Jeg har dyrket et hav af sportsgrene som ung og valgte til sidst fodbolden, som jeg levede af som professionel i mange år. De sidste 20 år har jeg dog hovedsageligt spillet tennis, som jeg elsker og slet ikke kan få nok af. Min datter på 11 år spiller både fodbold og tennis. På trods af min egen kærlighed til tennisspillet oplever jeg, at de unge mærkværdigvis ikke nyder spillet på samme vis, som jeg gør, eller som unge typisk gør det i andre sportsgrene.
Af Jan Bartram
Denne følelse blev sat i relief, da min datters ældre søskende overværende en tennisturnering, som hun deltog i. De oplevede en underlig stemning, som prægede hele turneringen; spillerne virkede glædesløse, flertallet skældte voldsomt ud på sig selv, og samværet imellem spillerne var præget af spændingstilstande for ikke at sige konflikter, som ofte også involverede forældrene, der sad på sidelinjen og rystede på hovedet af modstanderen eller havde travlt med at tilkalde en dommer, fordi deres eget barn blev “snydt”. Ingen smil og flere af pigerne græd efter kampen – sandsynligvis udløst af den ubehagelige stemning, der havde været under kampen. Det samme havde jeg selv oplevet i min datters andre turneringer gennem tiden, men havde nok vænnet mig til, at sådan er det jo i den her sport. Måske var det min egen glæde ved at dyrke sporten, som skyggede, eller mit konkurrencegen der var trænet i at betragte det som robusthedstræning i disciplinen: ’survival of the fittest’! Men hendes søskende havde jo ret! Alle signaler indikerer et usundt sportsmiljø, hvor frygten fylder mere end glæden, og de unge mere spiller af pligt end af lyst. At denne kultur ikke er fremmed, men et velkendt fænomen i tennissporten, kan man læse om hos en af tennisverdenens egne koryfæer Andre Agassi, der i sin fremragende bog: ’Open’ fra 2011 gentagne gange skriver, at han altid har hadet tennis, hvilket suppleres af hans senere kone Steffi Graff, der under deres første møde bekræfter ham i det og siger: hvem hader ikke tennis (underforstået af de udøvende)?!
Men hvorfor er dette tilfældet, og skal det være sådan? Forskningen kan give os nogle af svarene. Lad os til en start se på, hvad det er, som skaber indre motivation hos os mennesker. Den mest anerkendte teori på det felt, som forskningen benytter er ’selvbestemmelsesteorien’ af Ryan & Deci. Teorien siger, at for at ramme den indre motivation hos os mennesker, skal der være tre forhold til stede – og helst samtidigt:
1) behovet for at føle sig kompetent (jeg er god til min sport)/føler jeg udvikler mig)
2) behovet for relationer til andre (jeg er en del af et fællesskab, og jeg bliver set)
3) behovet for selvbestemmelse (jeg har indflydelse/kan bestemme selv)
I modsætning til det jeg selv oplever ved at spille tennis, ser jeg ingen af de tre motivationsfaktorer værende til stede for hovedparten af de unge, som dyrker tennis. Mangelbehovene forstærkes yderligere af, at man udsætter børnene for en overdreven mængde træning og en alt for stor fokus på resultater i en alt for tidlig alder. Denne cocktail af manglende motivation x ekstrem træningsmængder skaber tilsammen højrisiko hos de unge talenter for enten: 1) ’burn out’ (mister lysten) og/eller 2) ’drop out’ (bliver skadet), hvilket underbygges i forskningen, som jeg vil belyse i det følgende.
