Karen Barritza slog sig til finalen ved DM da hun i en intens semifinale besejrede Julie Noe. Og det var en Karen Barritza (Birkerød) i sin absolut bedste udgave. Fokuseret og målrettet fightede hun sig til de afgørende bolde i duellerne mod sin rival fra KB. Første sæt blev vundet 6/0. Andet sæt blev en tættere fight, hvor Noe fik vist sin styrke og præcision. Hun fik presset Barritza ud i kanterne, fik åbnet banen og kunne slå flere flotte vindere. Men igen, det var Barritza i sin bedste udgave, en udgave der rammer et internationalt højt niveau, og Noe manglede lige netop den lille marginal tll at matche Barritza i de fleste dueller. Og det blev den bedste dame på dagen, Karen Barritza, der med 6/0 6/4 er i lørdagens finale.
Hannah Viller Møller holdt hovedet koldt i sin semifinale. Den 15-årige HIKér mødte sin dimentrale modætning i klubkammeraten, den 6 år ældre Cecilie Melsted, der spruttende af styrke og dynamik satser stort på sit skarpskyts. Møller, så cool som var hun et kvindeligt klon af Bjørn Borg, reagerede konsekvent på alle bolde, der kom indenfor hendes rækkevidde – de blev ganske enkelt sendt retur. Og selv om hun var under bombardement, og hun ind imellem blev udplaceret, så var det hende, der vandt kampen 6/3 7/6(7) og fortjent er i lørdagens finale.
I herrernes semifinaler vandt topseedede Johannes Ingildsen uden besvær over sin Nikolaj Katic. Ingildsen slog sin klubkammerat fra KB med 6/1 6/2.
Den anden semifinale blev et medrivende opgør mellem Andreas Moltke-Leth (ALTS) og Anders Grinderslev (Skovbakken). Moltke-Leth kæmpede sig fra 0/3 i første tilbage og tog sættet 6/4. I andet sæt stod der Grinderslev på alle bolde. Han havde succes med at gå til nettet og afgøre boldene, og Moltke-Leth syntes på vej til sin eksit efter 6/1 til den velspillende Grinderslev. Ved matchbold i tredje sæt til Grinderslev, i egen serv ved 5/4, var tilskuerne så småt ved at lette sig fra tilkuerpladserne, da Grinderslev med fatal dobbeltfejl gjorde en ende på sin succes ved dette års DM. Moltke-Leth greb sin chance og vandt sættet 7/5 og er i finalen lørdag kl. 13.