De danske Davis Cup spillere, som deltager i træningen på Elitecentret, udtrykker stor tilfredshed med et professionelt setup
Da undertegnede (frivillige/ulønnede) skribent september 2015 første gang skrev om det danske Davis Cup hold i Tennisavisen, var der stor interesse for opgøret fra både danske og udenlandske medier.
Årsagen hertil var dog på ingen måde Tennisavisens tilstedeværelse, men tværtimod den omstændighed, at Danmarks modstander var Spanien, der havde stjernespillere som Roberto Bautista Augut og David Ferrer samt – først og fremmest – stjernen over dem alle Rafael Nadal på holdet.
Frederik Løchte nævnte dengang, at han ikke tidligere havde oplevet de samme rammer for et Davis Cup opgør, men han var helt klar over, at det ikke var de danske spillere, der trak den største opmærksomhed, og derfor kunne de godt føle sig en smule som statister.
I de efterfølgende Davis Cup opgør har medieinteressen været mere “på det jævne”, og ofte har Tennisavisen været eneste tilstedeværende ved pressemøderne
Forud for opgøret i World Group I Play-offs mod Indien i Royal Stage oplevedes pressemødet torsdag i forbindelse med lodtrækningen næsten som et flash-back til opgøret mod Spanien, og årsagen hertil er helt sikkert, at 19-årige Holger Vitus Nødskov Rune siden sin seneste optræden på holdet i 2020 i Holbæk Sportsby mod Puerto Rico har fået sit helt store internationale gennembrud.
Dansk Tennis Forbund (DTF) havde udarbejdet en oversigt med tildelt medietid for de udtagne danske spillere, og under Holgers navn var rækkefølgen:
Politiken, Ekstrabladet, BT, Ritzau, DR, TV 2, Sjællandske Nyheder, Podcast, Discovery.
Der blev derfor ikke afsat tid til, at Tennisavisen fik mulighed for at stille spørgsmål til Holger, men da interessen for at tale med de øvrige spillere var mere begrænset, blev der tid til at få en snak med hver enkelt spiller samt med holdkaptajn Frederik Løchte.
Et gennemgående tema i Tennisavisens snak med spillerne handlede om træningen på Elitecentret i KB, hvor de alle træner flere gange om ugen under ledelse af Landstræner Frederik Løchte, når de ikke er ude og spille turneringer.
Johannes Ingildsen (Joe), der ifølge den foreløbige plan spiller doublen sammen med Christian Sigsgaard, fortalte at der havde været en god optakt til opgøret med træning på en “fed bane”, og han betragter muligheden for sejr som ganske gode, ikke mindst fordi Holger er en væsentlig forstærkning sammenlignet med mødet mod Indien sidste år.
Angående den nærmeste fremtid spiller Joe muligvis M25 Vila Real De Santo Antonio i Portugal, hvis han slipper ind i hovedturneringen, hvor han er 4. alternate.
Derefter er planen at spille 3 M15 turneringer i Egypten, hvor Elmer Møller ligeledes deltager.
Joe betegner det nuværende setup med træning 3 gange ugentlig på Elitecentret som det bedste, som han har oplevet herhjemme.
Christian Sigsgaard (Sigs) forudser, at doublen kan blive vigtig ud fra den betragtning, at Holger vinder sine singler, og at de andre singler er mere fifty-fifty.
Da Indien desuden har en klasse doublespiller som Rohan Bopanna, forudser Sigs, at det kan blive den sværeste kamp for Danmark.
Sigs var ligesom Joe begejstret for setup’et ved Elitecentret med 3 fulde dage med 2 træningspas og fysisk træning, og han fremhæver miljøet med flere baner, og at de alle er samlet.
Ligesom Joe er Sigs få pladser fra at komme direkte ind i M25 i Portugal, og derfor venter han en uge, inden han deltager samme sted 2-3 uger i træk derefter – formentlig sammen med Gentoftes træner Jonas Svendsen.
Planen er at mixe nogle ITF-turneringer og holdkampe både for Gentofte og i Tyskland, og i december spiller Sigs endvidere holdkampe for Fair Play i Malmø.
Sigs vil gerne vinde en turnering, men han er den beskedne type, som ikke ønsker at proklamere større rangeringsmæssige mål, selvom han uden tvivl inderst inde håber at nå længst muligt.
Samme ydmyge tilgang gav Sigs udtryk for i dette portræt i Tennisavisen, inden Sigs rejste til Texas, hvor han spillede på college indtil sommeren 2021.
