Elmer Møller måtte fighte sig igennem første kamp, og han er nu fremme i kvartfinalen. Holger Vitus Nødskov Rune tabte i 3. sæt i 1/8-finalen mod 6. seedet italiener. Begge danske piger i Consolation

Junior EM for U14 afvikles i denne uge i Pilsen, Tjekkiet, hvor de danske forhåbninger primært er knyttet til Elmer Møller og Holger Vitus Nødskov Rune, som begge er seedede, selvom de er oppe mod en lang række svære modstandere i den ældre årgang 2002.

Begge har indtil videre levet op til forventningerne i single, hvor de efter 1/8-finalerne har holdt deres seedninger.
Holger er seedet 11, hvilket kom til at betyde, at han i 1/8-finalen mødte Italiens højst rangerede Lorenzo Rottoli, der er seedet 6.

Efter at have tabte 1. sæt 3-6 lykkedes det for Holger at vinde 7-5 i det næste, hvorefter han tabte 3. sæt, så Rottoli vandt kampen 6-3, 5-7, 6-3.

Forinden havde Holger siddet over i 1. runde, hvorefter han vandt 6-4, 6-0 over Iiro Vasa (FIN).
Holgers træner Lars Christensen fortæller fra Tjekkiet, at Holger spillede en god åbningskamp mod en stabil spiller med en farlig forhånd inde i banen.
Det blev en kamp, der i første set var præget af en let nervøsitet, men hvor der aldrig var tvivl om udfaldet.
I andet set spillede Holger mere frit og var spilstyrende hele vejen, hvilket resultatet også afspejler

I 3. runde var Holgers modstander Felix Nordby (NOR), som var oversidder i 1. runde, og i 2. runde havde han walkover mod Stijn Pel (NED), og nordmanden overraskede ved at vinde 1. sæt mod Holger 6-4, men danskeren fik dog kontrol over kampen og vandt 4-6, 6-2, 6-0.

Elmers flotte resultater i år har betydet, at han er helt oppe som no. 6 på ranglisten, hvilket har betydet en seedning som no. 5.
Elmer var derfor også oversidder i 1. runde, og allerede i 2. runde fik han for alvor kvalificeret modstand, da han mødte Barney Fitzpatrick, som Lars betegner som en velspillende englænder, der har lagt en del gode resultater på det seneste.
Det blev en hel tæt kamp, hvor Elmer var den bedste når det gjaldt, og han vandt kampen i to tiebreaks 7-6(4), 7-6(5).

I 3. runde blev det til sejr med mere klare cifre, da Elmer vandt 6-3, 6-1 over Dominik Buzonics (HUN), og det blev også sejr i 2 sæt 6-3, 6-3 i 1/8-finalen mod Jaroslav Smedek (CZE), der i 2. runde havde besejret 9. seedede Borna Devald (CRO) 6-4, 6-2.

Dermed har Elmer levet helt op til sin høje seedning, inden han i kvartfinalen fredag møder Mario Gonzalez Fernandez (ESP), der er no. 352 på ranglisten, men den kan man godt se bort fra, når der er tale om spanske spillere, hvilket spanierens sejr i 2. runde over 4. seedede Nicholas David Ionel (ROU) er et godt eksempel på.

Holger og Elmer er seedet 2 i double, hvor de var oversiddere i 1. runde.
I 2. runde vandt de herefter 6-4, 6-1 over det spanske par Diego Augusto Barreto Sanchez og Mario Gonzales Fernandez, der som nævnt er Elmers modstander i kvartfinalen i single.
Det var tydeligt for Lars Christensen, at det spanske par ikke var sammenspillet, og det blev en relativt nem sejr til danskerne.

I 1/8-finalen var Holger og Elmer ude i en yderst jævnbyrdig double mod 15. seedede Barney Fitzpatrick og Benjamin Heynold (GBR).
Kampen endte med britisk sejr efter match-tiebreak 6-2, 4-6, [10-8].

Clara og Nikoline i Consolation

Hos pigerne var Danmark repræsenteret af Nikoline Gullacksen og Clara Tauson, hvor de største danske forventninger var knyttet til sidstnævnte, som var oversidder i 1. runde, og hun var tilsyneladende godt på vej til at sikre sig en sejr i 2. runde mod Mina Hodzic (GER), da Clara efter at have tabt 1. sæt 4-7 i tiebreak og vundet 2. sæt 6-1, førte 5-2 i 3. sæt, men det endte alligevel med  tysk sejr 7-6(4), 1-6, 7-5.

Lars Christensen fortæller, at Clara efter et meget nervøst 1. sæt ellers havde kampen i sin hule hånd.
Hun var klart den bedste spiller i 1. sæt, og hun var som nævnt foran 5-2 i 3. sæt, men hendes tyske modstander havde ikke tænkt sig at lægge sig ned og dø, og hun kæmpede videre, og da Clara afgav initiativet i duellerne, blev en solid føring sat over styr med et meget bittert nederlag til følge.

Det var mere forventet, at Nikoline Gullacksen ikke kunne spille sig videre i hovedturneringen, hvor hun i 1. runde tabte 3-6, 3-6 til Pia Lovric (SLO), der er no. 58 på ranglisten.

Efter nederlag i første kamp er begge danske piger i stedet med i Consolation rækken, hvor der spilles til 4 i stedet for 6 som normalt.
Nikoline var oversidder i 1. runde, og i 2. runde tabte hun efter en jævnbyrdig kamp til Yeva  Avetisyan fra Armenien 3-5, 5-3, 1-4.

Clara var ligeledes oversidder i 1. runde, hvorefter hun med lutter sejre er fremme i semifinalen.
I 2. runde vandt Clara over Sara Zalukar (CRO) 4-1, 4-1, og i 1/8-finalen blev det 4-2, 4-2 over 10. seedede Nina Stankovska (SVK).

Kvartfinalen blev vundet 4-0, 4-1 over Ana Paraschiva Manea (ROU).
I semifinalen venter 16. seedede Viktoriya Kanapatskaya (BLR), der er no. 25 på U14-ranglisten.

I double blev det til en enkelt kamp, da Nikoline og Clara tabte 3-6, 3-6 i 1. runde til Noa Krznaric/Sara Zalukar (CRO)

 

 

Forrige artikelWTA Stanford: Julia Boserup tabte i anden runde
Næste artikelEM U18: August Holmgren ude mod no. 11 i 2. runde
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.