Holdkaptajn Frederik Løchte Nielsen og spillerne tror på mulighed for dansk sejr i alle kampe mod Brasilien

Ved et presse- og lodtrækningsmøde torsdag kl. 11:30 i Royal Stage i Hillerød forud for Davis Cup opgøret i World Group I mellem Danmark og Brasilien var det største spændingsmoment, hvorvidt holdkaptajn Frederik Løchte valgte 25-årige August Holmgren eller 20-årige Elmer Møller til Danmarks 2. single.

Efter nogle indledende bemærkninger og præsentation af spillertruppen fra de to nationer, blev spændingen udløst, da det blev oplyst, at August Holmgren blev udtaget som 2. single for Danmark, der helt som ventet har udtaget 20-årige Holger Vitus Nødskov Rune som 1. single.

Davis Cup Pressemøde 2023
Foto: Tennisavisen

Tennisavisens forudsigelse – at pilen pegede mest på August – holdt således stik, og det samme gælder for Brasilien, der stiller med begge Thiago’erne – no. 76 Thiago Seyboth Wild og no. 116 Thiago Monteiro i singlerne.

Hillerøds Borgmester Kirsten Jensen fik til opgave at trække lod om kamprækkefølgen, og da hun fiskede en tennisbold op af skålen og – med en anelse besvær – fik pillet en seddel ud med navnet “Holger Rune”, var kamprækkefølgen for fredagens 2 kampe afgjort, idet de to nationers 1. single på førstedagen møder modstanderens 2. single.

Derfor møder Holger i den første kamp fredag kl. 16:00 Brasiliens 2. single Thiago Monteiro, hvorefter August møder 1. singlen Thiago Seyboth Wild.

Davis Cup Pressemøde 2023
Foto: Tennisavisen – Brasiliens Davis Cup trup

Der blev desuden sat navne på doublen, der indleder lørdagens program kl. 12:00.
Dog kan holdopstillingen til lørdagens kampe ændres indtil kort før kampene, og derfor skal holdopstillingen for lørdag tages med alle mulige forbehold.

Ifølge den oplyste opstilling spiller Johannes Ingildsen (Joe) og Christian Sigsgaard (Sigs) doublen mod Rafael Matos og Felipe Meligeni Alves, men i Tennisavisens analyse herunder anses det mere sandsynligt, at Holger og Joe spiller doublen.

Efter doublen mødes de 2 nationers 1. singler og til sidst 2. singlerne.
Med mindre stillingen er 3-0 eller 0-3 efter doublen, bliver der næppe ændret på, at Holger indleder kl. 12:00 mod Thiago Seyboth Wild, hvorimod der sagtens kan ændres på 2. singlerne, hvis der er fundet en afgørelse efter de 4 første kampe, eller holdkaptajnerne efter fredagens kampe vurderer, at der skal ske ændringer.
Som udgangspunkt spiller August Holmgren mod Thiago Monteiro i den sidste kamp, som kan blive afgørende for det endelige udfald.

I analysen herunder bliver doublen dog betragtet som en fifty-fifty kamp, som forventes at blive afgørende for den endelige sejr.

Turneringer uge 37: Davis Cup mod Brasilien kan blive næstsidste skridt på vejen mod Finals 2024

.I modsætning til “i gamle dage” – inden Holger for alvor slog igennem på ATP-touren – var Tennisavisen ofte eneste repræsentant for den samlede danske verdenspresse i forbindelse med Davis Cup, men både ved play-off opgøret mod Indien tidligere på året og – ikke mindst – ved torsdagens pressemøde, var der stor interesse for at få Holger i tale.

Både DR, TV 2, Ritzau, Jyllandsposten, BT, Ekstra Bladet, Politiken, Sjællandske og SE & HØR fik – i nævnte rækkefølge, som ikke nødvendigvis behøver at være udtryk for DTF’s prioritering af medierne – audiens hos Holger, hvorimod interessen for at lave TV-indslag eller interviews med de øvrige spillere var mere begrænset.

Flere af førnævnte medier havde især haft fokus på Holgers træner-situation, og han lagde ifølge disse mediers efterfølgende omtaler ikke skjul på, at samarbejdet med Mouratoglou ikke fungerede, og derfor har Lars Christensen igen hovedansvaret som træner for Holger.

Mens Holger i denne uge spiller Davis Cup og i næste uge Laver Cup, rejser Lars i forvejen til Kina, hvor han fungerer som coach for Clara Tauson, indtil han ifølge Aneke Rune igen udelukkende arbejder med Holger, når han lander  i Beijing få dage før ATP 500 turneringen China Open starter 28. september.

Davis Cup Pressemøde 2023
Foto: Tennisavisen – Johannes Ingildsen og Christian Sigsgaard

Mens der som nævnt var rift om Holger, havde Tennisavisens udsendte (undertegnede skribent) til gengæld god tid til en snak med de øvrige danske spillere – både om deres forventninger til Davis Cup opgøret og om deres egne planer for karrieren.

Ingen af de danske spillere ville dog forholde sig til førnævnte analyse, som betragter doublen som nøglekampen, da de ser muligheder i alle kampene, og den samme holdning gav holdkaptajnen udtryk for, da der blev lejlighed til en kort snak med ham, efter at han – ligesom Holger – også havde været i kontakt med de fleste fremmødte medier.

Løchte ville heller ikke bekræfte, at det er en erklæret målsætning, at Danmark allerede om et år deltager ved Davis Cup Finals, idet han først forventer, at holdet “peaker” om nogle år.
Han påpegede i samme forbindelse, at der er tendens til at glemme, at Holger stadig kun er 20 år, og derfor forventer han, at Holger først midt i 20-erne – efter nogle Grand Slam titler – vil være på sit absolutte topniveau.

