Med klogt spil hindrede Elmer Møller den spanske favorit ved U16 EM-finalen i at dominere med sin frygtede forhånd, men han kunne dog ikke hindre, at Carlos Alcaraz Garfia tog titlen
Inden kvartfinalerne ved U16 Europamesterskaberne var der fortsat liv i håbet om en ren dansk finale, men 15 årige 5. seedede spanier Carlos Alcaraz Garfia forhindrede dette, da han i kvartfinalen vandt 6-4, 7-5 over Holger Vitus Nødskov Rune, der var seedet 1 i turneringen.
Som det er tilfældet under Tour de France, når målstregen nærmer sig, er det altid en fordel at have to kandidater til sejren, og derfor skulle Garfia for at sikre sig EM-titlen forbi endnu en 15-årig dansker, da Elmer Møller efter en overbevisende indsats gennem hele turneringen havde spillet sig frem til finalen, hvor spanieren dog på forhånd var betegnet som favorit, hvilket ikke mindst skyldes hans frygtede forhånd.
Elmer formåede dog at forhindre, at spanieren fik lov til ensidigt at styre kampen med sin forhånd, da han ofte fik dirigeret boldene til spanierens baghånd.
Efter flere tætte partier i starten lykkedes det for Elmer at bringe sig foran 3-1, men spanieren fik udlignet, og kampen endte med spansk sejr 6-4, 6-3.
Elmer har dog god grund til at være stolt af sin indsats – både under turneringen som helhed, men også i selve finalen, hvor han var godt med, og med en smule bedre udnyttelse af de muligheder, som opstod undervejs, kunne der være blevet yderligere spænding om udfaldet.
Spanieren havde dog en smule overtag i det meste af kampen, og derfor kan der ikke indvendes noget mod sejren.
Dansk Tennis Forbund (DTF) fremhæver i en pressemeddelelse, at Elmer tilhører den yngste årgang i U16, og at han som den første danske finaledeltagere ved et U16 EM, som er afviklet siden 1976, skriver sig ind i historien på linje med senere topspillere som Gael Monfils, Marcos Baghdatis og Thomas Enqvist.
DTFs Sportschef Jens Anker Buus Andersen er spændt på, hvad Elmer, der betegnes som et stort talent, kan drive det til i den videre karriere.
Selvom både Elmer og Holger er første års U16, er der grund til at have realistiske forventninger til, at de sammen med Oskar Brostrøm Poulsen kan opnå et godt resultat ved EM for hold, hvor der 1-3. august er kvalifikation i Mannheim i Tyskland og 6-8. august det afgørende finalestævne i Le Touget i Frankrig.
Håbet om en ren dansk finale blev som bekendt ikke opfyldt, men i Girls singles blev det en finale mellem to piger fra Letland, med Kamila Bartone som vinder 6-1, 6-3 over Patricia Spajka.
Der er flere billeder fra stævnet på https://www.tenniseurope.org/photobook/15393/European-16U-Championships