Søstrene Emilie og Helena vandt tilsammen 4 titler og dermed 5 guldmedaljer til Francati-familien. KB vandt 8 titler foran Gentofte og HIK med hver 7 titler
Herunder følger en opsummering med finale-resultater fra det fælles UM/DM, som sluttede søndag med finaler i single i både U16, U18 og senior rækkerne.
U12: Oliver Steines og Mille Mørk medalje-slugere
I U12 blev Oliver Steines (KB) 3-dobbelt mester hos drengene, og hos pigerne markerede Mille Johanna Mørk (HIK) sig med mesterskaber i single og mixdouble og en 2. plads i double.
Finale-resultater U12:
Damesingle: (4) Mille Johanna Mørk (HIK) vs. (3) Laura Baagøe Brunkel (Holte) 6-2, 6-4
Herresingle: (1) Oliver Steines (KB) vs. (2) Alexander Nordal Clausen (HIK) 7-5, 6-1
Damedouble: Emma Timm Neergaard (HIK)/Emma La Cour Asboe (Vedbæk) vs. Felicia Damm Nielsen (Kolding)/Mille Johanna Mørk (HIK) 7-6, 6-3
Herredouble: Oliver Steines (KB)/Alexander Normal Clausen (HIK) vs. Christian Grønfeldt-Sørensen (HRT)/William E. Schnack (Gentofte) 6-2, 6-0
Mixdouble: Mille Johanna Mørk (HIK)/Oliver Steines (KB) vs. Felicia Damm Nielsen (Kolding)/Alexander Nordal Clausen (HIK) 7-5, 6-4
U14: Johanne suveræn vinder hos pigerne
Johanne Christine Svendsen (Skovbakken) var helt urørlig, da hun i U14 single-rækken uddelte “æg” (6-0) i samtlige kampe.
Der var større jævnbyrdighed hos drengene hvor Christopher Garde (HRT) både mod Magnus Rank Lindberg (Randers) i 2. runde og Ervin Mesic (Fruens Bøge) i semifinalen måtte i match-tiebreak, som i begge tilfælde blev vundet 10-4.
Finale-resultater U14:
Damesingle: (1) Johanne Christine Svendsen (Skovbakken) vs. Anna Tang (Hillerød) 6-0, 6-1
Herresingle: (4) Christopher Garde (HRT) vs. (8) Alexander Borup (KB) 6-3, 7-6(5)
Damedouble: Johanne Christine Svensen (Skovbakken)/Natacha Schou (Lyngby) vs. Zoe Du Pasquier Jensen (B93)/Emilie Just-Bomholt (HIK) 6-2, 6-3
Herredouble: Johan August Mottlau/Andrew Comiskey (Lyngby) vs. Alexander Borup (KB(/Yakup Uzunel (Birkerød) 6-4, 6-3
Mixdouble: Divine Dasam Nweke (Gentofte)/Alexander Borup (KB) vs. Berta Passola (HIK)/Andrew Comiskey (Lyngby) 7-5, 6-4
U16: Nikoline og Felipe sikrer titler til KB
I U16-rækken var det spillere fra den arrangerende klub, der løb med titlerne i begge single-rækker, og KB havde desuden en aktie i herredouble-titlen, som Lukas Goldstein Wendelboe vandt sammen med Jens S. Schou (HVT).
Nikoline Gullacksen måtte arbejde hårdt for titlen i damesingle, hvor hun i 1. runde mod Olivia Parsholt Beck (HRT) vandt knebent 7-5, 1-6, [10-5], og i semifinalen mod klubkammeraten Louise Flintsø blev det også til en kneben sejr 4-6, 7-5, [10-8].
Louise havde i 2. runde vundet 6-4, 4-6, [12-10] over Olivia Thiemke (KB), så der var stor jævnbyrdighed blandt KB-pigerne.
I finalen behøvede Nikoline dog ikke at bruge match-tiebreak, da hun vandt 6-4, 6-2 over Sofie Vindberg Nielsen (Rødovre), der på vej til finalen blot havde afgivet et enkelt sæt, da hun i semifinalen vandt 6-2, 0-6, [10-3] over Victoria Ilena Andersen (Skovbakken).
