clara Tauson forsvarer W75 titel
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.