1. motivationskilde: behovet for at føle sig kompetent
Når man passerer de 8 år i Danmark som tennisspiller, tvinges man automatisk ind i en verden, hvor man måler sig op imod andre. Man kårer ungdomsmestre og opstiller ranglister (inklusiv resultatbørs), hvor man kan se, hvor man selv er placeret i forhold til konkurrenter og medspillere. For spillerne er det problematisk i en så tidlig alder at blive målt og vejet i forhold til dem, man spiller mod og med. Det skaber en forskruet præstationskultur, som skaber mere angst end glæde. Ryan & Deci, fædrene bag motivationsteorien, beskriver, hvordan en persons selvværd kan blive påvirket af en ydre belønning såsom at vinde en konkurrence, idet sejren medfører en følelse af, at personen skal vinde konkurrencen for at have det godt med sig selv (og med sine forældre). Denne reaktion bevirker et pres for at vinde og gør, at den indre motivation – selve glæden ved spillet – bliver undermineret . Derved risikerer man, at sporten (aktiviteten) ikke længere er et mål i sig selv, men et middel til at nå et mål (vinde), hvilket ændrer motivationsformen fra at have været indre – til at blive ydre drevet, og det koster på den lange bane, fordi den indre motivation er det brændstof, som skal bære den unge igennem – ikke mindst i de slidsomme stunder på træningsbanen.
At føle sig kompetent er ekstremt vigtigt for børn og unge, og der rammes de let på deres selvværd, når de studerer ranglisteplaceringer, hvor det tydeliggøres, at der er en hel masse andre udøvere, som ligger højere end dem selv. Det lægger et pres og fjerner fokus fra udvikling og trivsel. Modpolen til at træne i et resultatorienteret træningsklima er et mestringsklima, som ikke praktiserer social sammenligning (før omkring 16-årsalderen), men i stedet ser på, hvornår/hvordan den enkelte spiller udvikler sig. Her har det også højere prioritet, at man udfører nogle bestemte slag under en kamp eller praktiserer et bestemt løbemønster på banen fremfor, at man vinder kampen. Her ser man spillere, for hvem det er vigtigere, at de får løbet mindst 3 gange til nettet i hvert parti for at træne flugtninger eller slå overhåndsserv hver gang fremfor en underhåndsserv, fordi det handler om at fastholde en udvikling og ikke at vinde kampen.
I mestringsmiljøer konkurrerer du mod dig selv og ikke imod andre, og du er noget i kraft af din udvikling og ikke i kraft af dine sejre.
2. motivationskilde: behovet for relationer til andre
Mennesker lykkes gennem relationer og har brug for relationer. I tennis er det relationelle aspekt ofte fraværende, fordi det stærke resultatfokus bevirker, at spillerne dybest set er hinandens værste konkurrenter – og ofte kæmper imod hinanden i de individuelle turneringer. Måske er det derfor, at man sjældent ser, at spillerne hepper på hinanden under kampene, eller støtter hinanden med gode råd.
Også relationerne til trænerne er problematiske. Der er ofte mange trænere inde over, hvilket gør, at der ikke er én træner, der tager ansvaret for en spillers udvikling eller et hold i aktivitet. Deltager spillerne i holdturneringer, har jeg oplevet trænerne som helt fraværende. Det er som regel en forælder, der agerer holdleder, og trænerne, som skal se mange andre i aktion til turneringerne, har ikke tid til at samle holdet, inden turneringen starter og give en pep talk eller samle op på holdet eller den enkelte spiller efterfølgende.
At denne kultur og miljøpåvirkning er uhensigtsmæssig, viser et forskningsprojekt, der påviste, at de sociale kompetencer, eksempelvis forholdet til træneren/medspillere, som værende afgørende for, hvem der nåede toppen, og hvem der ikke gjorde. Forskningen peger generelt set også på, at der er en sammenhæng mellem talent og miljø, hvilket er en ny tilgang til talentbegrebet, som ellers har været domineret af dels en biologisk tilgang (født til det) eller en psykologisk tilgang (handler om indstilling – du kan tænke dig til det).
