Ukraines nye stjerne Dayana Yastremska funklede, da hun med sejr over Johanna Larsson bragte sit hold på den forventede vinderkurs, men Rebecca Peterson udlignede med knusende sejr over Lesia Tsurenko, og sammen med Larsson vandt hun doublen efter en nervepirrende afgørelse i 3 sæt
De første kampe ved Fed Cup Group I Europe/Africa i Zielona Gora var i Pulje B, hvor Estland og Bulgarien kl. 1000 spillede på Centre Court.
Tennisavisens udsendte foretrak dog at overvære opgøret på Court 2 i en tennishal i nærheden, hvor Sverige mødte puljens favoritter fra Ukraine.
Når man ser på de navne, som både Ukraine og Sverige har med i truppen, forekommer det ulogisk at kampen blev henvist til Court 2, da netop den kamp på forhånd tegnede til at blive en nøglekamp for afgørelsen i puljen, og desuden ville der i begge singler være deltagere fra top 100 på begge sider af nettet, i modsætning til opgøret på Centre Court hvor Anett Kontaveit fra Estland var eneste topspiller blandt deltagerne.
I den første kamp på Court 2 var 2. singlen som ventet et opgør mellem 30-årige Johanna Larsson og det 18-årige stortalent Dayana Yastremska, som få dage forinden vandt karrierens 2. WTA-titel i Hua Hin i Thaiand.
Fra starten af kampen var det Yastremska, der oftest have initiativet i duellerne, og selvom Larsson fulgte godt med, kunne hun ikke forhindre, at kampens første break blev ukrainsk til 3-1.
Larsson brød dog tilbage, da Yastremska servede for sættet ved 5-3, men i det efterfølgende svenske serveparti med både dobbeltfejl og et par enkle fejl sikrede Yastremska sig sættet 6-4.
I 2. sæt blev Larsson igen brudt til 3-1, og hun blev også brudt i sit næste serveparti, hvorefter Yastremska ved 5-1 spillede sig frem til matchbold ved 40-30, men Larsson fik alligevel taget det ene break tilbage, da hun reducerede til 2-5.
Ligesom i 1. sæt formåede Larsson ikke at holde serv, og på den næste matchbold sikrede Yastremska en velfortjent sejr 6-4, 6-2.
Efter kampen blev Yastremska interviewet til ukrainsk national TV, og Tennisavisen fik lov til at lytte med, som det fremgår af videoen nederst.
Billedet herunder viser teamet fra TV-stationen.
Rebecca Peterson suveræn i single mod Tsurenko
I 1. singlen dominerede ranglistens no. 54 Rebecca Peterson fuldstændig 1. sæt mod no. 24 Lesia Tsurenko, som efter godt 20 minutter måtte indkassere et “æg” (0-6).
Fra starten af 2. sæt var ukraineren langt bedre med, og hun havde mulighed for at bryde svenskerens serv i det første parti, hvilket dog ikke lykkedes, men hun fik derefter sit første parti på kontoen, da hun vandt sit serveparti sikkert til 1-1.
Selvom der i 2. sæt var større jævnbyrdighed, var det alligevel Peterson, der tog det første break og kom foran 4-2, og hun bragte sig på vinderkurs, da hun fulgte op ved at holde serv til 5-2.
Trods 40-15 i eget serveparti var Tsurenka ikke i stand til at forlænge kampen, da Peterson på den første matchbold afgjorde kampen til svensk sejr 6-0, 6-2 efter 53 minutter, og dermed skulle kampen afgøres i doublen.
Rutinen sikrer svensk sejr i double
Da doublen således blev afgørende, ændrede Sverige den bebudede opstilling med Cornelia Lister og Mirjam Bjorklund, så det blev Johanna Larsson og Rebecca Peterson, der skulle forsøge at skaffe svensk sejr over Nadiia Kichenok og det 16-årige populære super-talent Marta Kostyuk, hvis navn konstant hørtes blandt de ukrainske fans, som med trommer og tilråb opmuntrede deres landsmænd under hele holdkampen.
Ukraine fik en drømmestart, da svenskernes serv blev brudt, både da Peterson og Larsson servede, så stillingen blev 4-0, inden svenskerne kom på tavlen, og de fik det ene break tilbage for straks at blive brudt igen, hvorefter Ukraine holdt serv og vandt 1. sæt 6-2.
