De danske kvinder leverede en fremragende indsats mod hjemmebaneholdet og favoritterne fra Slovakiet. Det blev godt nok et 0-3 nederlag, men de danske præstationer havde fortjent bedre.
I den første kamp, 2. singlen stod Rebecca Munk Mortensen overfor Viktoria Hruncakova, og 18-årige Rebecca, som ligger nr. 813 på verdensranglisten, leverede en flot kamp mod verdensranglistens nr. 321; Rebecca spillede meget lige op med slovakken, men i de afgørende faser udspillede Hruncikova sin rutine, og med velplacerede server og knaldhårde grundslag fik hun hevet kampen hjem med cifrene 6-4 6-3.
I den anden singlekamp, 1. singlen, skulle Johanne Svendsen prøve kræfter med verdensranglistens nr. 37, Rebecca Sramkova; Johanne ligger selv nr. 698 i verden, så på papiret var slovakken tårnhøj favorit. Men Johanne var ikke duperet over sin verdensklasse-modstander, for hun gik til kampen uden nerver eller ydmyghed, og Johanne imponerede ved at vise at hun beherskede alle spillets facetter. Et tæt første sæt blev tabt i tiebreak, hvorefter Johanne snuppede andet sæt, inden Sramkova trak fra i tredje sært og vandt kampen med cifrene 7-6 5-7 6-3. Ærgerligt at Johanne ikke fik den fine skalp, men hun kan være utrolig stolt af sin stærke indsats.
Nu havde Danmark tabt holdkampen, men det sidste point skulle fordeles i doublekampen, og her havde holdkaptajn Jens Anker Andersen valgt at stille med holdets yngste spiller, Laura Brunkel og holdets mest erfarne, Emilie Francati. Den danske konstellation stod overfor Viktoria Hruncakova og Tereza Milhalikova, og også den kamp blev yderst spændende og først efter tre sæt måtte danskerne se sig slået med 6-7 7-6 1-6.
Således vandt Slovakiet 3-0, men det danske hold havde enorm stor ære af kampen for alle leverede tennis på deres topniveau.
I dag møder Danmark USA
Foto: Dansk Tennis Forbund