Men trænerne er også underlagt en kultur og et system, hvor der mangler retningslinjer fra såvel tennisforbundets og klubbernes side. I det tomrum vil der være frit spil for mange forskellige tilgange til træningen, hvilket yderligere bliver et problem, fordi mange af trænerne mangler en substantiel forståelse for, at børn er sårbare individer, som hver især skal behandles individuelt og har krav på samme opmærksomhed. Alt for ofte ser man, som jeg observerede ved sidste ungdomsmesterskaber i år, at trænerne koncentrerer deres energi og opmærksomhed mod de bedste spillere (eller deres favoritter), og derved ignorerer/sylter de øvrige spillere, som føler sig ekskluderet fra det gode selskab. Et forhold, der kan spille ind her, er, at mange de bedste spilleres forældre har en tæt personlig relation til trænerne via et privatøkonomisk forhold, fordi forældrene (til de bedste spillere) ofte har betalt trænerne tusindvis af kroner for at privattræne deres eget barn. Trænerne er ikke længere træner for klubben, men for de få udvalgte.
3. motivationskilde: behovet for selvbestemmelse
Det at kunne bestemme selv ligger dybt forankret i den menneskelige natur, og måske er det forklaringen på, at hele 62 % af den danske befolkning (i 2016) dyrkede sport/motion på egen hånd. Parkour er et eksempel på selvorganiseret idræt, hvor man eksempelvis får opbygget et samhørighedsforhold til andre, som ikke er baseret på, at man skal være konkurrenter, der kan slå hinanden af holdet eller overgå hinanden. Man respekterer hinanden uanset niveau og giver hinanden løbende feedback og ikke mindst anerkendelse. Der er en generel accept af, at man konkurrerer mod sig selv og ikke mod de andre. Autonomien i denne sportsgren kommer til udtryk ved, at man deltager, når man kan og vil, og ikke fordi man skal, og man bestemmer selv de øvelser, man vil foretage. Selvfølgelig vil det være svært at overføre 1:1 til tennissporten, men tænk, hvis man kunne få bare nogle af de samme elementer ind i tennissporten til at vække den indre ild hos de unge. For eksempel kunne man forsøge sig mere med at coache (fremfor at instruere) og tale i øjenhøjde med børnene. Lytte til hvordan de selv oplever træningen, hvad de kunne tænke sig at gøre mere/mindre af, hvad de selv gerne vil udvikle, og hvordan de gerne vil gøre det til træning og kampe. Bede spilleren om at sætte ord på egne præstations- og procesmål. Tale med dem før og efter kampene for at høre om det gik som de selv ønskede, at det skulle gå – ikke kun resultatmæssigt, men ud fra det udviklingsfokus de har, osv.
Kvantitet fremfor kvalitet
Ovenstående gennemgang af de tre vigtigste motivationskilder viser, at ’benzinen’ til at drive værket ikke er tilstrækkeligt tilstede, hvilket yderligere forstærkes af kravet om den store træningsmængde, der er til tennistræning.
Den danske sociolog Kryger Pedersen påpegede i sit Ph.d.-studie af elitesportskvinder fra 1999, at resultatorienteringen hos udøverne bevirker, at mange udøvere ikke tør kaste sig ud i kvalitative forandringer i måden at dyrke deres sport på, fordi det på kort sigt ikke munder ud i synlige resultater. Udøverne har nemmere ved at sætte træningsmængden op fremfor at ændre på en teknisk detalje. Ifølge Kryger Pedersens studie er det ikke mængden af træningen, der er afgørende, men snarere ændringer i måden at træne på. ’Et skift fra et niveau til et andet er karakteriseret ved væsentlige ændringer i teknik, disciplin og attitude’, udtaler hun.
