Jarkko Nieminen forærede intet væk i den første single mod Mikael Torpegaard, der dog gav finnen kamp til stregen i de 2 første sæt

Som de fleste formentlig havde forventet på forhånd, kunne Mikael Torpegaard ikke forhindre, at Davis Cup opgøret mod Finland blev indledt med finsk 1-0 føring, da veteranen Jarkko Nieminen vandt i 3 sæt 7-6(1), 7-5, 6-2.

Torpegaard havde indset, at hans største chance ville være at tage initiativ og spille aggressivt, hvis han skulle gøre sig håb om at vinde kampen, og han fik en perfekt start på kampen ved allerede at bryde Nieminen i kampens første serveparti, og han bragte sig  foran 2-0 med et blankt serveparti.

Også i finnens næste serveparti havde danskeren chancen for endnu et break efter en dyb retur til 30-40. Nieminen afværgede muligheden, men Torpegaard fik endnu en chance, da han afsluttede en lang duel med et passer-slag, men to lidt for lange bolde og en fremprovokeret fejl betød, at finnen holdt serv og reducerede til 1-2.

I stedet for 3-0 blev det kort efter 2-2, da Torpegaard startede sit eget serveparti med et par fejl, og et finsk passer-slag betød 15-40. Danskeren afværgede den første break-mulighed ved at fremprovokere en finsk fejl, men efter en efterfølgende dansk fejl havde Nieminen taget break’et tilbage.

Frem til 4-3 holdt begge serv uden de helt store problemer, men i Torpegaards næste serveparti kom han ned 15-40 efter et misset smash og en dobbeltfejl samt en forhåndsvinder fra Nieminen.
Efter en servevinder til 40-40 blev Torpegaard presset ud i forhåndshjørnet, hvor han faldt efter at have returneret bolden, som Nieminen dog sendte ved siden af linjen.
Torpegaard holdt derefter serven med et ES efterfulgt af en lang finsk retur til stillingen 4-4.

Begge holdt serv komfortabelt frem til finsk 6-5 føring, hvorefter Torpegaard var en smule presset i sit eget serveparti, hvor der var finsk sætbold ved 30-40, men efter en vinder og efterfølgende slagflugtning og en servevinder sørgede danskeren for 6-6, og sætte skulle afgøres i tiebreak, hvor Torpegaard fulgte med til 1-1, men en dobbeltfejl indledte en finsk stime, som endte med at Nieminen vandt tiebreak’en 7-1.

Mikael Torpegaard
Peter Tvermoes

Reddet 0-40 og 2 dobbeltfejl er forskellen i 2. sæt

Ligesom 1. sæt blev 2. sæt vundet på de berømte små marginaler.
Frem til 2-2 holdt begge serv uden at komme i alvorlige problemer, men herefter måtte Torpegaard 2 gange afværge break-mulighed efter et par fejl, men den første blev afværget med en servevinder og den næste på vinder efter 2. bolden. Et ES og en servevinder sikrede parti og dansk 3-2 føring.

I næste parti fik Torpegaard en reel chance for et break, da han fremtvang fejl efter en god retur, og det blev 0-30 efter en returvinder, og i en netduel efter flere bolde blev det 0-40 og dermed 3 break-muligheder til danskeren.
Med en servevinder og en svær retur, som akkurat blev for lang, og endnu en servevinder fik Nieminen afværget alle 3 break-muligheder, men Torpegaard fik  fremprovokeret endnu en fejl til ny break-mulighed, hvor Torpegaard gik efter chancen på returneringen, som gik i nettet.
Herefter vandt Nieminen en længere duel, som endte med dansk fejl, og finnen vandt partiet til 3-3 med en forhånds vinder.

Frem til 5-5 holdt begge serv uden at være i alvorlig fare for at blive brudt, men herefter fulgte sættets andet nøgleparti, hvor Torpegaard startede med dobbeltfejl. Ved 15-15 endte en slagduel med en for lang bold fra danskeren, og endnu en dobbeltfejl betød 2 finske break-muligheder ved 15-40.
Den første blev afværget ved nettet, men en fejl med forhånden betød finsk break til 6-5 og mulighed for at serve sættet hjem til 2-0.

2 danske fejl ved nettet gav både 15-0 og 30-0. Ved 30-15 forsøgte Torpegaard at lobbe over Nieminen, men det var ikke højt nok, og et smash gav 2 finske sætbolde.
En fejl på servereturneringen på den første sætbold sikrede Finland sættet 7-5 og dermed 2-0 føring.
Igen et sæt, der blev afgjort på marginaler, hvor Torpegaard ikke fik udnyttet 4 break-muligheder, og han blev selv brudt i et parti med 2 dobbeltfejl.

Mikael Torpegaard og Kenneth Carlsen
Peter Tvermoes

Nieminen vinder komfortabelt 3. sæt

Allerede i det første parti i 3. sæt kom Torpegaard i problemer, da et brændt smash til 0-15 og senere en finsk vinder og et passerslag lagde pres på danskeren fra starten af sættet, og Torpegaard blev brudt i første parti, som sluttede med en dobbeltfejl.
På vej til sidebyttet kom et udbrud fra danskeren, som råbte “FOCUS!!”

