Jesper Nøddesbo blev introduceret til padelsporten ved et tilfælde. Han blev så fanget af den hastigt voksende sportsgren, at han i år har været med til at åbne et padelcenter i Harlev ved Aarhus.
Ilden strålede ud af øjnene på flere af de spanske holdkammerater. FC Barcelonas danske håndboldspiller Jesper Nøddesbo var lidt uforstående. På vej i bus med holdkammeraterne til et socialt arrangement havde træneren netop fortalt, at de skulle spille padel. Danskeren smilede med, men han havde ikke den fjerneste ide om, hvad det var der ventede ham.
”Så kommer vi ud til det her hyggelige anlæg, udendørs med en lille restaurant og 8 baner. Jeg havde aldrig hørt om sporten, men den energi mine spanske holdkammerater havde inspirerede. Og der gik faktisk ikke længe, før jeg forstod dem. Selvom jeg var helt ny med padel, så fik vi hurtigt spil i gang og en fornøjelig dag ud af det,” fortæller Jesper Nøddesbo.
Hans egne kompetencer med en ketsjer i hånden er yderst begrænsede. Ved siden af den megen tid i alverdens håndboldhaller har stregspilleren, der var med til at vinde dansk OL-guld i Rio i 2016, spillet tennis for sjov i barndommen i Herning-forstaden Hammerum. En ørn til sporten beder håndboldstjernen dog pænt om, at vi ikke kalder ham.
Fascineret fra første fløjt
Ofte var den spanske landsholdsspiller Victor Tomas værelseskammerat med Jesper Nøddesbo på de mange ture FC Barcelona var på. Tomas var også en stor fan af padel og således fik danskeren stille sporten ind under huden. En sport, der i en længere årrække har været blandt de største idrætsgrene i Spanien. Det var den glæde og den energi, der efter hjemkomsten til Danmark fik Jesper Nøddesbo til, sammen med et par kollegaer, at gå i gang med projektet omkring et padelcenter.
”Den her energi, der var omkring sporten, var afgørende. Det var en følelse af, at det ikke kan gå galt. Naturligvis kommer der tvivl, når man så går i gang. Men det er bare så fedt at komme forbi centeret og opleve, hvordan stemningen er god og mange har den samme oplevelse som mig, da jeg første gang mødte sporten i Spanien,” fortæller Jesper Nøddesbo.
Sporten har de senere år vækstet i en lang række lande rundt om i verden, herunder også Norge og Sverige. I Sverige har en række sportsstjerner som Magnus Normann og Zlatan Ibrahimovic også investeret i etableringen af nye padelcentre. I Danmark er sporten alene siden årsskiftet vokset fra 99 baner til 169 baner fordelt over hele landet. Flere store projekter er på vej, hvilket blot understreger den enorme vækst, der aktuelt er i den relativt nye sport herhjemme.
Det bliver vildere
Selvom Jesper Nøddesbos hal i Harlev lidt vest for Aarhus kun er en måned gammel, så mærker indehaveren allerede den gode energi. Præcis som han har en klar fornemmelse af, at sporten herhjemme på ingen måde er toppet.
”For mig er det her en genial måde at slappe af på, fx sammen med gutterne. Det er afslappende, uformelt og socialt på en og samme tid. Det er faktisk det jeg indtil nu har brugt golf til. En sport, hvor det er et frirum til også at være sociale. Og så det faktum, at det er nemt at gå til. Du er hurtigt i gang, uanset om du aldrig har prøvet det før eller har det svært med ketsjersport,” fortæller Jesper Nøddesbo.
Hallen i Harlev ved Aarhus er den seneste i en række store halprojekter der er vokset op i Østjylland. Randers har fået en hal, i Aarhus er der åbnet flere haller rundt om i byen og i Silkeborg har Øster Bording en hal præcis som der er intet mindre end to nye haller på vej i Søhøjlandets hovedstad.
Grin er, stort set, betaling nok i sig selv
Som et kendt navn har Jesper Nøddesbo haft masser af projekter, der gerne ville have ham med på vognen. Derfor har han på et tidligt tidspunkt gjort op med sig selv, at han kun vil være en del af projekter, hvis han selv kan se energien og drivkraften i projektet.
”Det er privilegeret at kunne vælge på den måde. Jeg må dog ærligt indrømme, at det er noget af en opgave at starte noget helt nyt op. Det har overrasket mig, men det er det værd her bagefter.”
”Vi havde et seriehold i håndbold ude at teste hallen. De kunne slet ikke ramme bolden, men de grinede og hyggede sig og havde et par fede timer. Da jeg så det tænkte jeg yes. Det er lige præcis det her, jeg ville skabe. Et sted med god energi,” fortæller Jesper Nøddesbo.
I første omgang er hallen i Harlev, som mange andre centre i Danmark, ubemandet. På sigt er drømmen at skabe et sted som det Jesper Nøddesbo oplevede første gang han så en padelbane i Spanien. Et sted, hvor man kan være endnu mere sociale med en lille cafe og generelt liv og glade dage.