Hele tankesættet bagved, at ’mega meget’ er godt, bærer Professor Anders Ericsson m.fl. en stor del af skylden for. De lagde grundstenene til sloganet om 10.000 timers reglen, som er en metafor for det antal timer, der skal til for, at man bliver rigtig god. Det er naturligvis vigtigt at træne for at blive bedre. Selv de mest talentfulde personer skal arbejde for at blive rigtig gode, men 10.000 timers reglen er helt i skoven. Et nyere studie fra 2016 fandt således frem til, at hos atleter på elite-niveau kan træningsmængden kun forklare 1 % af succesen. Ericsson har da også senere udtalt, at han er blevet misforstået. Det er nemlig ikke lige meget, hvordan du træner. Hvis du bruger 10.000 timer på at træne, men begår de samme fejl igen og igen, vil man til stadighed være en halv-dårlig spiller – bare 10.000 timer ældre! Hemmeligheden bag succes er ikke antallet af træningstimer, men kvaliteten af den anvendte tid.
Dansk Badminton, der har stor succes med at udvikle talenter (betydelig bedre end i tennis), har en helt anden tilgang til træningsmængder, end man har i tennis. I badminton slår man til lyd for, at unge på 9 år kun skal træne op til 2 timer om ugen og 11-årige 3 gange om ugen, og derudover gerne have en sport ved siden af, hvilket i øvrigt harmonerer med tilgangen i de fleste sportsgrene. Tennis går helt modsat. Her anbefaler man, at 6-årige træner op til 7 gange om ugen og 11-årige 10 gange om ugen. For de 11-årige altså mere end en tredobling af træningstimer i tennis.
Dette nærmest umenneskelige krav til træningsmængde og resultater i tennis gør, at forældrene indleder et slags “våbenkapløb”, hvor det gælder om at få ens børn til at spille mere end de andre og helst få så mange privatenetimer som muligt med klubbens trænere. Derved undergraver man systemet, som bliver forbeholdt de få – de rigeste. Børnene, der udmærket er klar over, at forældrene poster mange tusinde kroner i deres sport, bliver bundet til sporten og får svært ved at sige fra, såfremt de mister lysten undervejs. Det skaber også et skævt og usundt forhold børnene imellem, når denne forskelsbehandling i træningen, faciliteret af klubbens trænere erfares.
Jeg røg selv i gryden og blev nærmest besat af at få min datter til ekstra træning. Hun trænede kun fire gange (!) om ugen i forvejen, hvilket jeg i starten ellers syntes var temmelig meget sammenlignet med hendes to ugentlige træningstimer i fodbold. Ekstratræningen kostede en bondegård (mellem 500 – 800 kr./t) og skulle ofte foregå i skoletiden, hvor der var ledige baner. Alt i vores familie handlede pludselig om den træning og kampene i weekenden, hvilket selvfølgelig begyndte at kollidere med hendes andre interesser i livet, såsom hendes elskede fodbold, legeaftaler med skolekammerater og nu også skolen. Var det virkelig meningen, at vores datters ungdom skulle bruges på den måde – for ikke at sige bruge vores familieliv på? Og var det i virkeligheden ikke mere mit projekt, end det var hendes?
Mentaltræner Carsten Oldengaard, der har arbejdet med flere topatleter, siger da også, at der er en klar tendens til, at forældrene hæfter sig ved, at man bare skal træne mega meget for at blive god, men at det overdrevne fokus på træning kan være usundt i en mentalt krævende elitesportsverden. Og det har sin pris, hvilket desværre ikke har været særlig godt belyst. Fornylig kunne man dog fra vores egne breddegrader læse, at stortalentet i tennis for U16 Rebecca Mortensen har mistet tre af hendes største konkurrenter, som er holdt op, da de mistede lysten til sporten. Hvor mange er dette ikke sket for? Foruden, at det er sørgeligt, betyder det også i Rebeccas tilfælde, at hun ikke får samme modstand længere, hvilket igen kan betyde, at hun må søge udenlandsk, som lægger yderligere pres på både hende og familien.
At den store mængde træning tillige ikke har den tilsigtede virkning, gør det hele endnu mere absurd. Et studie af svenske tennisspillere viste, at dem som trænede mest i alderen 13-15 år ikke var dem, som endte med at blive bedst. Den megen træning i en tidlig alder er altså kontraproduktiv, hvilket understøttes af psykolog i Team Danmark Kristoffer Henriksen, der udtaler: “målrettet træning i en tidlig alder gør ikke atleten bedre, og de børn, der har trænet mest som børn, er ikke dem, der senere ender på landsholdet”!
