Efter en usikker start løftede fritids-spilleren Thomas Kromann sit niveau op på højde med de spanske stjerner og stjal sammen med Frederik Løchte Nielsen et enkelt sæt mod favoritterne

Med den tidligere Wimbledon double-vinder Frederik Løchte Nielsen på banen kan man tillade sig at tro på, at han kan matche de spanske stjerner Rafael Nadal og Fernando Verdasco, mens det er lidt sværere at forestille sig, at den CBS-studerende Thomas Kromann kan hamle op med de fuldprofessionelle spanske Verdens-stjerner.

Sådan så det da også ud i 1. sæt i lørdagens double, hvor Thomas ikke fik den bedste start, og han var ikke var i stand til at holde sine 2 servepartier.
Da han blev brudt til 1-2 var han ellers med et par point direkte på serven foran 30-15, men han blev brudt efter en fejl fremprovokeret af Verdasco efterfulgt af en doubbelt-fejl samt en returvinder, der i første omgang blev dømt ude, men den blev over-rulet af dommeren.

Efter at både Nadal og Løchte efterfølgende hold serv rent, lykkedes det at bryde tilbage i Verdascos serv, da Løchte med en retur-vinder afgjorde partiet.

Dette break-back kunne dog ikke fastholdes, da Kromann derefter igen blev brudt efter et jævnbyrdigt parti, hvor Løchte afværgede den første break-chance med en flugtning efter at danskerne havde været under voldsomt pres.
Efter en fejl af Løchte ved nettet og en retur-vinder fra Verdasco blev Kromanns serv brudt for 2. gang til stillingen 3-4.

Break’et blev fastholdt med et blankt parti af Nadal, som afsluttede med et es og en vinder longline.
Løchte holdt ligeledes serv til 4-5 efter et parti, hvor Kromann afgjorde 2 af duellerne med smash, og han afgjorde partiet, da han fulgte op på returen på et smash fra Løchte.

Spanien sikrede sig dog sættet 6-4 med et blankt parti af Verdasco, men man fornemmede, at Kromann var ved at spille sig stadig bedre ind i kampen.

Begge danskere på højt niveau i 2. sæt

Løchte startede med at serve i 2. sæt, og Danmark kom foran 1-0 efter et besværligt parti, hvor Verdasco undervejs fyrede et par vindere af sted og gav spansk break-mulighed, men partiet blev sikret på den 3. fordel.

Spanien udlignede straks til 1-1, da Nadal holdt sin serv blankt, og derefter var presset igen på Kromann, som endnu ikke havde holdt serv. Danskerne kom bagud 0-15, da Verdasco reddede et smash, og en spansk vinder gav 15-30, hvorefter Kromann skaffede 30-30 med point direkte på serven, men en efterfølgende dobbelt-fejl gav break-mulighed til Spanien.

På den næste serv returnerede Verdasco tilsyneladende en vinder, men bolden blev dømt ude til stor utilfredshed hos den spanske holdkaptajn Conchita Martinez.
En flugtning i nettet fra Kromann gav endnu en spansk break-mulighed, som han selv afværgede med point direkte på serven.
I den efterfølgende duel gav et indgreb på tværs af Løchte dansk fordel, og partiet blev sikret, da Løchte på serve-returneringen afgjorde bolden ved nettet.

Verdascos sørgede i sit efterfølgende serveparti for 30-0 føring efter et es og point direkte på serven, men på de næste bolde var begge danskerne helt oppe i højeste gear, da begge med retur-vindere udlignede til 30-30, hvorefter Løchte fremprovokerede en fejl fra Verdasco, der sluttede med en dobbeltfejl og dansk break til 3-1.

Danskerne kunne dog ikke holde dette break, idet de i Løchtes serv først blev overspillet af et lob fra Verdasco, som på næste bolde slog retur direkte på kroppen af Kromann. En dobbeltfejl betød 0-40, og med en vinder fra Verdasco på næste bold, tog Spanien break’et tilbage.

Stimen af breaks fortsatte i Nadals næste serveparti, hvor en netruller på returen fra Kromann gav 0-15, og det blev 0-30 da Kromann fremprovokerede en fejl fra Nadal.
En fejl fra Kromann på returen gav 15-30, men Løchte fremprovokerede derefter en fejl fra Nadal, hvilket gav 2 nye break-muligheder til Danmark, som udnyttede den første, som Løchte afgjorde ved nettet til dansk 4-2 føring.

Efter at Kromann omsider havde holdt serv, virkede han endnu mere komfortabel i sit næste serveparti, selvom han kom bagud 0-15, da Verdasco pressede ham til fejl, men 3 efterfølgende point direkte på serven sikrede 40-15.
En flugtning i nettet fra Løchte til 40-30 blev efterfulgt af et Nadal lob, som landede lige bagved linjen, og Danmark var foran 5-3.

Danmark  sikrede sig sættet i Løchtes efterfølgende serveparti, hvor Kromann indledte med at sætte en vinder mellem de 2 spanske spillere. Point direkte på serven gav 30-0, og en flugtning fra Løchte gav dansk sætbold, som blev sikret efter fremprovokeret fejl af Nadal.

