KB på randen af knockout
I herrernes mellemspilspulje tippes Gentofte og HIK til at nå slutspillet, og på lørdag er Gentofte da også klar favorit mod HRT, når de to hold mødes i Hørsholm. Gentofte har en lang række af gode spillere at sætte sit hold ud fra, så HRT skal spille sit bedste for at gøre kampen spændende. I den anden kamp tager HIK mod Birkerød, og her er hjemmeholdet favorit. Vinder både HIK og Gentofte, så er begge hold klar til slutspillet.
I mellemspilspulje 2 er mesterholdet fra KB ude i en svær kamp for at klare sig til slutspillet. Hvidovre har valgt at lægge sin hjemmekamp i Humlebæks ny tennishal, og publikum forventes at møde talstærkt op til denne kamp mellem to af landets bedste hold. KB skal som minimum vinde kampen for stadig at bevare håbet om en slutspilsplads – en noget uvant situation for KB som er forsvarende mestre og aldrig før har misset et slutspil. Begge klubber forventes at stille stærke hold, dog må KB se bort fra sin bedste danske spiller, Martin Pedersen, som plejer en ankelskade.
I nedrykningspuljen spiller Virum/Sorgenfri hjemme mod B 92 og Århus 1900 hjemme mod Hillerød.