Portræt: Christian Sigsgaard afprøver hvor langt talentet rækker
Elmer Møllers rolle under opgøret mod Indien bliver primært at bakke op om holdet, med mindre der bliver en “bonus-kamp” lørdag, når kampen eventuelt er afgjort.
Tidligere meldinger fra Elitecentret fortæller, at Elmer virkelig “rammer klatten” under træningen, og derfor blev han spurgt, hvordan han selv oplever det og formår at få det konverteret til kampene.
Elmer føler også selv, at han er inde i en god periode, hvor det også er begyndt at afspejle sig i resultaterne, idet han vandt sin første M15 titel i Heraklion i starten af november, og han er nået længere i turneringer end tidligere.
Derfor ser Elmer frem til at komme ud og spille flere turneringer og føre de gode takter videre.
Tidligere tilbragte Elmer meget af tiden på Good to Great i Stockholm, og han har stadig tilknytning dertil, men hans primære base er nu i KB, og han fremhæver betydningen af at være en del af det gode træningsmiljø, hvor spillerne kan presse hinanden og har det godt sammen både på og udenfor banen.
Som nævnt deltager både Elmer og Joe i Egypten om et par uger, og netop muligheden for at kunne rejse sammen til turneringer har stor betydning.
August Holmgren føler at han er inde i en god periode, hvor der arbejdes med at forbedre specifikke ting i spillet, bl.a. returneringer og baghånd, og da han tidligere har vundet over Submit Nagal i en holdkamp mod Hørsholm, ser han gode muligheder for en gentagelse, når de tørner sammen i fredagens 2. kamp mod Indien.
Han føler selv, at den målrettede træning bevirker, at han er ved at være tæt på at kunne tage et nyt skridt, så han kan begynde at nå længere i ATP Challengers, hvor målet i første omgang er at kunne deltager uden at spille kvalifikation, hvilket forudsætter en forbedret rangering fra nuværende no. 484 til omkring top 300.
På længere sigt er målet at få mulighed for at spille Grand Slam.
August erkender, at modstanderne ofte forsøger at presse ham i baghånden, da han spiller med enhånds-baghånd, som han dog ikke vil betegne som en svaghed, idet han sjældent begår fejl med baghånden, men han har til gengæld haft svært ved at holde presset på modstanderne, så han kan styre duellerne, og derfor har der været fokus på at bruge baghånden på en måde, som åbner mulighed for at kunne skifte retning og komme ind og trykke med forhånden.
Udover søndag træner August dagligt – med Jonas Svendsen og Philip Ørnø i Gentofte, hvor der arbejdes med meget specifikke dele af spillet, som derefter implementeres under træningen på Elitecentret.
En typisk uge består af hård fysisk træning tirsdag, torsdag og lørdag og med skadesforebygning mandag og fredag, og “halv-hård” fredag, hvilket er inspireret af andre professionelle spilleres måde at gribe træningen an, så der bliver en passende balance mellem hård fysisk træning og mulighed for restitution, så kroppen ikke nedbrydes af konstant hård træning.
Tennisavisen bragte nedenstående portræt, da August var 17 år for ca. 7 år siden.
Der blev også tid til en kort snak med Frederik Løchte, der blev bedt om at fortælle om forventningerne til opgøret mod Indien.
Først og fremmest forventer Løchte, at det bliver en tennis-fest og en god oplevelse for alle involverede og fans, og han regner med, at mange af tilskuerne ser Davis Cup live for første gang, og at de får mod på at vende tilbage igen fremover.
Uden at tage noget for givet på forhånd i Holgers kamp, vil en sejr til Holger forhåbentlig tage noget af presset og give August mulighed for at spille mere afslappet, og samtidig lægge mere pres på inderne, der vil være tvunget til at vinde, hvis de skal forvente at bevare chancen for sejr.
Desuden håber Løchte, at publikum kan være med til at skabe en god stemning, som vil være inspirerende for spillerne.
Resultatet af doublen kan sagtens få indflydelse på, hvilken konstellation, der vælges til doublen, hvor Danmark kan stille flere stærke kombinationer.
Løchte var godt tilfreds med, hvordan træningen på Elitecentret fungerer med både godt kvalitet og professionalitet, hvor varen bliver leveret hvergang, hvorved der opnås det maksimale af de begrænsede midler, der er til rådighed.