Caroline Wozniacki udlignede til 1-1 efter single nederlag til Mai Grage, der sammen med Karen Barbat sikrede puljesejr i doublen
I den afgørende kamp mod Norge i pulje C ved FED Cup Group III Europe/Africa valgte Kenneth Carlsen at lade Mai Grage starte med at spille 2. singlen, som Karen Barbat havde spillet dagen før mod Algeriet.
Norges Emma Flood havde vundet en sikker sejr i 2. singlen mod Algeriet, og derfor måtte Danmark være forberedt på, at vi ikke kunne gå ud fra som en selvfølge, at det ville blive til dansk sejr, og at en spændende jævnbyrdig kamp ventede.
Spændingen og jævnbyrdigheden var dog efter cifrene at dømme ikke så udtalt som forudset, idet nordmanden med en overbevisende sejr på 6-1, 6-3 bragte Norge foran 1-0.
Helt som ventet sørgede Caroline Wozniacki herefter for, at Danmark fik udlignet til 1-1, da hun vandt sikkert 6-3, 6-2 over Melanie Stokke, som sluttede kampen med kramper. Caroline roste efter kampen sin modstander for at have spillet en god kamp, som var god træning for Caroline, især fordi modstanderen ikke havde noget at tabe og derfor gik efter sine slag.
Dermed blev doublen afgørende for udfaldet af kampen og 1. pladsen i pulje C. Kenneth Carlsen havde taget højde for denne situation ved at sætte Caroline på i double sammen med Mai, men kort før kampstart blev det besluttet at sætte Karen ind i stedet, fordi Caroline havde brug for at skåne sit knæ, som har voldt problemer på det seneste.
Selvom Emilie Francati mod Algeriet var med til at vinde 6-0, 6-0 sammen med Mai, valgte Kenneth alligevl rutinen i så afgørende en kamp, og Mai og Karen sørgede da også for, at det blev til dansk sejr 6-4, 6-2.
Danmark spiller om oprykning til Group II mod Grækenland lørdag
Med 2-1 sejren over Norge er Danmark klar til at spille en afgørende kamp på lørdag om oprykning til Group II, og som de fleste havde forudset, bliver modstanderen Grækenland, som blev vinder af pulje B efter overlegne sejre over Armenien og Montenegro.
Her følger en omtale af de græske spilleres seneste resultater
(225) Maria Sakkari er 19 år og Grækenlands bedste single. Hun har for nylig 2 uger i træk vundet $10.000 turneringer i Heraklion, men hun kan næppe stille meget op i en 1. single mod Caroline Wozniacki.
(356) Despina Papamichail er 22 år, og hendes bedste resultat i 2015 er en semifinale ved $10.000 i Sharm El Sheikh, hvor hun undervejs bl.a. vandt i 3 sæt over Caroline Rohde-Moe (Nor). I 2014 var bedste resultater semifinale i oktober ved $25.000 Rock Hill, SC; USA hvor hun tabte i 3 sæt til stortalentet Cici Bellis (USA), og ugen efter var hun i kvartfinalen ved $25.000 Florence.
I juni 2014 vandt hun $10.000 i Sharm El Sheikh, hvor hun ugen efter igen nåede finalen.
(424) Eleni Daniilidou er 32 år, og hun havde sin højeste rangering som no. 14 i 2003. Hendes bedste resultat i 2015 er kvartfinale ved en $10.000 turnering i Antalya. I de fleste turneringer derefter er hun slået ud i 1. runde eller i kvalifikationen. Hun har i de 2 hidtidige FED Cup kampe kun spillet double sammen med Despina Papamichail.
(471) Valentini Grammatikopoulou er 18 år, og hun har 2 uger i træk været i finalen ved $10.000 Heraklion, hvor hun i det ene tilfælde tabte til sin holdkammerat Maria Sakkari.
At dømme efter ovenstående, er dansk sejr i 2. singlen langt fra er givet på forhånd, og med så rutineret en spiller som Eleni Daniilidou i double, kan det også blive en større udfordring for det danske hold at vinde doublen.
Derfor må kampen om oprykning til Group III på forhånd betegnes som helt åben, ikke mindst hvis Caroline Wozniacki også i den kamp ser sig nødsaget til at skåne sit knæ af hensyn til de vigtige turneringer, som venter om hjørnet frem mod French Open.