For tidlig specialisering
I bogen: ’Vejen til eliten’ fra 2007, beskriver ti eliteidrætsudøvere deres vej til toppen. Kendetegnet for dem var en hel absurd træningsmængde og målrettet arbejde, men ud fra at de fleste af udøverne havde en bred sportslig baggrund, inden de specialiserede sig i en bestemt sportsdisciplin’. Samme mønster spores hos tennisspillerne Nadal og Federer. Nadal spillede som 12-årig mere fodbold end tennis, og Federer tilegner sit hånd- øje koordination den megen træning, han som ung fik igennem badminton, cricket og basketball. Da Federer endelig opgav andre sportsgrene for virkelig at dyrke tennis, var det i en alder, hvor han var langt bagud i øvelsestimer og målrettethed indenfor tennis.
Sen specialisering og diversitet er en nøgle til succes for talenterne, fordi kombinationen af læring fra mange idrætsgrene kan tages med ind i den disciplin, man ender med at satse på. Denne tilgang understøttes af Den Internationale Olympiske Komité (IOC), der i 2015 fremhævede, at man skal undgå sportsspecialisering i en tidlig alder, fordi ‘forskellig atletisk udøvelse” øger den motoriske udvikling. Desuden fandt en undersøgelse fra American Medical Society for Sports Medicine, at ‘børn’, der er specialiseret i sport, har 50% større risiko for at udvikle skader. Og det er ikke kun fysisk, at der kan opstå problemer. Også psykisk i form af udbrændthed viser studier.
Det ekstreme tidsforbrug og ensidige fokus i tennis i en tidlig alder er da heller ikke noget der harmonerer med Team Danmarks intentionerne om danske modeller for eliteidræt. Lone Hansen, direktør i Team Danmark siger således i forordet til ATK bogen 2.0: ….en model for sen specialisering harmonerer rigtigt fint med den danske model for eliteidræt med plads til det hele menneske’.
Lær af badminton
Hvad nytter det, at man træner benhårdt allerede fra en tidlig alder og måske bliver god, hvis man brænder ud på vejen – enten fordi lysten siver ud af kroppen, eller fordi man bliver skadet. Selvfølgelig vil der altid være nogle (meget få) tilbage, som står det igennem, men spørgsmålet er, om vi ikke mister for mange på vejen mod toppen, og at dem som når toppen, måske kunne være blevet endnu bedre, hvis man havde arbejdet med en mere bæredygtig model for talentudvikling.
Dansk tennis kan passende skele til badminton, som er den sportsgren, der ligger tættest op ad tennis, og som vel at mærke har stor succes med at udvikle deres talenter. En semesteropgave fra idrætsstuderende på Ålborg Universitet i 2009 konkluderede således, at forholdet, når det handlede om at udvikle topatleter, lå i forholdet 12:1 i badmintons favør, hvilket blev anerkendt af Sportschefen i Dansk Tennis Forbund Jens Anker Buus Andersen, som i 2016 udtalte:
“Jeg mener oprigtigt, at Dansk Badminton Forbund pt. er bedre til at lave talenter, end vi er. Det er et miljø, som vi virkelig prøver at efterligne. De har en selvsikkerhed omkring det, de laver, og de stoler på, at det er, hvad der skal til for at slå igennem på den internationale scene.”.
