Et anonymt nederlag i tredje runde af Australian Open markerede afslutningen på en usædvanlig tenniskarriere. Caroline Wozniacki vil for altid stå mejslet ind som en af de største idrætspersonligheder i Danmark.
Livet leves forlæns – men forstås baglæns
Et godt udgangspunkt for fortællingen om det tennisliv Caroline Wozniacki sidst i januar satte et punktum for. Et liv, hvor danskeren konstant udfordrede det det, der af hendes omverden blev betragtet som umuligt og urealistisk. En global sport med mindre genklang hjemme i andedammen. En andedam Caroline Wozniacki hurtigt fløj fra, ambitioner og drømme var langt større. Derfor blev hele verden både hendes hjem og arbejdsplads. Danmark var der fundamentet blev lagt i barndommen, men det var ude i verden karrieren blev skabt.
Jeg husker en kold januar-morgen omkring årtusindeskiftet i Hillerød Tennis Center. Piotr Wozniacki hænger udover rækværket, datteren spiller på bagerste bane langt væk fra faderens rækkevidde. Alligevel flyver det med polske gloser på tværs af to baner i retning af datteren, der kæmper om en plads i finalen ved Sjællandsmesterskaberne. Piotr Wozniacki udfordrede systemet den dag i Hillerød. Tålmodigheden hos de øvrige forældre, hos turneringslederen og datterens modstander var udfordret. .
Isoleret set en unødvendighed på en dag, hvor de fleste spillere og forældre nød en fredelig lørdag formiddag med tennis. Sådan har far og datter bare aldrig set på tingene. Drømmen Caroline Wozniacki i en tidlig alder gav udtryk for, var ene og alene datterens. Men Piotr Wozniacki så det som sin fornemste opgave at gøre muligheden for at indfri drømmen reel. Derfor ofrede familien i mange år meget af det andre ville betragte som normalitet, for at kunne forfølge drømmen i et land, hvor vilkårene for at spille tennis på et højt niveau og træne meget var udfordrende. Familien Wozniacki ejede medlemskaber til flere forskellige tennisklubber, så datteren kunne pendle mellem forskellige tennisanlæg for at få nok træningstimer.
Præcis som familien flyttede til Farum for at være i nærheden af Elitecenteret under Dansk Tennis Forbund. Det til trods for, at Caroline var for ung til at være en del af centeret. Sådan lød reglerne nedfældet af forbundet og Team Danmark. Alligevel gik Piotr Wozniacki til de ansvarlige, især sportschef Johan Sjøgren. Timevis af møder blev afholdt, alt imens trænerne, herunder Morten Christensen, lod datteren spille med, når der opstod muligheder. For uagtet at regler var regler, så var ingen i tvivl om, hvor stort et potentiale, der lå i Caroline Wozniacki.
Ydmyg og nysgerrig
Set i bagklogskabens ulideligt klare lys føles det som om Caroline Wozniackis karriere har kørt næsten uden stop mod toppen. I de første år som teenager etablerede hun sig som den bedste spiller på seniorsiden i Danmark. Den titel var kun lige opnået, før hun begyndte at vinde kampe for det danske landshold og de første internationale seniorturneringer blev vundet. Det var på et tidspunkt, hvor udgifterne til rejser og træning voksede. Indtægterne via sponsorkroner og præmiepenge var stadig på et niveau, hvor det var svært at få enderne til at mødes. Det kan virke som en fjern verden, når man i dag kan aflæse den velstand Caroline Wozniacki har etableret via en stor karriere i svimlende millionbeløb alene i præmiepenge. Måden familien agerede på, inden det hele blev til et eventyr er nok en vigtig årsag til, hvorfor det lykkedes at slå igennem i en sport, der ikke har en stor og stolt tradition i Danmark.
For præcis som Piotr Wozniacki var chauffør rundt til de mange tennistræninger i hovedstadens tennisklubber, var han også manden bag rettet, når der skulle laves charmeoffensiv hos potentielle sponsorer. Som Piotr Wozniacki selv forklarer det.
”Det var Caroline, der førte ordet. Det var hende, der skulle sælge varen. Ofte var folk flinke, kunne lide den historie vi fortalte, men der kom sjældent penge ud af det. Det var lidt for satset med en ung pige i en sport, hvor det var usikkert, hvornår der kom tilbagebetaling af deres investering,” har Piotr Wozniacki tidligere forklaret i et interview.
En dag var der bid. Jakob Bender fra Europæiske Rejseforsikring sad på den anden side af bordet. Han var imponeret over den unge pige med de store drømme. Han kunne på sekundet have købt markant mere reklametid i tv, end dem han de kommende måneder fik ud af sponsoratet med en ung Caroline Wozniacki. Men han satsede, fordi han fornemmede en vilje langt udover det sædvanlige. En fornemmelse der skulle vise sig at være godt spottet. Der gik ikke lang tid i samarbejdet før Jakob Bender opdagede, at han som sponsor var en del af projektet. Han var ikke bare en pengemand, der fik et opkald, når kassen var tom.
– En juledag ringede telefonen fra Thailand. Det var Caroline, der bare ville ønske mig og familien en glædelig jul. Og så ville hun fortælle lidt om hendes træning og planer for den kommende tid, fortalte Jakob Bender i et interview til TV2 tilbage i 2009.
