af Alexander K. Rejnhold
En helt unik mulighed bød sig, da jeg, Alexander K. Rejnhold, der til daglig arbejder på KB, blev kontaktet af en svensk kollega, Sofia Tillström der er tennistræner hos Good-To-Great i Stockholm. Hun spurgte mig, om jeg kunne finde seks damespillere der kunne repræsentere Danmark i en invitationsturnering i selveste Monte-Carlo Country Club. Der var opstået en mulighed for at et nyt hold kunne deltage i turneringen, som blandt andet tæller lande som USA, Canada, Italien, Frankrig, Sverige og Schweiz.
Turneringen spilles som en holdturnering, hvor hver ”landskamp” består af tre doubler på tid. Man spiller i en time på tre baner, og når klokken ringer, så har det hold med flest vundne partier vundet. Hvis stillingen er lige, når klokken ringer, spilles det igangværende parti færdigt.
Der spilles i puljer, hvorefter man går videre til placeringskampe. Herreturneringen havde 30-års jubilæum i 2022, mens dameturnering kører på andet år. En turnering hvor man selvfølgelig kun måtte stille op i hvidt, som i gamle dage og til Wimbledon.
Monte-Carlo Country Club ligger med en unik udsigt over Middelhavet
Det gav mig kuldegysninger bare ved tanken om at få lov til at være md i et arrangement i et så luksuriøst og normalt utilgængeligt område i Monte-Carlo Country Club (MCCC). En klub, som har en lang historie med tilknyttede topspillere og en stor international ATP-turnering hvert år. Jeg gik straks i gang med at bruge mit netværk.
Det lykkedes overraskende hurtigt at få kontakt til Kerstin Gormsen fra Dragør Tennisklub, som jeg tidligere har stiftet bekendtskab med igennem mit tennisfirma, Unity Camps. Hun brugte sit gode netværk til at finde yderligere fem spillere i hendes tennisklub. Vi blev derfor hurtigt de seks spillere der skulle til for at danne et hold.
Spillerne var Kerstin Gormsen, Britt Hougaard, Eva Thomsen, Heather Ludvigsen, Katrine Hansen og Charlotte Thörring (Billede red.)
De så samme potentiale som jeg, at denne mulighed var en helt unik chance for at prøve at spille i selveste MCCC, samt at bo og være i det luksuriøse Monaco.
Man skulle bo på Monte-Carlo Bay Hotel, der ligger lige i nærheden af klubben, helt ud til vandet og meget luksuriøst!
Som mange ved, så er Monaco et land, hvor mange elitesportsudøvere er bosat, heriblandt berømte tennisspillere som Novak Djokovic, Alexander Zverev, Holger Rune og Caroline Wozniacki.
Monaco er derudover kendt for deres store havn med mange private Yachts samt det verdensberømte Casino.
Intensiv og målrettet træning
Alle var klar over at der skulle trænes og damerne gik målrettet til værks. Der blev lagt en plan for træningen i de fem måneder op til turneringen, og der var fokus på doubletaktik: alt fra serv, returnering, netspil, placering på banen, samt kommunikation blev trænet.
Og kort før afrejsen kunne vi se at træningen havde båret frugt, alle var kommet i betydeligt bedre tennis- og fysisk form.
Turen går til Monte-Carlo
Vi ankom onsdag til smukt og dejligt vejr, og indlogerede os på hotellet, trænede på de yderst velplejede tennisbaner og deltog så i “Opening Cocktail” med dresscode på tagterrassen i tennisklubben om aftenen.
Her blev alle hold præsenteret og lodtrækningerne blev offentliggjort. Der var en hyggelig og venlig atmosfære, og snakken gik mellem holdene, man kunne mærke at det var en gammel og traditionsrig turnering.
Op til første kamp meldte nervøsiteten sig hos spillerne, da vi ikke helt kendte til niveauet på de andre hold. Vi fandt blandt andet ud af at et af de andre damehold havde en spiller med ved navn Sesil Karatantcheva, der har spillet alle Grand-Slams og stadig stiller op i professionelle doubleturneringer.
Første kamp næste dag kl. 9.00 var mod et hold af blandede nationaliteter, og derpå skulle vi spille mod Sverige.
Dag 1 – nervøs start
Man kunne tydeligt mærke at de danske damer lige skulle i gang. Vores 1. double med Eva og Heather havde det svært mod to unge doublespillere, men taber kun knebent.
Kampene blev spillet Monte Carlo Country Clubs velholdte baner
2. Doublen med Kerstin og Charlotte havde en tæt kamp mod et meget tålmodigt og defensivt hold, en kamp vi sagtens kunne have vundet, men desværre taber.
Vores 3. Double med Katrine og Britt havde en god kamp med vind i sejlene og vinder stort.
Således taber vi knebent i første holdkamp med 1-2, men spillerne fik bevist at du sagtens kunne være med i tempoet.
Dagens anden kamp var mod Sverige, og det tændte de danske damer lidt ekstra, hvilket var tydeligt allerede under opvarmningen, samt det fokus de gik på banen med. Vi vinder og taber en double, mens den sidste double med Eva og Charlotte blev helt tæt. Da klokken ringede, var det helt lige og partiet skulle derfor færdigspilles, og det ender desværre med svensk sejr på et lidt tvivlsomt linjekald. Vi taber en flot holdkamp med mindste margin.
Dag 2 – første sejr i hus!
