DTF har smøget ærmerne godt op henover sommeren, efter at den nye formand, Henrik Thorsøe Pedersen er trådt til i marts 2016. Med det politiske projekt og de syv pejlemærker, forbundet tidligere på året har præsenteret, er der for alvor kridtet op til seriøse ændringer, der gerne skulle høste flere medlemmer og bedre resultater i dansk tennis.
– Vi bliver ved med at miste medlemmer. Jeg ser, at vi skal tilbage til basis, for det er vigtigt med flere medlemmer. Nu ser det ud som om, at vi endelig har fået sat en prop i i år, og forhåbentlig kommer der et plus til næste år, for hvis man bliver ved med at miste medlemmer hvert år, så ender man med at afvikle, siger Henrik Thorsøe Pedersen.
Og formanden lægger ikke skjul på, at det bestemt ikke er i hverken hans eller forbundets interesse at afvikle. Tværtimod skal der investeres langt mere i dansk tennis end det hidtil har været tilfældet.
– Man har ikke investeret nok i det forløbne. Der har man i stedet opbygget en egenkapital, og det er selvfølgelig fint nok, for det gør jo, at vi eksempelvis kan skifte IT-platformen ud, men vi skal stadigvæk differentiere os fra nogle af vores konkurrenter, siger Henrik Thorsøe Pedersen.
Efterspørgslen i dansk tennis peger i stigende grad på medlemmernes behov for digitale løsninger, fleksibilitet og nye oplevelser, og dette forsøger DTF nu at imødekomme gennem det nye politiske program, forbundet præsenterede sidste år, hvor syv pejlemærker udgør forbundets overordnede målsætninger med dansk tennis.
– Lige nu er pejlemærkerne kun nogle overskrifter, men de skal til at materialisere sig i et egentligt politisk program med aktiviteter, og det er en proces, der allerede er i gang, siger Henrik Thorsøe Pedersen.
En af Henrik Thorsøe Pedersens egne kæpheste i forhold til det politiske program, er ændringen af IT-platformen. Han ser det som et vigtigt fundament til at kunne komme videre i programmet og ad den vej for alvor indfri forbundets målsætninger og dermed skabe de nødvendige resultater.
– De nye IT-systemer skal kunne gøre det meget enklere. Administrationen har brugt meget tid på at vedligeholde de systemer, der har været i butikken. Man har været to fuldtidsmand på turneringer og det er qua et dårligt system, siger Henrik Thorsøe Pedersen.
Fyringer får ingen konsekvenser for DTF’s videre drift
Også i sekretariatet er der sket drastiske ændringer i form af blandt andet fyringer af tre medarbejdere lige før Davis Cup og under UM, hvilket har skabt forundring hos mange. Dog understreger formanden, at der ikke er nogen sammenhæng i forhold til de to events, og at beslutningen udelukkende er blevet taget på baggrund af en fælles bestyrelse.
– Jeg kan aldrig være tungen på vægtskålen i sådanne vigtige sager. Tidspunktet blev der ikke taget hensyn til. Bestyrelsen gjorde det, at de indgik i dialog med de relevante medarbejdere, der forestod Davis Cup. Således har der ikke været ressourceproblemer i forbindelse med det, siger Henrik Thorsøe Pedersen.
De tre implicerede medarbejdere har alle været delagtige både under Davis Cup, UM og DM, og har i overensstemmelse med forbundet valgt at skrive under på en aftrædelsespligt. Derudover er der blevet lavet en loyalitetsaftale, der betyder, at alle involverede parter har tavshedspligt, hvorfor Tennisavisen ikke har haft mulighed for at gå i detaljer med forløbet.
– Det har været vigtigt for mig, at vi har behandlet dem på en pæn måde, for alle tre har gjort en indsats og det føler jeg, at de har taget imod, siger Henrik Thorsøe Pedersen.
