Dansk Tennis Forbund afventer i øjeblikket svar fra Team Danmark på, hvordan fremtidens støtte til tennissporten kommer til at se ud. En ting er sikkert, med Kenneth Carlsens farvel som landstræner vil der ske ændringer.
Ses der nøgternt på de målbare enheder og kriterier Dansk Tennis Forbund og Team Danmark satte op for den samarbejdsperiode, der udløber med udgangen af 2015, så er facit ikke videre positivt.
Hovedparten af målene er ikke blevet opfyldt, blandt andet grundet skader til eksempelvis Simon Friis Søndergaard og det faktum, at en spiller som Mikael Torpegaard valgte at gå på College og ikke kaste sig direkte ud i tilværelsen som professionel tennisspiller.
Netop derfor håber direktør i Dansk Tennis Forbund, Sune Alenkær Irgens, at der fra Team Danmarks side vil blive taget hensyn til den udvikling tennissporten har været inde i, når den fremtidige støttemodel skal afgøres.
”Vores fremtidige setup på Eliteområdet afhænger af, hvordan den ansøgning vi har hos Team Danmark falder ud. Vi forventer svar i december måned. Vores håb er, at Team Danmark kan se, hvordan tennissporten har udviklet sig. Eksempelvis at de spillere, der vælger college ikke er tabt for eliten, da det for mange kan være en vej til professionel tennis, endda kombineret med en uddannelse,” siger Sune Alenkær Irgens.Sikkert er det dog, at det bliver en udfordring at finde den mand, der skal stå i spidsen for elitesatsningen i forbundet. Kenneth Carlsen har med den store erfaring og forståelse for danske spilleres svære tilgang til tennislivet på touren været en unik kapacitet.
En sådan kan ikke umiddelbart findes indenfor landets grænser, medmindre man lykkedes med at headhunte en kapacitet som Tine Scheuer-Larsen eller Michael Mortensen fra deres nuværende jobs som kommentatorer hos tv-stationer.
Netop på grund af Kenneth Carlsens store betydning for de danske elitespillere har tennisforbundet i ansøgningen til Team Danmark betonet, at fremtiden i høj grad vil byde på et endnu bredere samarbejde med klubberne, eksempelvis HIK, hvor Kenneth Carlsen fortsætter sit virke som træner efter sit farvel til landstrænerjobbet.
I en erkendelse af, at forbundet ikke alene kan løfte opgaven med at skabe elite i dansk tennis har man i ansøgningen i høj grad understreget, hvor vigtig en bredere fundering af elitesamarbejdet vil være, hvis man i fremtiden vil gøre sig forhåbninger om at skabe spillere med internationalt niveau.
”I vores ansøgning indgår en beskrivelse af, hvordan man eksempelvis kan arbejde sammen med en klub som HIK, hvor den afgående landstræner Kenneth Carlsen tiltræder. Her vil man som i mange andre klubber, i tråd med tankegangen i forbundet, satse langsigtet og udvikle spillerne fra de yngste årgange. Det kræver også en langsigtet målsætning fra Team Danmark, hvilket ikke har været tilfældet til dato. Det håber vi, at det bliver i fremtiden, da vi med flere europamesterskaber i U12 har understreget, at potentialet i disse årgange bestemt er tilstede,” forklarer Sune Alenkær Irgens.De yngste årgange er vitale
Tendensen i moderne international tennis har de senere år været klar. Spiller slår igennem senere og holder længere. Både fysisk og mentalt skal spillerne modnes, før de er klar til at spille stabilt på det ekstremt høje niveau, der i dag er i top-100.
Denne tendens belaster de organisationer, der ønsker at udvikle spillere endnu mere, da tiden fra talent til velbetalt superstjerne bliver endnu længere. Dertil tillagt, at der i tennis, som i sport generelt, ikke udstedes garantier.
For selvom det ikke længere kan anses som et krav at slå igennem på seniorniveau som 18-årig, så er betydningen af at have været med fremme som junior ikke til at tage fejl af.
”De unge danske spillere i de yngste årgange lever op til de målsætninger, vi har til dem. Ser man på Federer, Nadal, Carlsen etc. så har de alle gode resultater i de yngste årgange. Derfor er det vitalt at starte det store arbejde med dem allerede her. Det vil være uheldigt, hvis ikke Team Danmark kan se det. I de yngste årgange har vi aktuelt en gruppe spillere med potentialet og viljen til at tilrettelægge træningen efter den empiri vi har set giver resultater,” forklarer Sune Alenkær Irgens.I 2015 har Danmark eksempelvis vundet EM for U12 drenge to gange.
Disse resultater giver dog ikke tilbagebetaling i form af masser af Team Danmark-penge.
Organisationen opererer primært med resultater i Grand Slams for juniorer samt i seniorregi.
Og selvom Caroline Wozniacki på den konto har hjulpet godt det seneste årti, så har det været for lånte penge, da Dansk Tennis Forbund af naturlige årsager ikke har indvirkning på, hvordan Wozniackis resultater flasker sig.