Kenneth Carlsen har genvalgt Frederik Løchte Nielsen, Thomas Kromann og Christian Sigsgaard. Debut til Benjamin Hannestad
Den danske Davis Cup holdkaptajn, Kenneth Carlsen blev ved udtagelsen af holdet til kampen i Group II mod Georgien 4-6. marts – ligesom i efterårets nedrykningskamp sidste år mod Sverige i Slagelse – nødt til at se bort fra Mikael Torpegaard, der fik en spillemæssigt glimrende debut, da Danmark mødte de spanske verdens-stjerner tidligere samme år, da han heller ikke denne gang kunne få fri fra Ohio State University.
Søren Hess-Olesen blev skadet kort før kampen mod Spanien, og derfor måtte han melde fra både mod Spanien og Sverige sidste år, og det samme er tilfældet mod Georgien, da Søren fortsat ikke er kommet i gang med at spille turneringer.
Som så ofte før har Carlsen nærmest som en selvfølge igen udtaget Frederik Løchte Nielsen, der som regel både spiller 1. single og double på holdet, og derfor er Carlsen uden tvivl ganske godt tilfreds med at konstatere, at Løchte tilsyneladende har fundet sit bedste spil frem i den igangværende Challenger La Mance i Cherbourg i Frankrig, hvor man kunne følge med på Livestream, da han i mandags efter fremragende spil besejrede Albano Olivetti (FRA), der i maj 2012 var no. 142 på ATP-ranglisten.
Kampen kan genses herunder, hvor man torsdag omkring kl. 12 desuden kan se hans kamp i 2. runde mod 1. seedede Filip Krajinovic (SRB), der er no. 98 på ranglisten, og et par timer senere kan man samme sted følge Løchte i double sammen med Johan Brunstrom (SWE) mod Yoshihito Nishioka (JPN)/Aldin Setkic (BIH).
Løchte er selvfølgelig selvskreven til at spille double på Davis Cup holdet, hvor Thomas Kromann har været en yderst kvalificeret makker, som supplerede Løchte på glimrende vis, så de var tæt på at bringe sig for 2-1 i sæt mod Nadal/Verdasco mod Spanien, og det blev til sejr i doublen mod svenskerne, hvor Johan Brunstrom havde Fred Simonsson som makker.
Derfor er Kromann naturligvis også genvalgt til holdet, og han viste i den forløbne weekends GPS i KB, at formen ikke fejler noget, da han vandt singlerækken med sejre over bl.a. Johannes Ingildsen og Christian Sigsgaard, der i finalen ikke udnyttede sine muligheder i begge sæt, som blev afgjort i tiebreak.
Der var også genvalg til Christian Sigsgaard, der var med som reserve i kampen mod Spanien, og mod Sverige fik han Davis Cup debut, da han i den afgørende single mødte det svenske stortalent 17-årige Mikael Ymer, som efter 2-0 føring i sæt og dansk udligning til 2-2 sikrede svensk 3-2 sejr og forbliven i Group I, mens Danmark må en tur i Group II.
Tennisavisen bragte forleden dette portræt af Christian Sigsgaard, der forventer at starte på tennis college til efteråret – formentlig på University of Texas.
Portræt: Christian Sigsgaard afprøver hvor langt talentet rækker
Derudover har Kenneth Carlsen udtaget Benjamin Hannestad, der dermed kan få debut på Davis Cup holdet.
Benjamin har ikke lagt skjul på, at han har høje ambitioner med sin karriere, hvilket fremgår af dette portræt, som Tennisavisen bragte kort tid efter, at han havde meddelt, at han senere på året starter på tennis college i Florida.
Portræt: Benjamin Hannestad jagter drøm via South Florida
Holdet bliver derved en blanding af rutinerede kræfter, som har været med flere gange, og 2 helt unge spillere, som begge blev seniorer ved årsskiftet.
Kenneth Carlsen forsøger at placere favoritværdigheden hos Georgien, hvilket han formentlig baserer på, at deres 1. single er no. 120, og dermed langt højere rangeret end de danske spillere, hvor Løchte som no. 431 og no. 1453 Hannestad er de eneste af danskerne, der er på ranglisten.
Georgien har udtaget følgende spillere
Nikoloz Basilashvili (1992) – sgl. 120, dbl. 590
George Tsivadze (1993) – sgl. 857, dbl. 950
Giorgi Javakhishvili (1995) – sgl. 1109, dbl. 1028
Irakli Metreveli (1998) – sgl. 2090
Kampen spilles i New Sport Hall i Tbilisi 4-6. marts. Klik på dette link på Daviscup.com for yderligere info.