Formanden pointerer dog, at der bestemt ikke er flere fyringer på vej, og at de funktioner, de tidligere medarbejdere har varetaget, fremadrettet vil blive overtaget af en leder, der skal ansættes snarest muligt.
– Der er en række andre forbund, der har gjort i nælderne ved at lave nogle fejlansættelser og drevet hele processen forkert. Det vil vi gerne undgå, så vi forsøger at få hjælp fra DIF’s administration, således at processen bliver drevet på fornuftig vis, siger Henrik Thorsøe Pedersen.
Samarbejde er nøglen til succes
Det er ingen hemmelighed, at Henrik Thorsøe Pedersen lægger stor vægt på åbenhed, dialog og ikke mindst samarbejde. Det er væsentlige elementer, som dansk tennis har savnet de seneste par år, mener formanden.
– For mig er samarbejde et kæmpe nøgleord. Det synes jeg generelt, at man har været rigtig dårlige til – både forbund, union og klubber. Hvis ikke man samarbejder på de forskellige niveauer, opnår vi ikke de resultater, vi ønsker. Dermed får vi heller ikke elite tennisspillere, hvis klubberne kæmper mod hinanden. Vi skal tværtimod samarbejde om at skabe disse spillere, siger Henrik Thorsøe Pedersen.
Udover at det interne samarbejde på dansk jord skal styrkes, orienterer Henrik Thorsøe sig også mod resten af Norden, hvor en dialog med formændene for de nordiske lande allerede er igangsat. Et initiativ, der blandt andet er blevet drøftet, er en nordisk GPS, hvor de fire nordiske mestre eksempelvis mødes i en finale. Dertil er det også blevet foreslået, at man kan dele turneringer imellem de nordiske lande, som måske er for dyre for Danmark at arrangere på egen hånd.
– Det er idéer, men vi forestiller os, at spillerne gerne vil være en del af det, så de også kan komme lidt ud af egen andedam og møde andre spillere og naturligvis rejse rundt og deltage i internationale turneringer, siger Henrik Thorsøe Pedersen.
Mangel på sponsorer betyder manglende tv-dækning
Økonomi er ligeledes et emne, der ligger Henrik Thorsøe Pedersen meget på sinde. Drift og lønudgifter er en for stor del af forbundets økonomi, og når sponsorerne oveni købet heller ikke står i kø uden for døren, er det ikke nemt at fokusere på aktiviteter og turneringer, der netop kræver penge.
– Der skal simpelthen skaffes flere sponsorer, så vi kan spille tennis for andres penge. Man har haft en dårlig vare at sælge, og derfor skal vi nu være projektorienteret, når vi sælger sponsorater, hvis det skal give pote. Hvor vidt vi kan bringe det og hvor meget, det må tiden vise, siger Henrik Thorsøe Pedersen.
Selvom dansk tennis profilerer sig på navne såsom Frederik Løchte Nielsen og Caroline Wozniacki, der har skabt store resultater både nationalt og internationalt, lider tennissporten i høj grad under de danske mediers manglende dækning. Formanden er dog overbevist om, at eventtanken er en god mulighed for at skabe større opmærksomhed omkring sporten og dermed gøre dansk tennis mere attraktivt og seværdigt.
– Om 2-3 år skal vi kunne fylde en hal ved at gøre kampene til en oplevelse udover det sædvanlige. Man skal gøre mere end bare at afvikle kampene. Formår man at fylde hallerne og gøre det til en event, vil spillerne kunne se en værdi i det, og så vil der også stå sponsorer udenfor, siger Henrik Thorsøe Pedersen.
At seertallet er afgørende for mediernes dækning, står klart for enhver, men spørgsmålet bliver i denne sammenhæng, hvorvidt det overhovedet vil få interesse for de store tv-kanaler, hvis man foretager nogle strukturelle ændringer i forhold til holdturneringen.