Felipe Stevn Mikkelsen afgav ikke sæt undervejs, da han sikrede sig titlen i single hos drengene, og ingen af modstanderne vandt mere end 3 partier i de enkelte sæt.
Felipe har store ambitioner med sin tennis, og han træner et par gange dagligt for at forfølge sine mål, som på kort sigt er at etablere sig på ITF-ranglisten.
Han havde stort lodtræknings-uheld, da han forleden ved Copenhagen TE 2018 allerede i 1. runde mødte 1. seedede Filip Pieczonka (POL), som vandt turneringen uden at afgive mere end et enkelt sæt, da han vandt over Felipe 6-3, 3-6, 6-4.
Et par uger senere tabte Felipe ved TE Kystmesterskaberne 2018 i 1/8-finalen i en yderst jævnbyrdig kamp 7-5, 6-7(5), 6-7(2) til Rasmus Egehus, som var på hjemmebane i Hørsholm.
Ved UM-finalen var det Felipe, der havde hjemmebane i KB, og denne gang trak Felipe det længste strå med de overbevisende cifre 6-1, 6-1.
Finale-resultater U16:
Damesingle: Nikoline Gullacksen (KB) vs. Sofie Vindberg Nielsen (Rødovre) 6-4, 6-2
Herresingle: Felipe Stevn Mikkelsen (KB) vs. Rasmus Egehus (HRT) 6-1, 6-1
Damedouble: Cirkeline Lundberg (Gentofte)/Nina Vicic (Hillerød) vs. Nikoline Gullacksen/Louise Flintsø (KB) 6-2, Rtd
Herredouble: Lukas Goldstein Wendelboe (KB)/Jens S. Schou (HVT) vs. Valdemar Frederik Pape (HIK)/Jonathan Sund Nordahl (Hillerød) 4-6, 6-1, [10-8]
Mixdouble: Olivia Parsholt Beck/Rasmus Egehus (HRT) vs. Nikoline Gullacksen/Felipe Stevn Mikkelsen (KB) 4-6, 7-5, [10-8]
U18: Sikre titler til Helena Francati og Carl Emil Overbeck
Helena Francati tog med titlen i U18 damesingle et nyt skridt i retning mod den “familiefest” som Francati-familien med god ret kan arrangere for deres døtre, som tilsammen havde andel i 4 titler ved det fælles UM/DM.
Helena afgav ikke sæt undervejs, og hun havde i de tre første kampe desuden uddelt “æg” til modstanderne.
Finalen blev vundet med de komfortable cifre 6-1, 6-2 over Ida Hasselbalch (HRT), der i semifinalen havde vundet 7-5, 6-4 over 1. seedede Karoline Laursen (KB), som kort efter samme dag overraskende spillede sig i finalen i damesingle hos seniorerne med sejr over Hannah Viller Møller (HIK).
Heller ikke vinderen af U18 herresingle afgav sæt undervejs, men der blev dog ikke kastet “æg” efter modstanderne.
Carl Emil var i samme halvdel som 1. seedede Sebastian Grundtvig (Gentofte), der på forhånd var den største favorit til titlen, men Sebastian blev tvunget til at melde afbud med en håndleds-skade, som flere gange har generet den skadesplagede spiller.
Afbuddet fra Sebastian betød, at William Gormsen (KB) vandt på walkover i kvartfinalen, og i semifinalen lød sejren på 6-4, 6-2 til Carl Emil, som forinden havde vundet 6-1, 6-4 over André Biciusca Meinerts (HIK) og 6-3, 6-2 over Philip Qvist Hyldedal (Skovbakken).
Carl Emil vandt 6-4, 6-2 i finalen mod Niels Heise Korsgaard.
