Give har trukket sit hold fra Elitedivisionen udendørs, og det betyder, at Give tildeles en nedrykningsplads i stedet for Lyngby, som overtager Gives plads i Elitedivisionen.
Med Gives farvel slutter et interessant projekt, som Give lancerede i 2017. Projektets formål var at bringe Give helt frem i Elitedivisionen, at skabe større opmærksomhed omkring holdkampene i elitedivisionen, samt at præsentere byens borgere for toptennis og god underholdning.
Give havde ingen tennishistorik, når det kommer til den mere elitære del af sporten, men ikke desto mindre var det her en ide blev udviklet og et projekt blev gennemført, og man må sige at det blev gjort med stor succes.
Elitedivisionsklubberne var ikke forvænt med mange tilskuere, men det oplevede klubberne når de besøgte Give, for her var der fokus på at tilskuerne skulle have oplevelser, og ikke kun kampene på banen – nej der var musik og præsentation af holdene, og så blev der budt på grillede pølser, fadøl, sodavand, kaffe og kager til alle på anlægget – en helhedsoplevelse som man også kan opleve ved fodbold- og håndboldkampe.
Hovedmanden bag projektet var klubbens sportschef Lars Baes, som med økonomisk støtte fra lokale sponsorer og et fantastisk korps af frivillige ildsjæle fik opgraderet klubbens faciliteter. Efter at have spillet holdet op i Elitedivisionen med danske spillere, så blev der hentet en gruppe stærke tyske spillere til klubben, og suppleret med flere af Jyllands absolut bedste spillere, så var holdet særdeles konkurrencedygtigt.
Give havde ramt noget rigtigt, og i løbet af de næste syv år formåede Give at vinde det danske holdmesterskab udendørs to gange, 2019 og 2021, samt bronze i 2023 og 2024. Sportsligt har projektet været enestående, men bortset fra et par enkelte klubber så forplantede de gode tanker og ideer om en helhedsoplevelse for publikum sig ikke rigtig til resten af klubberne i elitedivisionen.
Og nu har Give, som har været den eneste klub i Jylland og Fyn, der har kunnet yde østklubberne modstand, valgt at trække stikket. Det er trist, men klubben vil blive husket for modet til at tænke stort og anderledes – noget som er en mangelvare i dansk tennis.
Lars Baes stoppede i Give i 2023 og er i dag ansat i Dansk Padel Forbund.