Tredje og sidste runde i grundspillet færdigspillet
I pulje 1 var der topopgør i Gentofte, hvor puljens to ubesejrede hold mødtes. Hjemmeholdet Gentofte var dog ikke særlig gæstfrie mod de forsvarende mestre fra KB, som blev sendt hjem med en øretæve på 6-0. Kampen havde dog ikke den store betydning ren pointmæssigt eftersom begge hold går i mellemspillet med max point. I den anden kamp spillede HRT hjemme mod HIK; en kamp som HIK vandt med 4-2. Begge hold fortsætter i mellemspillet uden point fra grundspillet.
I pulje 2 spillede Lyngby hjemme mod Hillerød. Begge hold havde brug for en klar sejr for at kunne kvalificere sig til mellemspillet, og den fik Hillerød med en sejr på 5-1, det hører dog med til historien at tre af sejrene blev hevet hjem i Match Tiebreak.
I det andet opgør var Roskilde på besøg hos topholdet fra Skovbakken, men bortset far de to første singler, så vandt Roskilde stort i de øvrige matcher, og tog dermed en 4-2 sejr hjem. Det betyder at Skovbakken og Hillerød, med henholdsvis 11 og 10 point, skal spille mellemspil, og Roskilde og Lyngby (med 10 og 5 point) nedrykningspulje.
I pulje 3 vandt Birkerød som forventet klart over B 93 med 6-0, og Holte slog også forventeligt ATK på udebane med 4-2. Dermed er Birkerød og Holte i mellemspillet og B 93 og ATK i nedrykningspuljen.