Finale-resultater U18:
Damesingle: Helena Francati (Gentofte) vs. Ida Hasselbalch (HRT) 6-1, 6-2
Herresingle: Carl Emil Overbeck (HIK) vs. Niels Heise Korsgaard (Give) 6-4, 6-2
Herredouble: Gustav Theilgaard (Hillerød)/Carl Emil Overbeck (HIK) vs. Oliver Lind Frederiksen (Holbæk)/Philip Qvist Hyldal (Skovbakken) 6-2, 7-6
Mixdouble: Hannah Viller Møller/André Meinertz (HIK) vs. Martha-Elisa Stemann/Carl Emil Overbeck (HIK) 3-6, 6-4, [10-6]
Både damesingle og herresingle til Gentofte
Da lodtrækningen i senior damesingle var foretaget, var der ikke udsigt til “familiefest”, da Emilie Francati allerede i 1. runde skulle møde sin kusine Maria Jespersen, som i løbet af sæsonen flere gange har stået på samme side af nettet, hvilket både har indbragt et par ITF titler i double samt sikret oprykning til Danmark i Fed Cup.
En jævnbyrdig kamp endte med sejr 6-4, 7-5 til Emilie, der derefter vandt 6-2, 6-3 over Anna Signe Rasmussen (Birkerød), som i 1. runde havde sendt Emilies lillesøster Helena ud de knebne cifre 0-6, 6-4, [11-9].
I semifinalen vandt Emilie 6-3, 7-5 over den tidligere Fed Cup deltager, Mai Grage (KB), og i finalen sikrede Emilie sig sin første DM-titel, da hun vandt 6-2, 6-1 over Karoline Laursen (KB).
Undtagelsesvis vælges et præmiebillede, hvor begge finalister står på det øverste trin, da en af tilskuerne ved finalestævnet gav udtryk for, at der var 2 vindere i damesingle, idet Karoline Laursen leverede mesterskabernes største overraskelse, da hun kort tid efter at hun havde tabt semifinalen i U18-rækken til Ida Hasselbalch, sensationelt vandt i semifinalen i damesingle over Hannah Viller Møller 6-4, 7-6(2).
August Holmgren (Gentofte) har de 2 seneste år sluttet DM i herresingle som tabende finalalist, og han var derfor ekstra opsat på, at det omsider blev hans tur til at snuppe titlen.
Det samme var 15-årige Holger Vitus Nødskov Rune, som kunne blive den hidtil yngste vinder af DM i herresingle.
August nåede ikke at blive udfordret i semifinalen, idet Simon Friis-Søndergaard måtte trække sig med en skade i låret allerede efter stillingen 2-1 til August i 1. sæt.
Holger blev heller ikke for alvor udfordret, da han i den anden semifinale vandt 6-3, 6-4 over Søren Wedege (KB).
På DTF’s Facebook-side findes nedenstående sammendrag fra finalen i herresingle, hvor det indtil stillingen 2-0 i 2. sæt så ud til, at Holger ville trække det længste strå, men en tenniskamp er aldrig afgjort før den vigtigste bold – matchbolden – er spillet, og det lykkedes August af få vendt kampen til sejr 2-6, 6-3, [10-4].
I en kommentar til finalen har Claus Holmen, som tidligere har fungeret som skribent på Tennisavisen, disse bemærkninger:
“En velspillet, til tider fremragende finale. To spillere, der tager ansvar, søger efter og finder løsningerne.
Holmgren var reelt udspillet i første sæt. Men velvidende, at ingen tennisspiller nogensinde har spillet en perfekt kamp, ventede han på de øjeblikke, hvor Runes niveau faldt…da det skete i andet sæt, satte Holmgren pres på, slog dybt og hindrede Rune i at komme frem og returnere Holmgren dybt i baghånden.
Det var sublim tennis, der blev serveret på et sølvfad over de tre sæt.”
Claus var tydeligvis ikke enig i, at det er en god ide at afgøre en DM-finale i match-tiebreak, hvilket fik denne kommentar:
“At tredje sæt skal afgøres i matchtiebreak er en fornærmelse mod tennis spillet, mod tilskuerne, mod tennisspillerne. Tennis på det her niveau, kan ingen få nok af, det er som at afkorte en fodboldkamp så anden halvleg skal afgøres på straffespark.
