Dansk Tennis Forbunds spilleregler for holdturneringen foreskriver, at der skal spilles en såkaldt Golden Match Tie Break (MTB), ved stillingen 3-3 i holdkampen. I slutspil og playoffkampe giver det god mening at finde afgørelsen i en Golden MTB, men hvorfor skal kampene i grundspillet være omfattet af denne regel?
Rent sportsligt giver det ingen mening. For hvorfor skal der uddeles et ekstra point i de holdkampe som er tætte og slutter 3-3?. Giv dog begge hold 3 point, det har de fortjent, men da ikke et ekstra! I kampe med andet udfald, eksempelvis 4-2, kan kampen være ligeså tæt, men her får man ikke mulighed for at spille om et ekstra point, som kan vise sig afgørende, når slutregnskabet i rækken skal gøres op.
I flere omgange har Dansk Tennis Forbund arbejdet med reglerne omkring holdkampene for at de skulle blive kortere, eksempelvis har man derfor valgt at et eventuelt tredje sæt i de enkelte kampe skal afgøres i en Match Tie Break, hvilket har haft den ønskede effekt, nemlig at den tid det tager at afvikle en holdkamp er blevet forkortet. Men hvorfor så en Golden MTB? For med Golden MTB reglen så forlænger man holdkampen med minimum 45 minutter!! Så også her giver den ingen mening.
Hvorfor overhovedet Golden i grundspillet? Gode argumenter findes næppe, ud over at en Golden MTB skaber intensitet og spænding, men det i sig selv må ikke være det eneste argument, for i så fald er det vel blot at indføre en Golden MTB i samtlige kampe uanset stillingen efter de seks kampe. Så kan alle jo få lov at opleve denne intensitet og spænding, og så har det ikke en sportslig slagside, da der så spilles om 7 point i alle kampe.
Beslutningen om at indføre Golden MTB har så også betydet, at i tilfælde af at en holdkamp skal afgøres ved Golden MTB, så kan slutresultatet ikke indrapporteres via DTFs Tournament Software, som alle referees efterhånden anvender, når kampenes resultater skal indberettes. For i det program er det nemlig ikke muligt at skrive resultatet af en Golden MTB ind!!! Og hvis vi skal gøre vores sport interessant for blot lidt flere end den nærmeste inderkreds, så skal det da være muligt at læse resultatet af den såkaldte intense og spændende sidste del af holdkampen; i dag er det en hemmelighed for alle undtagen dem som lige var til stede, da den pågældende Golden MTB blev spillet, hvilket er dybt dybt utilfredsstillende for alle!
Stryg nu den Golden MTB i grundspillet, det er der gode argumenter for, mens der ikke er nogen for at bevare den!