To tætte semifinaler endte med at Lyngby og KB skal kæmpe om guldet i dag.
Gentofte – Lyngby 2-4
Kampresultater:
1. HS: Christian Sigsgaard – Frederik Løchte Nielsen 7-5 6-3
2. HS: Oskar Brostrøm Poulsen – Simon Freund 1-6 3-6
3. HS: Philip Ørnø – Nicolai Ferrigno 6-2 7-6(4)
4. HS: Kasper Warming – Kristian Pless 2-6 4-6
1. HD: Sigsgaard/Poulsen – Nielsen/N. Ferrigno 6-7(5) 6-7(7)
2. HD: Ørnø/Andreas Boers – Freund/Marc Ferrigno 2-6 5-7
Det blev et meget tæt opgør, som ikke var langt fra at gå i Golden, som vi havde forudsagt i fredags. Stillingen efter singlerne var nemlig 2-2, og spørgsmålet var så om Gentofte kunne hive mindst en double hjem. Det var de meget tæt på at gøre, dog ikke i anden-doublen som så mange troede, men derimod i førstedoublen. Lyngbyparret vandt dog efter to hårde og yderst tætte sæt, og i andet sæts tiebreak havde Gentofte en oplagt mulighed for at sikre sig sættet, men på sætbolden sender Sigsgaard en forholdsvis enkel forhånd i nettet, og Lyngby havde dermed vundet holdkampen. Lyngby står i dagens finale, mens Gentofte endnu engang må se langt efter de eftertragtede guldmedaljer; det blev dog til bronze.
KB – HIK 4-3
Opgørene mellem de to københavner-klubber har for vane at være meget tætte og spændende, og det blev gårsdagens semifinale da også. Fire tætte single-opgør resulterede i en 3-1 føring til KB, og så mente de fleste at hjemmeholdet var godt på vej i finalen, men sådan så HIK det ikke. For HIK vendte resultaterne på hovedet i forhold til den dramatiske udendørs finale. Her var HIK nemlig foran 3-1, men tabte. Og HIK formåede at vinde begge doubler og så skulle opgøret igen afgøres i en Golden MTB. Det blev andensinglen med KBs unge Carl Emil Overbeck mod HIKs rutinerede Thomas Kromann. Thomas bragte sig foran 4-1, men derfra overtog Carl Emil styringen og sikrede sig og sit hold sejren 10-6. De forsvarende udendørs mestre fra KB er igen i finalen, mens et skuffet HIK-hold modtog bronzemedaljer.
Kampresultater:
1. HS: Søren Hess-Olesen – Rafa Miralles 6-4 7-6(8)
2. HS: Carl Emil Overbeck – Thomas Kromann 6-4 2-6 10/2
3. HS: Martin Linnet Killemose – Christoffer Kønigsfeldt 3-6 6-3 10/6
4. HS: Søren Wedege – Alexander Kønigsfeldt 3-6 6-3 8/10
1. HD: Hess-Olesen/Jonas Zacho Larsen – C. Kønigsfeldt/Kromann 3-6 4-6
2. HD: Killemose/Overbeck – Rasmus Møller/A. Kønigsfeldt 2-6 6-0 3/10
Golden Match Tiebreak: 2. HS: Carl Emil Overbeck – Thomas Kromann 10-6
Finalen
Lyngby – KB spilles i dag kl. 14
Finalen kan følges på http://www.sport-live.dk/
Lyngby er favorit i dagens finaleopgør, og KB skal finde rigtig gode takter frem såfremt opgøret skal blive tæt. Men vi har før set at klare favoritter ender med at trække det korte strå, og det skal KB sætte sin lid til; en ting er dog sikkert – der vil blive leveret seværdig tennis.
Forventede holdopstillinger:
1. HS: Frederik Løchte Nielsen – Søren Hess-Olesen
2. HS: Simon Freund – Carl Emil Overbeck
3. HS: Nicolai Ferrigno – Martin Linnet Killemose
4. HS: Kristian Pless – Søren Wedege