I en verden, hvor hård konkurrence er hverdagskost for de unge tennisspirer, og hvor spillet på tennisbanen ikke længere kun handler om at vinde eller tabe, men i lige så høj grad om medieeksponering og sponsoraftaler, kan det være svært for danske tennistalenter at være synlige i medierne, især hvis de økonomiske muligheder er få eller fuldstændig fraværende. Hvordan skal talentudviklingen i dansk tennis lykkes, når ’talentstemplet’ ikke er nok til at tiltrække de nødvendige sponsorer, der skal være med til at sikre et økonomiske rygstød og en større medieomtale, end det hidtil har været tilfældet. Sponsor-rådgiver mener DTF kan løse problemet.

Af Kristina Loncar

Tennistalenter står i skyggen af manglende medieomtale

I årevis har et af kernepunkterne på klubbernes og ikke mindst Dansk Tennis Forbunds (DTF) dagsorden været en diskussion omkring, hvilke rekrutteringsinitiativer der skal til for at tiltrække flere medlemmer og sponsorer, og hvem der skal tage initiativet. Sponsorpotentialet er uden tvivl til stede, men de danske tennisspirer mangler økonomisk støtte, og en manglende synlighed i medierne bliver en naturlig konsekvens af dette, påpeger Simon Bastiansen, der er sponsor-rådgiver hos virksomheden Promovator.

– De unge tennistalenter har ingen synlighed eller PR. De bliver måske omtalt lidt i lokale avisartikler i ny og næ, og det er fint nok for en lokal virksomhed, men det batter ikke noget på det store regnskab. Det er ren donation, siger Simon Bastiansen.

Bredden kan hjælpe eliten på vej
At overlade sponsorjagten til spillerne selv, klubber og forældre er ikke en strategi, som er holdbar på længere sigt, mener Bastiansen. Det kan ikke forventes, at de kan løfte sådan en opgave, og derfor risikerer klubberne og DTF at stå med lappeløsninger. DTF kan gøre dansk tennis attraktiv for sponsorer og dermed skabe et solidt fundament for større medieomtale af danske talenter.

– Det er og forbliver forbundets opgave og de kan gøre det, eventuelt i samråd med andre interesseorganisationer. De skal ind og løfte indsatsen over for virksomheder, hvor man tilbyder hele pakken, siger Bastiansen.

Også KB’s sportschef, Mikkel Nørby, mener at der ikke bliver gjort nok for at skaffe sponsorer, og her skal DTF gå forrest.

– Det er en skrøne, at man ikke kan skaffe sponsorer. Forbundet skal smide penge ind i en pulje, der skal sætte gang i turneringsprojekter. Det er en investering, som skal sætte afviklingen af turneringer i gang, for udbuddet bliver svagere, når der ikke er penge til at organisere turneringer, siger Nørby.

Kvalitet er vejen frem

Nørby pointerer, at der er behov for at bruge ressourcer på at skabe en national struktur og tenniskultur, som har et vist niveau og kvalitet, der afspejles i de aktiviteter og turneringer, klubberne og DTF udbyder.

– Vi er alt for dårlige til at organisere turneringer af god kvalitet. Vi skal lave events og vi skal samles omkring de aktiviteter, vi laver i klubberne. Udbuddet vil kunne se bedre ud, hvis klubberne og DTF gør mere ud af deres aktiviteter, siger Nørby.

Men attraktive aktiviteter og turneringer er ikke nok. Bastiansen understreger, at forbundet skal tænke i nye strategiske baner, hvis de danske talenter skal bringe resultater både på den nationale og internationale tennisscene.

– Der skal tænkes helt anderledes, end der hidtil er gjort. Man skal ind og få bygget et koncept op, få målt og prisfast det og få det solgt, så det kan komme de unge talenter til gode, siger Bastiansen.

Både Nørby og Bastiansen taler for, at klubberne og DTF samles om at lave et tilbud, der kan tiltrække en kultur, så talenterne ikke alene får muligheden for at deltage i flere internationale turneringer og dermed bliver klædt bedre på til en eventuel professionel karriere, men også så de netop får den ønskede medieomtale, og i sidste ende bliver i stand til at tiltrække sponsorer.

Forrige artikelNM for Hold U14: Trods bedste “top” blev Danmark slået af Sverige og Norge på “bredden”
Næste artikelSkaden har gjort Søren stærk
Kristina Loncar
Kristina Loncar, 22 år, er en ambitiøs journaliststuderende fra Roskilde Universitet, der drømmer om at blive en dygtig sportsjournalist. Hun har spillet håndbold de sidste 12 år på eliteplan og som professionel i udlandet, men har sideløbende kastet sin kærlighed på tennissporten i en sådan grad, at hun nu med pen og blok i hånden ønsker at få en fod indenfor tennisverdenen som skribent for Tennisavisen.dk.