Stor ros til arrangementet i Ølstykke, men der er stadig plads til forbedring.

I weekenden lagde Ølstykke Tennisklub lokaler og baner til slutspillet om de danske holdmesterskaber indendørs. Det var andet år klubben påtog sig denne opgave, og den blev løst utrolig flot. Et stort engagement fra klubmedlemmer og ledere betød at såvel spillere og publikum følte sig særdeles godt serviceret. Der er dog en enkelt ting som ikke fungerede optimalt, og det var pladsen til publikum. Måske det store antal tilskuere kom lidt bag på arrangørerne, men det betød, at mange af dem som stod i tredje række ikke kunne følge spillet på banerne særlig godt. Og manglen på siddepladser gør at publikum bruger bordene som stole, og dermed optager uforholdsmæssig megen plads. Det er en lang dag for mange, og det er hårdt at stå op i 6-7 timer, så flere siddepladser vil uden tvivl være en velkommen forbedring.

Dansk Tennis Forbund står for arrangementet, og det er glædeligt, at der hele tiden sker forbedringer. Beslutningen om at afkorte bronzekampene, betød at finalerne kom i gang til tiden, og at det hele slutter på et menneskeligt tidspunkt. Det fungerede rigtig godt.
Og glædeligt at se de mange boldbørn på banerne, det er med til at løfte arrangementet. Til gengæld er det særdeles kritisabelt at man ikke formår at finde stoledommere og linjedommere til kampene. Problemet er ikke nyt, for forrige år var det ikke anderledes. Her er der en opgave som DTF skal have løst, for de tomme stole signalerer det modsatte af ambitionen med mesterskaberne, nemlig at løfte dem kvalitetsmæssigt.

Forrige artikelDagens kampe mandag 12. marts: Wozniacki må vige for håndbold den første time
Næste artikelWTA Indian Wells: Trods bunker af fejl vandt Wozniacki
John Kristensen
John Kristensen er medstifter af Tennisavisen.dk. John har spillet tennis i 40 år og har mange års ledererfaring fra tennismiljøet bl.a. som formand for KB Tennis i 10 år.