For uagtet viljen og vindermentaliteten fra første slag har været den samme hos Caroline Wozniacki, så har hun og familien været klar over, at hjælp for at navigere sig til tops i en global sport var tvingende nødvendigt. En hjælp der med tiden blev mere specialiseret i form af rådgivere og træningsspecialister. Altid med udgangspunkt om at tilføre ny viden til familien. Den der kunne bruges og implementeres blev det, resten røg i skraldespanden.
Global og fjern
Det store gennembrud kom i 2009, da Caroline Wozniacki som 19-årig nåede frem til finalen ved US Open i New York. Det var her det globale publikum fik øje på den blonde dansker med det store smil. Miss Sunshine var nu ikke bare kendt derhjemme i Danmark, hun var et navn på den store internationale scene. Det var her hun opholdt sig, både fysisk og statusmæssigt, frem til den sidste bold blev slået på Melbourne Park denne januar.
Som rejsende tennisjournalist har jeg været med på en stor del af rejsen. Jeg har talt med kollegaer fra en lang række lande, der har været dybt imponeret og forundret over, hvordan Danmark som lille land uden stor tennistradition har formået at producere en spiller af højeste internationale kaliber. For det er præcis sådan hun i den globale sport er blevet betragtet. Som en af de bedste i sin generation. Og en, der aldrig gav op. En vinder og fighter i en og samme spiller. Spillemæssigt ikke prangende, men indstillingen af en karakter, der gjorde hende både beundringsværdig og til et forbillede for mange unge talenter.
Netop de unge talenter kunne man formode ville vælte ind i de danske tennisklubber, når en dansk profil erobrer den internationale scene. Sådan blev fortællingen om Caroline Wozniackis afledte effekter bare aldrig.
I et blogindlæg på DR beskrev forfatter og tenniskommentator Anders Haahr Rasmussen denne situation under overskriften: ”Vild med Wozniacki – ligeglad med tennis”. Caroline Wozniacki var på en og samme tid alle danskerens darling og alligevel en, vi ikke havde noget forhold til. I modsætning til fodboldlandsholdet eller håndbolddamerne var der en stor mangel på identifikation. Caroline Wozniacki var, med få undtagelser, en man så på skærmen direkte fra Australien, USA eller Kina. Hun var ikke nærværende hjemme i Danmark.
Kan man klandre Caroline Wozniacki for det? Nej, hun har fra starten været målrettet i jagten på drømmen. Den drøm udleves bedst stort set alle andre steder, bare ikke i Danmark. Det er uden tvivl en af årsagerne til, hvorfor der i nogen udstrækning har været et dansk fokus på, hvad Wozniacki manglede fremfor de store ting, hun opnåede.
Vinder hun nogensinde en Grand Slam? Var hun ikke bare nummer 1, fordi hun spillede mange turneringer? Hun kan jo ikke andet, end at slå bolden tilbage?
Tre spørgsmål jeg igen og igen har fået, når jeg har talt med både kollegaer og venner om Wozniacki. Tre spørgsmål hovedpersonen selv har fået i tifold af alverdens journalister. Spørgsmål der i nogen grad bekræfter tesen om manglende indsigt i tennissporten er en af årsagerne til, hvorfor der i nogen grad har været hård kritik af Wozniackis ”manglende” resultater, især i Danmark.
At der vil gå generationer mellem en dansk tennisspiller med Caroline Wozniackis niveau er utvivlsomt. Spørgsmålet er, om der nogensinde kommer en. Derfor kan det, hvor paradoksalt det end lyder, være de kommende år uden en aktiv Miss Sunshine, der kan være med til at sætte den store karriere i relief. Fordi der vil opstå et stort tomrum, når de næste Grand Slamturneringer afvikles. Her vil der på ingen måde være samme fokus, fordi en dansk profil ikke eksisterer. Her vil vi utvivlsomt blive bekræftet i den rubrik Anders Haahr Rasmussen skabte til sin blog om divergensen mellem Wozniackis stjernestatus og manglen på fokus på den sport hun udøvede.
Når det er sagt har Caroline Wozniackis præstationer skabt ringe i vandet. Måske ikke medlemsmæssigt og elitemæssigt, men hos de få med en stor drøm. En drøm der lige nu er spæd, men som har lighedspunkter med den en ung Caroline havde. Holger Rune og Clara Tauson er to navne, der nævnes. Med god grund. På mange punkter ligner de Caroline Wozniacki, på mange punkter gør de ikke. De deler en fælles drøm, en drøm de to unge i den netop pensionerede stjerne kan se, er realistisk. Derfra skal de skabe deres egen vej, for at kopiere og forlade sig på andres veje kan være fatalt. Man kan finde inspiration hos andre, men opskriften og formlen på succes skal man selv finde. Den er, desværre, ikke universal.
Det kan familien Wozniacki skrive under på. De skabte den via en slåmur i Køge, over en lejlighed i Farum til de store scener i Melbourne, Paris, London og New York. En unik rejse, der med tiden vil stå klart som et enestående højdepunkt i dansk idrætshistorie.
Tak for rejsen, Caroline.