Hvad er det så som Dansk Badminton gør og som er så godt? Dykker man ned i deres talentudviklingsstrategi, ser man bl.a., at de:
• hylder et mestringsmiljø (=udviklende og motiverende træningsmiljøer)
• ikke nævner resultater noget sted i deres bærende værdier, men derimod: Helhed, fællesskab, udvikling, samarbejde, trivsel
• siger, at anden sport skal være muligt indtil U15
• at det ikke er et mål at udvikle danmarksmestre, eller påbegynde en selektion af spillere og en mere målrettet talentudvikling førend tidligst i U15-årgangen
• betoner, at spillerne oplever træningen som et frirum, der – med ønske om at udvikle indre-motiverede spillere – understøtter spillernes autonomi, samhørighed og oplevelse af egen kompetence, og hvor de ikke bliver målt og vurderet hele tiden
• betoner, at kvalitet og kontinuitet i træningen er vigtigere end selve træningsmængden. Hellere færre træningspas med kvalitet end flere med lavere kvalitet!
• fremhæver gevinsterne ved det forpligtende fællesskab, hvor alle bidrager til at skabe et godt træningsmiljø og hjælper hinanden med at blive dygtigere
Desværre er der ikke mange af ovenstående punkter, som dansk tennis kan sige tjek til. Vi taler om en verden til forskel i måden at arbejde med de unge på, hvilket sportschefen i dansk tennis Jens Anker Buus Andersen allerede i 2016 indrømmede var tilfældet – uden at der er sket så meget efterfølgende.
Der mangler en rød tråd i talentudviklingsarbejdet, som primært bør udstikkes af DTF, fremfor som det er nu, hvor man overlader det til de store klubber selv at drive talentudvikling på eliteniveau. Her er problemet nemlig tilsvarende, at de heller ikke har nogen retningslinjer eller rød tråd i talentarbejdet (tro mig, jeg sidder selv i et ungdomsudvalg i en af de førende klubber i Danmark). Den del af arbejdet bliver overladt til skiftende sportschefer/trænere, som kun i meget begrænset omfang har forudsætninger herfor, som ryger ind og ud af klubberne, og som alle har deres egen træningsfilosofi, baseret på egne erfaringer, fremfor hvad forskningen tilsiger på området.
Vi skal tilbage til den virkelighed, hvor formålet med klubbernes juniorarbejde ikke går på at skabe den næste ATP/WTA spiller (forældrenes ambition og sker for én spiller pr. 300.000 udøvende), men at kunne rekruttere indefra til klubbens seniorhold og på at beholde børnene som medlemmer i klubben på længere sigt. Det vil skabe en mere bæredygtig talentudvikling i dansk tennis, hvor legen og glæden er den bærende kraft, og som gør, at børnene senere kan fungere som aktive, kreative og sunde voksne. Og lur mig om vi ikke også vil få endnu flere topspillere på den lange bane, fordi resultaterne ikke er baseret på en ydre motivationsform (pligt/forælder ambitioner/resultater), men på en indre motivation hos spillerne båret af lyst, mestring, fællesskab og trivsel. Vi ældre tennisspillere oplever det sidste, nu skal vi også have de unge med. Forbundet må mere på banen og vise vejen i talentudviklingen, hvilket de til en start kan gøre ved at fjerne ranglister og resultatfokusering indtil ca. 15 års alderen og sætte mere fokus på kvaliteten af træningen og mindske den kvantitative del, så der også bliver plads til at dyrke andre sportsgrene ved siden af. Endelig bør der iværksættes initiativer til at opbygge de sociale relationer, så man ser hinanden mere som venner fremfor som konkurrenter.
Tilbage står en undren over, at dansk tennis er så håbløs bagud, når man sammenligner med andre sportsgrene, som løbende forstår at tilpasse og udvikle sig. Spørgsmålet er bare, hvem der kan vende skuden i dansk tennis, når det ikke allerede er sket for længe siden!?
Uddannet Cand.oecon. Har undervist på DIF’s diplomuddannelse i 8 år. Var professionel fodboldspiller i ca. 10 år. Primære sportsgren nu er tennis, som også han datter spiller (U12) foruden fodbold, hvor Jan har været træner for hendes hold. Sidder i ungdomsudvalget i Hellerups Tennisklub.
