De Danske Mesterskaber i tennis afvikles i denne uge uden deltagelse af de allerbedste. Kan "Tennis Danmark" være tjent med dette, hvis vi ønsker at promovere sporten herhjemme?

Når man studerer deltagerlisten ved de Danske Mesterskaber i tennis udendørs, som afvikles i Hareskov-Værløse Tennisklub, og sammenholder den med DTFs senior-ranglister, kan den opmærksomme læser ikke undgå at bemærke, at flere af de bedste hos både herrerne og damerne ikke er tilmeldt DM.

Formålet med dette debat-oplæg er på ingen måde at “pege fingre” af den enkelte spiller, som kan have ganske saglige grunde til at fravælge DM, og de færreste vil formentlig i fuldt alvor hævde, at det har nogen som helst sportslig berettigelse for Caroline Wozniacki at deltage, selvom hendes deltagelse ved DM uden tvivl ville påkalde større interesse hos både publikum, medier og sponsorer.

Spørgsmålet, der stilles i overskriften og indledningen, er rettet til “Tennis Danmark”, som i denne sammenhæng både er Dansk Tennis Forbund (DTF), klubberne med de bedste spillere og spillerne selv.
Tennisavisen har tidligere citeret Henrik Jensen fra TV2 Sport, som påpeger at DM i tennis – både individuelt og for hold – ikke har mediernes interesse, når de bedste spillere ikke deltager.

Da DM – sammen med UM og DH – turnerings-mæssigt vel bør opfattes som Dansk tennis’ flagskib på hjemlig grund, må det være i hele “Tennis Danmark”s interesse at forsøge at sikre, at de bedste spillere deltager, hvilket da også var opfordringen til medaljetagerne ved UM forleden, da DTFs Næstformand Thomas Kønigsfeldt opfordrede dem til også fremover at prioritere danske mesterskaber højt i planlægningen.

Tennisavisen berørte emnet forleden i et interview med DTFs nye Formand, Henrik Thorsøe Pedersen, som erkender at DTF ikke kan pålægge hverken spillere eller klubber, at spillerne SKAL deltage.
Han ønsker dog at arbejde for en udvikling, hvor Dansk tennis kan byde på bedre “Events”, og derved tiltrække sponsorer og skabe bedre økonomisk baggrund for at støtte elite-spillerne.

Henrik var dog ikke interesseret i at yde støtte til spillere, hvis de efterfølgende ikke ønsker at være til rådighed for landshold eller stille op til UM eller DM, hvilket i så fald kan blive et krav, hvis der bliver basis for spiller-kontrakter med DTF.
Han påpeger dog, at det forudsætter en fornuftig planlægning, så mesterskaberne placeres så hensigtsmæssigt som muligt, og ikke nødvendigvis i samme termin hvert år.

Henrik satte også stort spørgsmål ved, om UM inde overhovedet har nogen berettigelse i betragtning af, hvor få af de bedste der deltog.
Måske skulle man i stedet nøjes med DM ude og til gengæld gøre langt mere ud af, at det bliver et større “Event”.

Selvom flere af de allerbedste ikke deltager ved DM, vil Tennisavisen alligevel bringe omtaler derfra, og i den forbindelse også meget gerne reaktioner fra “Tennis Danmark” på de rejste spørgsmål herover.

Arrangørerne har oprettet denne Facebook-side Tennis DM 2016 i HVT, hvor der også bringes indslag fra DM-stævnet.

 

 

Forrige artikelNovak Djokovic og HEAD er på udkig efter den næste generation af tennis talenter
Næste artikelITF Junior Oberentfelden: August Holmgren vinder karrierens største sejr
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.