Stof til eftertanke hos DTF efter indendørs DM
I den forløbne uge blev senior-DM indendørs afviklet på KBs anlæg.
Og et stort tillykke til alle medaljetagere og især de danske mestre.
Men ovenpå et DM, som især på herresiden havde det svageste deltagerfelt i mands minde, så bør alle implicerede, spillere, klubber og forbund, spørge sig selv om DM indendørs fortsat skal være et prioriteret arrangement, hvor der lægges mange ressourcer fra både forbund og den arrangerende klub.
Deltagerfeltet er ikke skrumpet ind gennem årene, men det skyldes i høj grad, at rigtig mange junior-spillere deltager i seniorernes DM.
Til gengæld synes den hjemlige senior-elite ikke at prioritere disse mesterskaber tilstrækkeligt; det ses med al tydelighed i det faktum at for 14 dage siden blev DM for hold afviklet på selvsamme sted, men her kom de deltagende klubber med deres absolut bedste spillere. Så 14 dage forinden prioriterer både spillere og klubber DH-mesterskabet, men ikke det individuelle DM!.
Hvad er så årsagen til dette?. Tennisavisen har tidligere påpeget at pengepræmierne ved de danske mesterskaber er alt for små, men det er næppe hele forklaringen.
Er det terminen? Næppe, da den ligger umiddelbart efter et DH-slutspil og UM indendørs.
Er en DM-titel værd at stræbe efter? Kender ingen tennisspiller som ikke gerne vil kunne pryde sig med titlen som dansk mester.
Eller spiller vi om for mange DM-titler? To individuelle mesterskaber årligt og 2 holdmesterskaber hvert år er måske for meget for seniorspillere, der ofte også har studier eller job at tænke på.
Svaret er nok ikke entydigt, men faktum er, at det er blevet sværere at få spillerne til at prioritere indendørs mesterskaberne.
Måske skal der kun spilles om ét individuelt mesterskab om året, hvor der så bruges godt med ressourcer til at gøre eventet noget særegent, og hvor pengepræmierne er af en størrelse som også gør deltagelsen mere attraktiv for vores bedste spillere.
Under alle omstændigheder, så gav mesterskaberne på KB stof til eftertanke til alle implicerede parter.