Efter mere end 20 år som elitetræner har Nils Trier valgt at trappe ned som træner. Dels for at få fokus på familien, men et tiltagende forældrepres spiller også en stor rolle i beslutningen.
Det sidste Nils Trier fortæller mig i vores samtale står efter tre kvarters snak om sport og livet som det stærkeste. ”Jeg glæder mig til at se mine egne børn i weekenden, fremfor andres”. I to årtier har de fleste weekender været booket til tennisturneringer, hvor spillerne fra dagligdagens træning blev fulgt intenst. Et krav der står implicit i de fleste tennistræneres kontrakter, da det alt andet end lige er kampe og turneringer dagligdagens træning arbejder i retning mod. Og netop de ting der ikke står i kontrakten, men stadigvæk forventes af en træner i en dansk klub i dag, var noget af det der fik Nils Trier til at træffe beslutningen om at tennis fremover ikke skal være hans fuldtidsarbejde.
[quote_box_center]”Som tennistræner forventes man at være tilgængelig på mobil, sms og mail nærmest døgnet rundt. Vi er i sport, hvor folk er drevet af passion, men det arbejdspres der de senere år er kommet på tennistrænere er tungere end nogensinde, det er der ingen der kan holde til på den lange bane,” forklarer Nils Trier.[/quote_box_center]
Man skal kigge grundigt efter for at finde en dansk tennisklub, hvor der ikke er forældre involveret i bestyrelsesarbejdet. Og selvom der fortsat findes forældre og frivillige, der gerne vil hjælpe for at gøre en forskel for foreningen, så er Nils Triers oplevelse at det efterhånden er de færreste der engagerer sig i klubarbejdet med den motivation.
Forældrene engagerer sig primært med det formål at skabe bedre vilkår for deres egne børn, uagtet det vil gå udover andre børn. Den slags slagsmål med forældre der kun tænker på deres egne poder er der blevet mange af de senere år
[quote_box_center]”Det er svært at skaffe frivillige i dag, så det er klart forældre bliver det oplagte valg. Men set over de år jeg har været fuldtidstræner i først Lyngby og siden Birkerød er det ikke gået til det bedre. Forældrene engagerer sig primært med det formål at skabe bedre vilkår for deres egne børn, uagtet det vil gå udover andre børn. Den slags slagsmål med forældre der kun tænker på deres egne poder er der blevet mange af de senere år, hvilket ikke er det man ønsker at bruge sin tid på som tennistræner,” forklarer Nils Trier.[/quote_box_center]
Den nu tidligere fuldtidstræner understreger, at glæden ved at se unge mennesker udvikle sig i alle årene har drevet værket. En glæde han fortsat føler, når han står på træningsbanen. En glæde der dog ikke kan overskygge, at det at være tennistræner de senere år er blevet mere belastende i form af et stigende pres fra specielt forældre.
De mange forældre til elitebørn der sidder i klubbernes bestyrelser giver en ekstra udfordring for tennistrænerne. For det er netop klubbens bestyrelser der burde have en agenda der tjener til foreningens bedste. Men med eliteforældre som dominerende faktorer er det ikke længere nødvendigvis tilfældet, hvilket ifølge flere af de trænere TENNISAvisen har snakket med ofte isolerer trænerne og stiller dem alene, medmindre de giver efter for forældres krav.
Nils Triers kærlighed til tennis er ingenlunde forsvundet, til trods for han i dag har opgivet at være tennistræner på fuld tid. Han har fået arbejde som skraldemand, et job der så kan kombineres med to ugentlige træningsdage i Birkerød. Ydermere spiller han fortsat selv tennis, hvilket forleden kastede et dansk mesterskab af sig i +45 kategorien.
Kulturændring nødvendig
Nils Trier husker, hvordan han for mange år siden havde fornøjelsen af at rejse til et UM i Randers med Frederik Løchte Nielsen, der skulle spille kvalifikation i U12. Det var dengang, hvor spillerne blev afleveret til træning og turnering, og der ellers ikke var anden indblanding fra forældrene. Og særligt Løchte Nielsen, som Nils Trier fik muligheden for at følge ved Wimbledonfinalen i 2012, bør fremstå som et lysende eksempel for, hvordan man skal agere som forældre.
[quote_box_center]”I de mere end 10 år jeg har trænet Frederik tror jeg aldrig jeg har set hans forældre til træning. Det har fra start været Frederiks projekt, det har været ham der har svinget tangentstokken for tempoet i udviklingen, på godt og ondt. Forældrene har støttet ham, men det har været hans valg. Det kunne mange af nutidens forældre lære rigtig meget af,” forklarer Nils Trier.[/quote_box_center]
Historien mener Nils Trier sagtens kan tjene som en lektie i vore dages resultatorienterede verden, hvor man kan have en tendens til altid at satse på den spiller der topper ranglisten. Men som eksemplet med Frederik Løchte, så skal man måske mere se på den lange bane, hvis man vil opnå succes som spiller.
I de sidste år af trænergerningen på fuld tid oplevede Nils Trier, hvordan ting som personlige fysiske trænere, mentaltrænere og diætister til juniorspillere ikke var unormalt. Men gang på gang oplevede han, hvordan spillere der blev brugt store summer på at træne på alle parametre, på og udenfor banen, mistede gejsten, når de sidste juniorår nærmede sig. Ganske enkelt fordi det for ofte er forældrenes ambitioner der bærer projektet og ikke børnenes egne.
[quote_box_center]”Der er gået for meget Curlingforældre i den. De involverer sig i alle dele, så børnene bliver båret på hænder og fødder. Det rammer spillerne som en boomerang, når de skal ud og spille internationalt. Der er du en lonely ranger, og har du ikke lært at stå på egne ben knækker du nakken, hvilket vi desværre lidt for ofte ser med vores danske talenter,” siger Nils Trier.[/quote_box_center]
Men en enkelt løsning på, hvordan man kan få skabt den rette kultur i de danske tennisklubber omkring talentudvikling ser Nils Trier ikke umiddelbart.
[quote_box_center]”Det er ikke sådan, at forældre skal udelukkes og ikke spille en rolle, for i tennis er de ekstremt vigtige. Men når jeg spejler mit job over i min søn, som spiller U17-fodbold i AB, så er der en helt anden respekt om træneren og hans rolle. Man ringer ikke og brokker sig over ens søn ikke er på holdet. Det kunne være rart, hvis trænerne i tennisklubberne fik lidt mere arbejdsro til at arbejde langsigtet,” forklarer Nils Trier.[/quote_box_center]
Nils Trier er ikke den eneste træner, der har oplevet en tiltagende udfordring med at udføre sit arbejde som tennistræner tilfredsstillende. I de kommende udgaver af TENNISAvisen sætter vi fokus på emnet med interviews og analyser.
