Endelig kan tennisinteresserede danskere ånde lettet op, for efter en periode med usikkerhed om transmissionerne fra London, så står det nu klart at DR har købt rettighederne til at vise tennis fra den mest ikoniske tennisturnering.
Således er det sikkert at både Holger Runes og Clara Tausons kampe vil blive vist på dansk TV. Det skriver DR i en pressemeddelelse.
Ifølge Anders Kern Boje, der er underdirektør i DR Nyheder med ansvar for sporten, så vil DR vise tennis på alle deres kanaler, DR1, DR2 og DRTV.
“Vi kommer til at sende alle de vigtige kampe. Vi har 100 procent rettighederne til alle kampene, men vi kommer ikke til at kunne vise kampe fra 20 baner samtidig,” siger Anders Kern Boje.
Programværterne Tina Müller og Henrik Liniger vil dække græsturneringen i de to uger turneringen varer fra 3. til 16. juli 2023.