Samme start fik Ukraine ikke i 2. sæt, hvor svenskerne indledte med et rent serveparti, og i Kostyuks efterfølgende serveparti brød svenskerne til 2-0 på den 2. break-mulighed i partiet.
Ukraine brød tilbage til 1-2 efter et monster-parti med både feber-redninger. over-rule fra stoledommer og flere fordele til begge sider, men svenskerne sørgede for at bevare forspringet med endnu et break til 3-1, og det blev 4-1 efter Peterson’s serveparti, og det blev 5-2 efter Larssons serveparti.
Ukraine holdt serv til 3-5, hvorefter Sverige i Petersons serveparti sørgede for, at kampen skulle afgøres i 3. sæt, hvor svenskerne allerede i Kichenok’s serv havde break-mulighed, men ukrainerne holdt fast og kom foran 1-0 fra start.
Svenskerne satte en 40-0 føring over styr, da Larsson servede ved 1-2, men det lykkedes alligevel at vinde partiet, og i Kichenok’s serveparti bragte Sverige sig på vinderkurs med break til 3-1, men Ukraine holdt sig inde i opgøret ved straks at bryde tilbage til 2-3.
Sverige havde derefter muligheder for at genetablere forspringet med break-muligheder ved 15-40 i Kostyuk’s serv, men Ukraine klarede frisag og holdt serv til 4-3, hvorefter Sverige udlignede til 4-4.
Sverige fik 2 break-muligheder, da Peterson sendte en ren vinder ned langs linjen til 15-40, og ved 30-40 var Peterson levende mur, som sendte alt retur, indtil Kostyuk sendte et smash over baglinjen.
Herefter kunne Sverige serve for kampen i Petersons serveparti, hvor de dog kom bagud 0-30, men der blev udlignet til 30-30, hvorefter en kanon-retur fra Kostyuk gav ukrainsk break-mulighed, og det var også Kostyuk, der afgjorde partiet og udlignede til 5-5 med et smash.
Svenskerne havde også 2 break-muligheder i Kostyuk’s næste serveparti, og denne gang blev den første udnyttet, hvorved Sverige igen havde muligheden for at serve kampen hjem i Larssons serveparti ved 6-5, men svenskerne kom igen bagud 0-30, og endnu en gang blev det 30-30, hvorefter svenskerne fik den første matchbold, som Larsson afgjorde med en vinder, som sikrede sejren 2-6, 6-3, 7-5.
Sejren medførte store jubelscener hos svenskerne, hvorimod især Marta Kostyuk var utrøstelig efter nederlaget.
Når den unge ukrainer får skuffelsen på afstand, kan hun dog være tilfreds med sin indsats i kampen, hvor hun viste mange prøver på sit store talent.
Alle kampene fra opgøret kan genses herover.
Tennisavisen havde efter kampen en snak med den svenske holdkaptajn Mattias Arvidsson, som udtrykte stor tilfredshed med spillernes indsats.
Sejren over favoritterne fra Ukraine betyder, at Sverige står med alle chancer for at sikre sig puljesejren, men Arvidsson er klar over, at de øvrige nationer i puljen ikke må undervurderes, når Sverige torsdag møder Estland kl. 10 på Centre Court og fredag kl. 10 Bulgarien på Court 2.
I den anden kamp i puljen vandt Bulgarien 2-1 over Estland.
I 2. singlen vandt Bulgariens Isabella Shinikova 7-6(6), 6-3 over Valeria Gorlats, hvorefter storfavoritten hos Estland, no. 20 Anett Kontaveit overraskende måtte i 3 sæt, inden hun udlignede til 1-1 med sejr 6-1, 6-7(4), 6-1 over no. 158 Viktoria Tomova.
I den afgørende double sikrede Bulgarien den endelige sejr 2-1, da Isabella Shinikova og Viktoriya Tomova vandt 6-2, 6-2 over Anett Kontaveit og Maileen Nuudi.
Resultatet kan betyde, at det bliver Estland, der spiller om at undgå nedrykning mod no. 3 i Danmarks gruppe.