Søren Hess-Olesen får debut og spiller fredagens anden kamp efter at Frederik Løchte Nielsen forventes at have skabt dansk føring i første kamp

Selvom den danske holdkaptajn Kenneth Carlsen ikke ønsker, at Danmark påtager sig favoritværdigheden i weekendens Davis Cup opgør mod Marokko, erkender han dog, at holdet tror på, at de kan vinde kampen, og det er ikke afgørende for ham, hvilke af kampene der vindes, så længe Danmark vinder mindst 3.

Alligevel må det anses for væsentligt for de danske chancer, at Frederik Løchte Nielsen sikrer dansk 1-0 føring, når han fredag kl. 15 indleder opgøret mod 19-årige Amine Ahouda, der i 2016 debuterede på Marokkos Davis Cup hold med lutter sejre i de 5 opgør, hvor han deltog på holdet, da Marokko sikrede sig oprykning til Group II Europe/Africa.

En dansk føring vil uden tvivl bevirke, at Søren Hess-Olesen ikke vil føle samme pres, når han i fredagens anden kamp får debut med mod Marokkos formodede bedste spiller 28-årige Reda El Amrani, der på den seneste ATP-rangliste er no. 682, mens danskeren som følge af en meget lang skadespause ikke figurerer på ranglisten.

Søren har dog på det seneste spillet flere holdkampe i Tyskland, hvor han har spillet rigtig godt, og han har formentlig under holdets fællestræninger op til opgøret overbevist Holdkaptajnen om, at han er helt klar til den Davis Cup debut, som han gik glip af, da han blev skadet under forberedelserne til mødet mod Rafael Nadal, da Danmark for 2 år siden mødte Spanien i Group I.

Sørens modstander havde i 2010 sin højeste rangering som no. 160, men fra august 2013 har han ikke været aktiv, indtil han i juli 2016 vandt to 10K turneringer i træk i Marokko.
Søren kan formentlig forvente ekstra opbakning fra hjemme-publikummet i Aarhus, hvor han selv spiller i Skovbakken.

1-1 efter singlerne er dog ikke urealistisk, men 2-0 til Danmark forekommer mere sandsynligt end det modsatte (0-2), og hvis Løchte og Thomas Kromann derefter – som de fleste forventer – vinder lørdagens double over Reda El Amran/Yassine Idmbarek, kan sejren allerede være i hus efter anden-dagen, eller i det mindste meget tæt på.

Skulle stillingen være 2-1 til Danmark efter doublen, er det formentlig Løchte, der spiller den første single om søndagen, hvor han i så fald kan sikre Danmark sejren, så den femte og sidste kamp ikke bliver afgørende.
Selvom det efter lodtrækningen fremgår, at både Løchte og Søren også spiller søndagens singler, kan holdkaptajnerne alligevel ændre opstillingen indtil en time før, og hvis kampen er afgjort inden den sidste kamp, kan det meget vel tænkes, at August Holmgren også får debut i en single på holdet.

Herunder en henvisning til spillernes forventninger til fredagens singler og lørdagens double

Livestream fra pressemøde efter kampene

Der bliver som tidligere nævnt hverken TV eller livestream fra kampene mod Marokko, og derfor henvises man til at følge den officielle livescore hos Davis Cup.
Tennisavisen vil dog forsøge at berette undervejs om kampenes forløb på Twitter, og efter kampene vil de efterfølgende pressemøder kunne følges via livestream på Tennisavisens Facebook, hvis teknikken – som er en smartphone – i øvrigt virker.

Norge kan blive Danmarks næste modstander

Hvis Danmark vinder over Marokko bliver modstanderen i næste runde 7-9. april vinderen af opgøret i Tallin mellem Letland og Norge, og derfor er det værd at holde lidt øje med det opgør, som starter kl. 14, hvor 18-årige no. 217 Casper Ruud må betegnes som favorit mod no. 860 Martin Podzus, og i den anden single møder Norges 2. single 19-årige no. 630 Viktor Durasovic Letlands no. 380 Mikelis Libietis.
De to unge nordmænd er også udset til at spille lørdagens double, som meget vel kan blive afgørende for det endelige udfald.

Hvis Danmark – mod forventning – taber til Marokko, skal holdet i stedet møde taberen af ovennævnte opgør i et nedrykningsdrama.
Modstanderen i en eventuel oprykningskamp 15-17 september kan blive vinderen af Estland vs. Sydafrika eller vinderen af Slovenien vs. Monaco.

Både Sverige og Finland spiller ligeledes i Group II Europe/Africa.
Sverige er svækket på grund af afbud fra begge Ymer-brødrene Elias og Mikael, og derfor er no. 531 Patrick Rosenholm og no. 569 Isak Arvidsson udset til at spille singlerne.
I en artikel i Sydsvenskan betegnes “Malmödoldisen” – hvad det end er – Arvidsson fra Fair Play som holdet ankermand, og som bonus-information oplyser avisen, at den 24-årige svensker efter Davis Cup matchen drager til Canada sammen med “den etablerade dubbelspelaren Frederik Nielsen från Danmark”.

Den største trussel mod svensk succes i Tallin er ranglistens no. 51 Malek Jaziri, som indleder mod netop Arvidsson, hvorefter Patrick Rosenholm møder no. 812 Mohamed Aziz Dougaz, hvilket lyder en smule mere overkommeligt.
Malek Jaziri spiller formentlig doublen sammen med Anis Ghorbel, og det ligner en nøglekamp mod svenskerne Johan Brunstrom og Andreas Siljestrom.

Finland, som var meget tæt på at besejre Danmark i 2016, indleder – ligesom Danmark sidste år – mod Georgien på udebane, men denne gang stiller Finland op uden Jarkko Nieminen, som stod for begge Finlands sejre mod Danmark, da han besejrede både Løchte og Mikael Torpegaard.
Mod Georgien spiller no. 112 Eero Vasa, der blev 20 år i onsdags, mod no. 89 Nikoloz Basilashvili, som Christian Sigsgaard sensationelt besejrede, da Danmark vandt 5-0 over Georgien.

No. 745 Patrik Niklas-Salminen, der bliver 20 år om en måned, måder no. 819 George Tsivadze.
De to førnævnte singler fra Georgien møder ifølge holdopstillingen den rutinerede 28-årige Harri Heliovaara og den unge 17-årige junior Emil Ruusuvuori.

Hvis både Sverige og Finland både vinder i denne weekend og i næste runde 7-9. april mod henholdsvis vinderen af Tyrkiet vs. Cypern og Litauen vs. Madagascar, kan de mødes i en kamp om oprykning til Group I 15-17. september.

 

 

 

Forrige artikelJunior EM kval: Masseafbud til EM kval i Tyrkiet – bl.a. fra Holger Rune
Næste artikelITF Midland: Følg Julia Boserup på Live Streaming lørdag
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.