Dog tror Løchte på, at både Holger og de øvrige på holdet har muligheder for at vinde i alle kampene, og derfor er målsætningen sejr forud for hver enkelt kamp, uanset hvem der betragtes som favorit, som er et begreb især medier går op i.

Flere af de danske spillere fortalte, at de lejlighedsvis spiller holdkampe for udenlandske klubber, hvilket er et væsentligt bidrag til at få økonomien til at hænge sammen.
Sigs har således både spillet for Fair Play i Malmø og for Frankfurt i Tyskland, og til efteråret spiller han desuden for Bologna i Italien.
Sammen med optjente præmiepenge ved enkelte UTR-turneringer arrangeret af Leschly Tennis Foundation giver det større bidrag til økonomien end deltagelse i ITF-turneringer, hvor udgifterne typisk overstiger indtægterne.

Sigs har fortsat som mål at få mulighed for at spille ATP Challengers, og derfor er det planen at spille flere ITF-turneringer i efteråret i håb om at opnå en rangering, som giver adgang dertil, men han forventer dog ikke, at han kommer til at spille op til 30 ITF-turneringer årligt.

Sigs er no. 771 på den aktuelle ATP-rangliste, hvor Joe er no. 927 i single og no. 569 i double, hvor Joe har opnået sine bedste resultater med flere titler, hvorved han har været omkring top 300 på double-ranglisten, hvor pilen igen peger opad efter M25 titler i Portugal 2 uger i træk.
Joe har ikke spillet mange turneringer i løbet af sommeren, da han havde brug for en pause, men han har nu genfundet motivationen, og når spillet fungerer føler han sig overbevist om, at han kan opnå resultater, som giver mulighed for spille Challenger i single.
Desuden overvejer han at prioritere double mere og derved eventuelt få adgang til Challenger.

For det meste rejser Joe sammen med nogle venner fra college-tiden, men ved nogle enkelte turneringer har han også haft en træner med.
Desuden spiller Joe lejlighedsvis holdkampe for en klub på Sardinien og for Lidingö nær Stockholm samt i Halle i Tyskland, hvilket bidrager væsentligt til økonomien.

Davis Cup Pressemøde 2023
Foto: Tennisavisen – August Holmgren og Elmer Møller

Både Elmer og August er de kommende uger tilmeldt 3 Challengers i USA, hvor de formentlig spiller kval.
Elmer er dog fortsat 1. enkelt plads fra kvalifikationen på entrylisten i Charleston, men begge er direkte inde i Tiburon ugen efter.

Med en rangering tæt på top 400 er der gode muligheder for direkte adgang som minimum til kvalifikationen i Challengers, som de begge prioriterer fremadrettet.
Dog er de begge bevidste om, at det i tilfælde af en stime tidlige nederlag kan give mening, at mixe op med ITF-turneringer, hvor der er bedre chance for flere kampe og sejre, som kan nære selvtilliden.

På grund af et stort antal turneringer på ITF-touren og gradvis flere Challengers er det begrænset, hvor mange holdturneringer de spiller for udenlandske klubber, men Elmer har dog spillet for en tysk klub, og August har tidligere spillet 4 holdkampe for Brühl i Tyskland. Han er desuden tilmeldt Fair Play, som han dog endnu ikke har spillet for.

Ved den seneste turnering i Cassis i Frankrig måtte Elmer låne ketsjere af Løchte, da hans bagage ikke var nået frem, men selvom han blev besejret af August i kvalfinalen, fik han dog større udbytte af turneringen, fordi han som Lucky Loser vandt 1. runde og optjente point til ranglisten, hvor han nu er få pladser foran August.

Flere sejre har bidraget til større selvtillid, og derfor er spillet begyndt at fungere stadig bedre for Elmer, og især baghånden fungerer godt, men han bruger efterhånden også i større omfang forhånden, som fungerer endnu bedre end tidligere.

Til gengæld har August forhånden som sin favorit, og derfor ser han nøglen til sejr mod Brasilien, at han lykkes med at dominere med forhånden og derved få overtag i spillet.
August betragter også serven som et af hans bedste våben, men han erkender, at han ofte er i defensiven, når modstanderne får mulighed for at presse ham i hans enhånds-baghånd, hvor han derfor i sådanne situationer ofte forsøger at nulstille presset med sin slice.

August forventer at spille mindst 7 Challengers resten af året, hvor der traditionelt er bedre mulighed for at komme ind med den nuværende rangering omkring top 400.
En væsentlig fordel ved Challengers er de flere point, der spilles om.
Han fremhæver som en fordel ved Challenger, at man får flere af udgifterne betalt, og præmiepengene er større.

Selvom præmiepengene alene ikke kan dække udgifterne, bidrager sponsorindtægter dog til, at August har et økonomisk fundament, som gør det muligt at sammensætte en turneringsplanlægning, der giver mening.
Han håber at gøre det så godt i efteråret, at han kan optjene point nok til direkte adgang til Grand Slam kval til næste år, hvilket skønsmæssigt forudsætter en rangering omkring no. 240 – muligvis lidt lavere ved Australian Open, som flere fravælger af geografiske årsager.

Kampene ved Davis Cup i Royal Stage transmitteres af DR, som viser Holgers kamp fra kl. 16:00 indtil der skiftes til DR 2 kl. 18:25.

 

Forrige artikelTurneringer uge 37: Davis Cup mod Brasilien kan blive næstsidste skridt på vejen mod Finals 2024
Næste artikelDavis Cup: Rune på sejrskurs med rygproblemer. Energisk indsats af Holmgren rakte ikke til sejr
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.