Danmark kommer ikke til at spille Billie Jean King Cup finaler i Kina til september. Det står klart efter to nederlag mod henholdsvis Slovakiet og USA i Bratislava.
Clara Tausons skade og dermed afbud til landsholdet ændrede Danmarks muligheder for avancement, for når landsholdet møder så stærk modstand som Slovakiet og USA kan mønstre, så kan ingen forvente at de danske spillere, som alle ligger udenfor top 700 på verdensranglisten, skal vinde mod hold som stiller med spillere som ligger i top 100.
Alligevel kan det danske hold se tilbage på de to kampe i Slovakiet med stor tilfredshed, for de danske kvinder fik vist, at når de rammer deres topniveau, så er de ikke langt fra at skabe overraskelsen mod betydelig stærkere nationer. Det unge danske hold var tæt på at gøre kampen mod hjemmenationen Slovakiet rigtig spændende, mens gruppens favoritter fra USA blev en sværere opgave, men trods det ret klare nederlag, så spillede danskerne flot med mod amerikanerne.
Alle spekulationer om hvordan det kunne være gået såfremt Clara havde været med kan lægges til side, for det var hun ikke. Og så skal det erindres at det amerikanske hold havde mange afbud, så USA kunne have stillet et betydeligt mere frygtindgydende hold, men det var ikke nødvendigt, for USA vandt komfortabelt begge kampe i Bratislava, og er således kvalificeret til finalerne i Kina senere på året.
Trods nederlagene så har Danmark leveret en utrolig flot indsats i Billie Jean King Cup, og spillerne kan tage mange gode erfaringer med fra opgørene, erfaringer som forhåbentlig kan bruges, når spillerne igen skal spille turneringer og forsøge at forbedre deres placeringer på verdensranglisten. Vi glæder os til næste udgave af Billie Jean King Cup.
Foto: Dansk Tennis Forbund