Det blev dansk sejr i U10 Pigesingle ved Fair Play Cup i Malmø, hvor Chili Alberthe Emelie Jensen gik hele vejen uden at afgive sæt
En af Tennisavisens mest trofaste læsere er 10-årige Chili Alberthe Emelie Jensen, som ofte tilkendegiver med en “like”, at hun sætter pris på Tennisavisens omtaler.
Derved bidrager Chili til, at flere af hendes venner bliver gjort opmærksom på nogle af de “gode historier”, som Tennisavisen forhåbentlig nogle gange bringer, og hun lever samtidig op til nogle af de intentioner, som den nyudnævnte direktør i Dansk Tennis Forbund, Klaus Nørby Jakobsen gav udtryk for ved sin ansættelse, da han pointerede, at de “gode historier” i dansk tennis skal nå ud til flere.
Til kategorien “gode historier” hører også, når helt unge tennisspillere markerer sig ved at gøre sig fornemt gældende i turneringer udenfor Danmarks grænser, og på det punkt har Chili fra HRT selv bidraget til en særlig “god historie”, da hun i den forløbne uge har deltaget ved Fair Play Open i Malmø, hvor hun blev endelig vinder i U10 Pigesingle.
Turneringen blev afviklet i 10 puljer med 3 deltagere, og i pulje 9 vandt Chili 6-2, 6-2 i begge sine kampe mod henholdsvis Paula-Rebecca Stålbalk og Clara Nilsson.
Alle puljevinderne gik videre til “Huvudklass”, hvor Chili i 1/8-finalen mødte Linea Bajraliu fra Helsingborgs TK, som hun tidligere har tabt til to gange, men med en koncentreret indsats fik hun revanche og vandt 6-3, 6-4.
I kvartfinalen vandt Chili på walkover, da danske Cecilie Agerbek Fridthjof, der spiller for Aktiv Tennisklubb, måtte trække sig efter et vrid i knæet efter den sidste kamp i pulje 10, som Cecilie havde vundet efter sejre 6-3, 6-2 over Sozan Mustafa og 6-4, 7-6 over Julia Malmberg.
De fleste af de øvrige deltagere var oversiddere i 1/8-finalen, hvor der udover Chili’s kamp kun blev spillet en enkelt kamp mere, så det passer med 8 deltagere i kvartfinalerne, hvor Chili’s modstander i semifinalen blev fundet, da danske Ophelia Feline Ruus (GTK) vandt 6-2, 7-5 over Fredrika Runström fra Fair Play TK.
Ophelia havde forinden vundet pulje 7 med en sejr på walkover samt 6-2, 6-3 over Tindra Persson.
Der var også dansk puljevinder i pulje 8, hvor Lucca Ingildsen (Gentofte) vandt 6-3, 6-2 over Victoria Kapcia og 6-2, 6-2 over Ida Nordblad.
Lucca tabte herefter i kvartfinalen 6-7, 4-6 til Mille Mork (SIF).
Ophelia, der tidligere har fået dispensation fra DTF til at spille U12, fik den bedste start i semifinalen, hvor hun førte 4-2 i 1. sæt mod en nervøs Chili, som dog fik styr på nerverne og spillet og vandt kampen 6-4, 6-3.
I den anden semifinale tabte Mille Mork 7-6, 4-6, 4-6 til Emy Jiserup Allmänna (TK Lund), der således mødte Chili i finalen.
Chili spillede aggressivt fra starten, og på trods af at Emy er en teknisk fin venstrehåndsspiller, der når mange bolde, måtte hun bøje sig for Chili’s aggressive spillestil. Chili var bagud i begge sæt, men hun fik vendt det til sejr på 6-3 6-4.
Chili er årgang 2006, og selvom hun kun er 10 år og ikke tidligere har fået omtale i Tennisavisen, har hun alligevel allerede markeret sig ved at blive Sjællandsmester i U10 single samt i U10 double sammen med August Brostrøm fra Gentofte.
Chili er grupperet i Guld hver måned siden juni 2016 på DTF’s Tennis-10 Grupperingsliste, hvor hun p.t. er eneste pige i kategorien.
Hun har blot tabt en enkelt kamp siden april 2016 i DTF’s turneringsregi, der siden september har indbefattet både drenge og piger.
Desuden har hun som den hidtil yngste spiller tegnet sponsorkontrakt med Yonex Scandinavia i august for en 2-årig periode.
Turnerings-trænings projekt “Team Norden Match”
Det har ofte været anført, at man på et tidligt tidspunkt skal starte med målrettet talentudvikling, hvis tennis-talenter på længere sigt skal gøre sig gældende internationalt blandt de bedste.
Som konsekvens heraf er dannet projekt “Team Norden Match”, som er 100% privatarrangeret af forældre til 12-16 piger i årgang 2005-07 fra klubber i Norge, Sverige og Danmark, og Chili’s far Tom Jensen fortæller lidt om konceptet, som Chili indgår i.
Pigerne inviteres til en weekend med fællesspisning og overnatning, og der spilles alle-mod-alle på tid … uden at der findes egentlige vindere.
Det vigtige ved konceptet er, at spillerne mødes for at opbygge et socialt netværk i en ellers meget egoistisk sportsgren, samt at de spiller imod hinanden med fokus på udvikling i stedet for pokaler.
Der har i skrivende stund været afholdt tre af disse arrangementer i HRT Hørsholm, Fair Play Malmø samt Borås.
Der er endvidere allerede planlagt 3 weekender i foråret 2017 i Helsingborg uge 4 (sammenslutning af Gøta samt Helsingborg TK), Oslo i marts samt HRT i maj.
Konceptet har vist sig at have så stor interesse, at der nu er ca. 40 spillere fra de nordiske lande, der har meldt sig ind i gruppen, og Yonex har vist interesse for eventuelt at sponsorere konceptet, som vil få navnet “Yonex Team Norden Match”, hvis aftalen falder på plads.
“Team Norden Match” weekenden i HRT og mødet med de svenske piger gjorde, at Chili begyndte at deltage i svenske turneringer – første gang i juni 2016 – for at prøve turneringer, der forløb over bedst af 3 sæt i stedet for Tennis10 konceptet med ét sæt startende fra 2-2. Der er mentalt en stor forskel på disse to turneringsformer.
Af fire turneringer i Sverige, har Chili vundet YSB Open, Ystad i juni 2016 samt nu Fair Play Cup i Malmø.
I begge turneringer skal man vinde sin pulje og derefter ud i henholdsvis 3 og 4 knald-eller-fald kampe for at vinde finalen.
Ovenstående resultater viser, at Chili er fokuseret på sin tennis – i det mindste når hun befinder sig på banen – men efter træning og kampe viser hun størst interesse for de andre spillere.
Tom Jensen pointerer, at hans input til denne omtale kan være farvet af “forældre-øjne”, men han har dog bestræbt sig på at beskrive tingene objektivt.