Vi sparer tid, der bliver en vinder – No good.”
Som finalen havde forløbet indtil stillingen 2-0 i 2. sæt, står de fleste formentlig tilbage med den fornemmelse, at Holger allerede som 15-årige kunne være blevet den hidtil yngste vinder af herresingle, hvis han havde formået at bevare fuldt fokus på den taktik, som bevirkede at han havde domineret kampen hidtil.
Måske har det alligevel påvirket den unge spiller, at han kunne skrive historie, og derfor begyndte at lave væsentlig flere fejl i fortsættelsen af kampen, men en medvirkende årsag til, at kampen vendte hænger formentlig også sammen med, at det lykkedes bedre for August at følge den planlagte taktik, som det fremgår af hans kommentar til DTF’s hjemmeside:
“Jeg havde en klar plan for, hvordan jeg ville spille Holger, og det lykkedes jeg med fra andet sæt. Jeg vandt, når jeg fik holdt presset fra min forhånd til hans baghånd.
Når han formåede at holde presset fra sin forhånd til min baghånd, så vandt han. Så kampen handlede om, hvem der først kunne få lov til at angribe.
Det formåede jeg at gøre lidt bedre til sidst i kampen.”
Både finalen i damesingle og herresingle semifinalerne, hvor Emilie vandt 6-3, 7-5 over Mai Grage (KB) og Holger vandt 6-3, 6-4 over Søren Wedege, kan genses i fuld længde på http://zibrasport.dk/tennis/page/108
Finale-resultater senior:
Damesingle: Emilie Francati (Gentofte) vs. Karoline Laursen (KB) 6-2, 6-1
Herresingle: August Holmgren (Gentofte) vs. Holger Vitus Nødskov Rune (HIK) 2-6, 6-3, [10-4]
Damedouble: Emilie Francati/Helena Francati (Gentofte) vs. Sofia Nami Samavati/Anna Marie Møller (Vi/So) 6-1, 6-3
Herredouble: Nicolai Ferrigno/Simon Friis Søndergaard (KB) vs. Philip Ørnø/August Holmgren (Gentofte) 6-2, 6-4
Mixdouble: Emilie Francati/Philip Ørnø (Gentofte) vs. Karina I. Jacobsgaard/Nicolai Ferrigno (KB) 7-6, 6-1
4 titler til Francati familien. KB tog flest titler
En hurtig sammentælling herover afslører, at søstrene Helena og Emilie Francati tilsammen vandt 5 titler ved det fælles UM/DM stævne, og derved bidrog de væsentligt til de i alt 7 titler, som blev vundet af deltagerne fra Gentofte, hvor desuden August Holmgren i herresingle og Divine Dasam Nweke i U14 Mixdouble samt Cirkeline Lundberg i U16 damedouble bidrog til guldmedalje-høsten.
Gentofte blev dog overgået af arrangørerne fra KB, der var så ubeskedne selv at sætte sig på 8 titler, hvilket naturligvis blev slået op på klubbens facebook-side, hvor der desuden er billeder fra stævnet.
Når der trods 8 titler nævnes 9 guld, skyldes det, at der er 9 guldmedaljevindere, idet der er 2 medaljer i senior herredouble, som er en ren KB-double.
Med samme regnemetode er der også 9 guldmedaljer til Gentofte, da både senior damedouble og mixdouble hver udløste 2 guldmedaljer til klubben.
HIK fulgte lige efter og vandt ligesom Gentofte 7 titler, hvilket udløste 8 guldmedaljer, da U18 mixdouble blev vundet af to HIK’ere.
Derefter fulgte HRT og Lyngby med hver 2 titler og 3 guldmedaljer, mens både Hillerød og Skovbakken ligeledes vandt 2 titler og 2 guldmedaljer.
Vedbæk vandt en enkelt titel, da Emma La Cour Asboe vandt U12 damedouble sammen med Emma Timm Neergaard (HIK), hvilket ikke gik ubemærket hen på klubbens facebook-side.