– Hvis ikke der er publikum, kan man heller ikke forvente interesse fra TV. Man skal gøre det til en begivenhed, der er interessant at se på og samtidig skabe et attraktivt format, og det er en dialog, vi skal ind i, siger Henrik Thorsøe Pedersen.
Står Vest i skyggen af Østdanmark?
Dansk elitetennis har i en årrække været centreret omkring den østlige del af landet. Det har i tidernes morgen lagt op til flere prioriteringsdiskussioner, især i klubregi, hvor de små klubber ofte mister spillere, der rykker til de større klubber, når sulten efter udvikling melder sig. Formanden ser det dog ikke som en decideret udfordring, men snarere som en styrke for Vestdanmark, at de kan skabe spillere, der har potentiale til at blive endnu bedre.
– Den dag de små klubber lukker og slukker, får de andre omkringliggende klubber ikke medlemmer derfra. Derfor er Vestdanmark ligeså vigtig, når vi snakker om basis og flere medlemmer. Man skal være stolte af, når man i en klub kan sige farvel til en spiller, som har nået det udviklingspunkt, du kan få i en klub, frem for at tænke, at de store klubber stjæler spillere, siger Henrik Thorsøe Pedersen.
Collegetennis er en god mulighed for spillernes videreudvikling
Også collegetennis er et af de mest omdiskuterede emner i øjeblikket, hvor hoveddiskussionen går på, hvorvidt collegetennis er værd at satse på for de elitespillere, der drømmer om at komme til tops i tennis. Formanden ser positivt på muligheden, også selvom det trækker de bedste spillere væk fra de danske tennisbaner.
– De spillere, der har lyst til at tage på college, skal gøre det, men om det er den rigtige vej, tror jeg, er meget individuelt. Dog er fordelen, at man samtidig også får en uddannelse. Vi befinder os jo i et samfund, hvor der netop lægges stor vægt på uddannelse, så college er en positiv ting i mine øjne, siger Henrik Thorsøe Pedersen.
DTF har som så mange andre tennisforbund et ønske om at skabe flere danske tennisnavne efter Kenneth Carlsen, Frederik Løchte Nielsen og Caroline Wozniacki, og derfor ser Henrik Thorsøe Pedersen college som et udmærket alternativ til spillernes videre udvikling. Ikke desto mindre er det vigtigt, at spillerne stadigvæk kan deltage i ITF-tuneringer og Davis Cup.
– Vi skal have en positiv dialog med de pågældende colleges, så spillerne kan deltage i turneringerne herhjemme. Det er vigtigt at få arrangeret, at vi kan bruge spillerne, når de endelig er hjemme, siger Henrik Thorsøe Pedersen.
Også private initiativer har været på tale i diverse diskussionskredse, hvor man blandt andet har foreslået at udvælge et bestemt antal spillere, der skal satses benhårdt på og derigennem støtte dem økonomisk, så spillerne har de optimale forudsætninger for at udvikle sig. Formanden ser dog helst, at dette sker i Tennis Danmark-regi gennem forbund og klubber.
– Jeg så helst, at forbundet var dybt involverede og måske også drev det, for kommer der nogle investorer med penge, er spørgsmålet snarere, om de tør overlade kontrollen til andre. Man har tidligere ikke villet give penge til forbundet, fordi man ikke vidste, hvad disse blev brugt til, siger Henrik Thorsøe Pedersen.
På trods af de mange mål og udfordringer DTF står med lige nu, er den nye formand, Henrik Thorsøe Pedersen, ikke i tvivl om, at forbundet er på rette kurs med det nye politiske program og de strukturelle og organisatoriske ændringer.
– Vi skal ikke gabe over mere, end vi kan klare. Jeg tror, at administrationen har følt det som en kæmpe klods om benet med det tidligere politiske program, for man skal også kunne agere hurtigt og lave om på tingene. Vi har de ressourcer, der er tilgængelige, men lad os kigge på omverdenen og se, hvad de gør, siger Henrik Thorsøe Pedersen.