Efter en rolig aften med god middag på hotellet, skulle vi møde Schweiz kl. 9.00 om formiddagen.
Charlotte og Katrine havde en svær kamp i 1. Doublen mod et par med en College-spiller samtidig med at Eva og Britt ikke fik deres spil i gang i 3. Doublen før det var for sent.
I 2. Doublen spillede Heather og Kerstin en flot kamp. De kom bagud 1-4, men kæmpede sig tilbage, så den stod lige da klokken ringede. De skulle derfor ud i en speciel mini Tie-Break til fire point. Her var de det mest modige hold og vinder på flot net spil 3-1!
Det danske damehold skiftede til at præstere spillerne i mellem. Vi tabte dog igen 1-2, men mod det stærkeste hold i puljen, som senere skulle gå hen og vinde hele turneringen.
Senere på dagen stod vi overfor Island på Center Court. Island havde grundet sent spillerafbud fået lov til at stille med en ven af holdet, nemlig Sesil, som var en verdensklasse-spiller. Så vi tabte derfor 1. Doublen klart, men en sjov oplevelse for Eva og Kerstin der selvfølgelig skulle have en autograf efter kampen.
Vores 2.- og 3. double spillede flot og formår at vinde forholdsvis klart. En meget koncentreret indsats med få fejl og gode taktiske overvejelser, og således en holdsejr på 2-1, vores første i puljen!
Med den vigtige sejr i bagagen, var der arrangeret middag på den eftertragtede, ”Budha Bar” i centrum, i nærheden af kasinoet.
Holdmiddag på Budha Bar
Dag 3 – afgørelsens time
Det var blevet lørdag, hvor der var afgørende puljekampe efterfulgt af placeringskampe. USA og Schweiz førte gruppen med Sverige på tredjepladsen med os lige i hælene på fjerdepladsen.
Det lugtede derfor af en placeringskamp mod Sverige, men vi skulle først spille mod USA og Sverige mod Island. Minimum et point var påkrævet ellers måtte Island og det internationale hold ikke få to point.
Vi taber til et meget velspillende amerikansk hold. De var teknisk på samme niveau som vores damer, men mere erfarne og sammentømret i deres doubler; således taber vi klart 0-3. Og nu var vi ikke sikre på at ende på fjerdepladsen, men heldigvis taber både Island og det internationale hold , hvilket betød at vi endte med lige så mange point som Island, men bedre indbyrdes. Nu skulle vi så spille mod Sverige om tredjepladsen
Herreturneringen var også nået til finalerne. Herrefinalen blev spillet før placeringskampene for damerne. I herrefinalen mødtes England og Monaco. England stillede med den netop pensionerede doublespecialist, Dominic Inglot, og det var meget flot og underholdende tennis med mange tilskuere på center-courten. England vandt klart 1. doublen, mens Monaco vandt 2. doublen. Tredjedoublen var tæt og skulle afgøres i tie-break efter klokken havde lydt. Her trak Monaco det længste strå, og vandt dermed turneringen for anden gang i træk.
Heja Danmark!
Der var lagt op til revanche mod Sverige. Vores opstilling var Kerstin og Heather i førstedouble, Britt og Katrine i anden samt Charlotte og Eva i tredje.
Det danske og svenske hold inden den afgørende kamp
Det danske hold starter langsomt og kommer bagud i alle doubler. Damerne fra Sverige var lidt skarpere end os, men vores 3. double kæmper sig tilbage, og tvinger kampen ud i afgørende Tiebreak som desværre bliver tabt 1-3. Øv!
Damerne var ærgerlige og kede af det, men det blev hurtigt vendt til smil og konstruktiv tilgang. De var meget glade for at have spillet sig til chancen om at komme på tredjepladsen.
Og det blev fejret med alle de andre damehold lige efter kampen med kolde drinks og dans i tennisbaren.
Efter finalen, som Schweiz vandt med 2-1 over USA , var der omklædning på hotellet, så der kunne festes ved “official dinner”; vinderne blev hyldet og så var der stor aktivitet på dansegulvet til sent på natten.
Det var derfor nogle trætte deltagere spillere og holdkaptajn/coach som dagen efter kunne slappe af ved havet og poolen, da vores fly heldigvis først fløj søndag aften fra Nice.
En oplevelse vi aldrig glemmer!
Det var en yderst vellykket tur, hvor spillerne fra starten været utroligt dedikerede og målrettede. Det at de havde et mål og noget at træne op til, gjorde at de spillede med en anden gnist end de var vant til. Det betød at de udviklede deres tennis, og ikke mindst de taktiske overvejelser i doublespillet. Flere gange på turen måtte vi nive hinanden i armen over alle de fede oplevelser samt udvikling vi havde været igennem sammen.
Det var en stor oplevelse med mange indtryk, og spillerne og jeg taler stadig om turen og skriver sammen i vores fælles Messenger-tråd. Allerede mens vi var dernede, talte holdet om at tage afsted igen næste år, og alle var enige om at det kunne være ekstra sjovt at tilmelde endnu et hold! Måske et herrehold?!
I år 2023 spilles turneringen fra den 6. – 9. september igen i Monaco. For at have mulighed for at deltage igen og få de gode hotelpriser, skal beslutningen om deltagelse og antal hold være taget i januar måned.
Uanset så må man sige at det er en yderst unik turnering med et helt specielt sammenhold, hvor nye venskaber på tværs af lande dannes – det skal opleves!