Elmer Møller indleder Davis Cup opgøret mod Serbien mod Miomir Kecmanovic, og Holger Rune følger op mod Hamad Medjedov. Et medlevende publikum kan give Danmark en perfekt start i den største kulisse nogensinde på hjemmebane

Udover afbud fra Novak Djokovic mod Danmark ved Davis Cup Qualifiers i Royal Arena er no. 79 Dusan Lajovic heller ikke til disposition for Serbien, der i stedet har udtaget de 32-årige tvillinger Matej og Ivan Sabanov, hvis højeste rangering i 2022 var henholdsvis no. 72 og 75 i double, hvor de på den aktuelle rangliste er no. 157 og 186.

Tvillingerne får debut på Davis Cup holdet, hvis den serbiske holdkaptajn ikke ændrer på den holdopstilling, som blev oplyst ved lodtrækningen torsdag formiddag, og hvis den danske holdkaptajn Frederik Løchte Nielsen også fastholder den oplyste holdopstilling, møder tvillingerne i lørdagens double Johannes Ingildsen og August Holmgren.

Davis Cup Royal Arena
Foto: Tennisavisen – Elmer Møller & Miormir Kecmanovic

Både doublen og de 2 sidste singler kan dog ændres med kort varsel, og derfor er det eneste helt sikre, at Serbiens 1. single no. 55 Miomir Kecmanovic indleder fredag kl. 16:00 mod Danmarks 2. single Elmer Møller, hvorefter Holger Rune som 1. single møder Serbiens 2. single no. 94 Hamad Medjedovic, der ligesom både Elmer og Holger er fra årgang 2003.
Alle 3 har været blandt de bedste juniorer i årgangen, og de kender hinanden ganske udmærket.

Davis Cup Royal Arena
Foto: Tennisavisen – Holger Rune & Hamad Medjedovic

Medjedovic vandt i 2023 titlen ved ATP Next Gen Finals, og han har tidligere vundet over Holger som U12, hvorimod Holger vandt over serberen i finalen, da han i 2017 blev Europamester i U14.
Ved samme lejlighed vandt Holger og Elmer bronzemedalje i double, hvor de nåede semifinalen.

Både Elmer og Holger vil være topmotiveret med udsigten til at spille for tusindvis af fans i Royal Arena, som for Elmer vil være den største kulisse nogensinde, og med massiv støtte fra et medlevende publikum er forudsætningerne til stede for, at han kan levere endnu en overraskelse mod en top 100 modstander, ligesom både han og August leverede, da de foran ca. 2.500 tilskuere på udebane i Kazakhstan besejrede de lokale top 100 stjerner Alexander Bublik og Alexander Shevchenko, og August sammen med Johannes Ingildsen fulgte op med sejr i doublen mod Bublik og Aleksandr Nedovyesov.

Selvom Holger ofte har spillet på de største arenaer og har spillet opvisningskampe i både Boxen og Royal Arena, er det alligevel noget helt særligt at få muligheden for at spille Davis Cup for Danmark på hjemmebane på så stor en arena foran et dansk publikum.

DR1 transmitterer fra opgøret kl. 15:45, og 17:55 fortsættes på DR2.
Lørdag sender DR1 fra kl. 12:10, og hvis hvis der ikke er fundet afgørelse, fortsættes på DR2 fra kl 18:25.

Forrige artikelTennisavisen – Januar 2025
Næste artikelDavis Cup: Forrygende danske 1. sæt smuldrede for både Elmer og Holger
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.