3. sæt slutter med 2 dobbeltfejl fra Løchte

Også i 3. sæt var danskerne fuldt på højde med de spanske stjerner, og Thomas Kromann fortsatte med at spille fremragende.

I Verdascos serveparti ved stillingen 1-1 havde Danmark en enkelt break-mulighed, som blev afværget med et point direkte på serven, hvorefter Verdasco efter en fejl fra Kromann sikrede sig partiet med endnu et point på serven.

I alle de øvrige servepartier fik modstanderne ikke chancer for at få et break, og derfor skulle sættet afgøres i tiebreak.

Danmark kom ned med mini-break til 1-2 efter en flugtning i nettet, men en fremprovokeret fejl efter smash fra Løchte bragte Danmark tilbage til 2-3.
En retur-vinder fra Nadal på Kromanns serv gav et nyt mini-break til Spanien, men i Nadals efterfølgende serv blev det taget tilbage til 4-5 efter en Løchte flugtning, som pressede Verdasco til fejl.

Danmark havde derefter muligheden for at få udlignet, da Løchte skulle serve, men begge hans server resulterede i dobbelt-fejl, som sikrede sættet til Spanien.

Manglende let-dom og flugtning på forkerte side bliver fatale

I 4. sæt startede Kromann med at serve, og Danmark kom foran 40-0 efter 2 point direkte på serven og en flugtning fra Løchte. Ved 40-15 afgjorde Kromann partiet med en flugtning, hvor de 2 spanske spillere kom i tvivl om, hvem der skulle returnere bolden.

Verdasco startede med at serve for Spanien, som fik udlignet til 1-1 efter 40-15 føring.
I det næste parti, hvor Løchte servede, kom Danmark bagud 0-15 efter en afbrænder fra Kromann, der gjorde skaden god med et par feber-redninger på næste bold, som Nadal laver lige så stor fejl på.

På den næste bold tøvede Løchte, som hørte serven berøre nettet, men dommeren forblev tavs, og Løchte nåede ikke at reagere på Verdascos retur på tværs.
Løchte lod sig irritere over den manglende dom, og kort tid efter ved 30-30 kom Danmark bagud 15-40 på dobbeltfejl.

Danmark blev derefter brudt på den næste bold, som Kromann ramte på den forkerte side af nettet, og dermed var Spanien for alvor på sejrs-kurs.

Spanien holdt fast i dette break i Nadals serveparti, hvor en dansk netruller netop landede udenfor til spansk fordel, som blev udnyttet til 3-1 efter fremprovokeret fejl af Løchte.

Danmark holdt liv i håbet, da de vandt Kromanns serveparti til 2-3, men Spanien bevarede føringen, da de vandt Verdascos serveparti sikkert til 4-2.

Den endelige afgørelse så ud til at falde i Løchtes efterfølgende serveparti, hvor dansk fordel ved 40-30 blev afværget med en bold i fødderne på Løchte og efterfulgt af endnu en fejl af Løchte fremprovokeret fejl af Verdasco.

Nadal havde derefter muligheden for at serve kampen hjem ved 5-2, men Kromann sørgede først med en retur-vinder og derefter med et smash og endnu en returvinder for, at Spanien kom bagud 0-40, og ved 15-40 fremprovokerede Kromann en fejl fra Nadal til stillingen 3-5.

Danmark holdt liv i det spinkle håb, da de vandt Kromanns serveparti, selvom de kom bagud 0-30 efter fremprovokeret fejl på retur og en dobbeltfejl. Et es og en flugtning fra Løchte samt en fejl fra Verdasco betød 40-30.
Efter en spansk vinder på næste bold sørgede Løchte for dansk reducering til 4-5 efter et smash og en vinder ved nettet på returen på en god serv fra Kromann.

I kampens sidste parti indledte Verdasco med en heldig netruller, og det blev 30-0 efter fremprovokeret fejl fra Løchte, som lige havde reddet et par bolde.
En fremprovokeret fejl af Kromann gav 40-0 og spanske matchbolde.

Danmark afværgede den første matchbold efter flere redninger af Kromann, som fremprovokerede fejl fra Nadal, som derefter afgjorde kampen ved nettet.
Sejrscifrene blev 6-4, 3-6, 7-6(4), 6-4.

Dermed er det afgjort, at Spanien forbliver i Group I, mens Danmark på hjemmebane skal møde Sverige i en kamp om at undgå nedrykning sidst i oktober.

Derfor bliver de 2 sidste singler søndag kl. 1400 afviklet som bedst af 3 sæt. Holdkaptajnerne skal først 1 time forinden oplyse, hvem der spiller kampene.

Reaktioner fra det efterfølgende pressemøde følger.

Forrige artikelUS Open: Double-legenden Lisa Raymond spillede for sidste gang ved US Open
Næste artikelITF Antalya: Godkendt start på danskerinvasionen
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.