Sebastian Grundtvig måtte trods sejr i 1. runde opgive at spille videre efter skade i håndleddet. Olga Helmi skadet efter 1. sæt. Sofia Nami Samavati nåede 3. runde
For Sebastian Grundtvig kunne de individuelle europamesterskaber være en kærkommen anledning til for alvor at prøve kræfter med de bedste europæiske U16-spillere, hvor han selv er den højst rangerede europæer i den yngste årgang 2001, hvor kun (170) Govind Nanda (USA) og (172) Chun Hsin Tseng (TPE) er rangeret højere end danskeren, der er no. 204.
I 1. runde (R128) vandt Sebastian rimelig sikkert 6-3, 6-1 over Petros Tsitsipas (GRE), der i starten af juli var i finalen ved en Grade 4 turnering på Korfu.
Desværre måtte Sebastian trække sig før kampen i 2. runde på grund af en skade i håndleddet.
Da Tennisavisen spurgte, om der var tale om noget alvorligt, lød svaret at resultatet af nogle prøver afventedes, men det var slemt dagen forinden.
Efterfølgende fortalte Sebastian, at det formentlig vil tage en uges tid, inden han er klar igen.
Hos pigerne var det også en skade, som satte en stopper for Olga Helmis muligheder, da hun i sin 1. runde kamp mod Nicole Nadel (GRE) måtte trække sig efter at have tabt 3-6 i 1. sæt mod Nicole Nadel (GRE).
Det er ikke lykkedes Tennisavisen at få opklaret årsagen til, at Olga måtte trække sig.
Den tredje danske deltager Sofia Nami Samavati (øverste billede) var oversidder i R128, hvilket også var tilfældet for hendes modstander Adriana Senkarova (SVK).
Sofia fik en god start på turneringen, da hun i 2. runde vandt 6-2, 6-2.
I 3. runde var modstanderen Karolina Berankova (CZE), som i 2. runde havde vundet 6-1, 6-4 over 5. seedede Viktoriya Petrenko (UKR).
Tjekken vandt også over Sofia, som dog fulgte godt med, men hun kunne ikke forhindre at det blev tjekkisk sejr 6-3, 6-4.