Efter Christian Sigsgaards sensationelle sejr levede Frederik Løchte Nielsen op til de flestes forventninger ved at bringe Danmark på 2-0 mod Georgiens 2. single
Undertegnede havde i optakten til Davis Cup opgøret i Group II mellem Danmark og Georgien i Tbilisi udråbt Danmark som favorit til at vinde samlet.
Både holdkaptajn Kenneth Carlsen og – ikke mindst – Frederik Løchte Nielsen var uforstående for det, da både hjemmebane, underlag, publikum og højere rangerede spillere på Georgiens hold talte imod.
Efter de 2 første kampe, hvor Christian Sigsgaard først leverer en brandkamp og en vaskeægte sensation mod Georgiens 1. single, og Frederik Løchte Nielsen i den næste kamp som ventet vinder sikkert over 2. singlen, kan hverken Carlsen eller Løchte mere snakke sig fra, at Danmark må være favorit til den endelige sejr.
Jeg har imidlertid lovet ikke at “hovere”, hvis jeg alligevel får ret, hvilket der bestemt heller ikke er nogen grund til, da jeg ærligt må indrømme, at selvom jeg forventede sejr fra Danmarks 2. single, så var det absolut ikke i den første kamp.
I Davis Cup kan man sjældent lægge ret meget i rangeringer, da der ofte spiller helt andre faktorer ind mentalt, når man spiller for sin nation, og derfor bør man ikke være alt for overrasket over, at Sigsgaard kunne levere en god præstation, hvilket han jo også gjorde mod Mikael Ymer, hvor han også var undertippet.
På samme måde var Frederik Løchte i kraft af hans meritter naturligvis også kæmpe-favorit til at vinde mod Georgiens 2. single, George Tsivadze, som er rangeret 854, hvilket er langt efter Løchte, som er no. 374.
I det meste af 1. sæt fik man nemt det indtryk, at Løchte var en smule påvirket af situationen, da alle formentlig forventede, at han så let som ingenting kunne køre henover Tsivadze, som til gengælde kunne spille temmelig frit og uden forventninger, ligesom Sigsgaard i kampen forinden.
I starten af kampen kom Løchte dog planmæssigt foran 2-0, men han fik derefter brudt sin serv, så stillingen i sættet blev 2-2.
Løchte var senere tæt på at blive brudt igen, men det lykkedes for ham at afværge et break trods 0-40, og han bragte sig senere på 5-3 med mulighed for at serve 1. sæt hjem, hvilket ikke lykkedes, da han blev brudt tilbage på en dobbeltfejl.
George Tsivadze holdt derefter serv til 5-5 efter at have afværget en sætbold med en mirakuløs flugtning.
Lige efter leverede Løchte formentlig kampens største “direktør” og derefter tog et angrebs-slag netkanten og ud.
I Løchtes næste serveparti bragte han sig foran 6-5 uden de store problemer, og efter et jævnbyrdigt serveparti fik Georgien udlignet til 6-6, og sættet blev afgjort i en tiebreak, som Løchte satte sig på fra start og kom foran hele 5-0, inden modstanderen fik nogle point, så tiebreaken sluttede med 7-3.
Efter at have sikret sig 1. sæt havde Løchte reelt afgjort kampen, og i de 2 næste sæt afgav han kun et enkelt parti, hvorved resultatet blev 7-6(3), 6-0, 6-1 og dermed dansk føring 2-0 inden lørdagens double, hvor Frederik Løchte Nielsen og Thomas Kromann ifølge holdopstillingen møder Georgiens to singler Nikoloz Basilashvili og George Tsivadze, som er henholdsvis no. 589 og 952 på ATPs double-rangliste, hvor Løchte er no. 95 og de øvrige danskere urangeret.
Doublen spilles lørdag kl. 1200 dansk tid og kan følges på Georgisk TVs Youtube kanal, hvor man herunder kan gense lørdagens to singler
Man kan formentlig også følge doublen på dette link – http://1tv.ge/ge/videos/view/159236.html