Herefter holdt begge serv, og Torpegaard bevarede kontakten, da han reducerede til 2-3 efter at have afværget endnu en finsk fordel i en periode af kampen, hvor der kom lidt flere fejl fra Nieminen, så et comeback kunne endnu ikke helt udelukkes.

I det næste finske serveparti var Torpegaard med til 30-30 efter finsk dobbeltfejl, men en efterfølgende fejl på servereturneringen og en uskarp flugtning betød, at Nieminen kom foran 4-2.

I Torpegaards næste parti blev sættet og kampen reelt afgjort, da han ved 30-30 endnu en gang blev passeret ved nettet og efter en dobbeltfejl blev brudt til 2-5, og Nieminen kunne serve for kampen.
Med en returvinder og en fremprovokeret fejl fik Torpegaard en lille åbning ved 15-30, men en misset flugtning fra danskeren og en cross flugtning, som Nieminen løb op, gav finsk matchbold, som dog blev afværget med en feberredning ved nettet.
Det var dog en stakket frist, idet Torpegaard på den næste bold blev presset til en fejl ved nettet, hvorefter Nieminen med et af sine mange passerslag sikrede sejren og finsk 1-0 føring.

Peter Tvermoes
Peter Tvermoes

Efter kampen blev afholdt det obligatoriske pressemøde, hvor Jarkko Nieminen som den første mødte den forsamlede presse, som i realiteten var Tennisavisens udsendte, der således havde den finske stjerne på 2-mandshånd – dog sammen med DTFs fotograf Peter Tvermoes, som har leveret billederne til denne omtale.

Det var således en samtale mellem 2 “pensionister”, da Nieminen som bekendt for de fleste er stoppet med at spille turneringer på ATP-touren.
Han fortalte dog, at han er til rådighed for Davis Cup holdet i år, hvis holdet ønsker det, hvorved han samtidig kunne hjælpe nogle af de unge spillere med at vænne sig til at være en del af Davis Cup.
Han vil formentlig også spille den næste kamp, hvis Finland går videre, men næste år regner han ikke med at spille Davis Cup.

Selvom Nieminen ikke har spillet så mange kampe mere, har han fortsat sørget for at holde formen ved lige, og derfor var han i stand til at holde et stabilt niveau i kampen mod Torpegaard, og det passede ham fint, at der spillet på et hurtigt underlag, hvilket de er vant til i Finland, hvor der indendørs spilles på tilsvarende underlag, bortset fra den korte sommerperiode på grus.

Nieminen var enig i, at hans styrke i kampen var hans større sikkerhed, hvilket hans spillestil i karrieren har været baseret på.
Han synes, at Torpegaard forsøgte den rigtige taktik ved at være aggressiv, og Nieminen var derfor nødt til at forsøge at holde god længde i boldene, hvilket lykkedes nogenlunde, men han medgav, at det i de to første sæt var ganske lidt, der gjorde forskellen.

 

Mikael Torpegaard
Peter Tvermoes

Da Mikael Torpegaard derefter stillede op til pressemøde, fortalte han indledende, at hans taktik var at spille aggressivt og forsøge at spille på egne præmisser, og han følte det fungerede godt i starten, hvor Nieminen blev overrasket over hans aggressivitet.

Man kan dog ikke tage fra Nieminen, at han ofte har stået i lignende pressede situationer, hvor han er i stand til at finde et ekstra gear.
Selvom han nogle gange blev passeret ved nettet, følte han alligevel, at taktikken var rigtig, og man må bare erkende, at det er godt spillet, når man alligevel bliver passeret, men det ændrede ikke ved, at taktikken var at forsøge selv at vinde pointene og presse Nieminen på returen på 2. serverne.

Da Torpegaard havde chancen ved 0-40 i modstanderens serv, måtte han også erkende, at det var godt spillet, at Nieminen med gode server spillede sig ud af problemerne, og han havde derfor alligevel en god følelse af, at han havde forsøgt de rigtige ting i de 2 første sæt.

Der var flere dobbeltfejl fra Torpegaard, men han var sikker på, at han vandt flere point på at være aggressiv i 2. serven, så det mere end opvejede de dobbeltfejl, som fulgte med.
Da serven er danskerens styrke, følte han at han var nødt til at sætte pres i 2. serven på dette underlag, hvilket han havde trænet meget på i løbet af ugen.

Torpegaard blev spurgt, om denne kamp var på et højere niveau, end han er vandt til på college, hvortil han svarede, at han mod Nieminen er nødt til at spille på et mere konstant højere niveau for at have en chance.
Han nævnte dog, at finalen om det nationale mesterskab var den eneste college kamp, hvor han konstant følte sig presset på samme måde som mod Nieminen, som ligger langt over college niveauet.

 

Forrige artikelDavis Cup: Løchte bringer balance i regnskabet med flot, offensivt spil
Næste artikelTwitter: Victoria Azaranka skal være mor
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.