Det har ligget i luften i flere sæsoner. Roger Federers karriere lakkede mod enden. Efteråret 2022 blev den afslutning vi tennisfans havde både set frem mod og frygtet. Det blev præcis så flot som forventet.
Billederne gik verden rundt. For en gangs skyld var det hverken billeder af en forhånd, baghånd, slice eller stopbold. For selvom der blev slået unikke bolde og leveret underholdende tennis, så var det helt særlige sekunder, der for altid vil være indkapslingen på schweizeren Roger Federers sidste turnering. Det foregik i O2 Arena i London, hvor Europa mødte resten af verden i tennissportens nyeste holdturnering, Laver Cup. 
Det var billedet af Roger Federer og den evige rival, spanieren Rafael Nadal. De sad der på bænken, hånd i hånd, grædende. Et billede selv ikke de vildeste tennis-romantikere havde forestillet sig. For nok var ingen i tvivl om, hvordan de to superstjerner havde respekt for hinanden. Respekt er en ting, noget andet er det nærmest brødreagtige forhold de to gav udtryk for. Kendte man ikke situationen og konteksten for det følelsesmæssige øjeblik, så mindede det mest af alt om det øjeblik, hvor storebror tager afsked med lillebror inden han rejser afsted på et efterskoleophold. Et år hvor begge parter ved, at alting vil være forandret for altid efterfølgende.
Hidsigprop af guds nåde
Tilbage i 2003 rejste skribenten til denne artikel med tog alene til Stuttgart. En efterårsferie fra gymnasiet blev brugt som liniedommer til en af datidens helt store indendørsturneringer, Stuttgart Masters. Her blev min egen tids vildeste drøm om at stå på samme bane som Andre Agassi og Pete Sampras indfriet. Et vildt øjeblik jeg aldrig glemmer, selvom de begge skuffede og røg tidligt ud.
Et andet billede, der fortsat står skabt i erindringen fra efterårsferien i det sydtyske, var en ung gut, der ikke ligefrem imponerede med sin tennis. Med et buttet ansigt fyldt med bumser trådte han ind på Center Court i Hans Martin Schleyer-halle. Rundt om i verden var navnet Roger Federer begyndt at blive nævnt. Ikke så meget på grund af hans udseende, det var schweizerens spillestil, der blev bemærket. For den teknik, den spilforståelse og de taktiske egenskaber Roger Federer besad, blev bemærket. Uagtet resultaterne endnu var på et middelmådigt niveau, så havde de tyske værter ikke betænkt sig et sekund omkring, hvor Roger Federer skulle spille sin første kamp ved årets turnering i Stuttgart.
Center Court
Et banenavn Roger Federer de kommende år skulle stifte et meget tæt og langt forhold til. Bare ikke denne dag i Stuttgart. Schweizeren kastede rundt med ketsjeren i en sådan grad, at selv den danske liniedommer bagerst på banen måtte springe for at undgå at blive ramt. Kun en god time skulle der gå, før Roger Federers deltagelse i turneringen var afsluttet. En time hvor frustrationen fyldte så meget, at det ødelagde enhver chance for rytme. Alligevel en time jeg husker, fordi de fine slag og den ganske unikke tilgang til tennis var indlysende.
Kongen af Queens
En mandag aften i september 2009 havde jeg igen fundet vej til en kamp med Roger Federer. Efter massive regnmængder var det endeligt blevet tid til tennis i New York. Schweizeren havde ikke alene smidt både bumser og hvalpefedt på de seks år, der var gået siden jeg sidst havde set ham. Ind på kontoen var også tikket en lang række Grand Slamtitler herunder fem US Opentitler i træk.
Denne mandag aften stod det i stjernehimlen over Arthur Ashe Stadium, at fem skulle blive til seks, da Roger Federer satte sig massivt på finalen mod Juan Martin Del Potro fra Argentina. Den ro og selvsikkerhed schweizeren udstrålede i sin tilgang var alt det han manglede inden sit store gennembrud. Temperamentet var blevet tøjlet på den helt rette måde, så det nu fremstod som en implementeret del af en helt unik tennispakke schweizeren besad.
Denne aften gik der grus i den elegante schweiziske tennismaskine. Den gik helt i stå. Den unge Del Potro vendte sensationelt et truende nederlag til karrierens eneste Grand Slamtriumf. Et vendepunkt også for Roger Federer. For selvom der kom flere Grand Slamsejre, så blev det ikke til flere triumfer i New York.
Muren som modstander
Med 20 Grand Slamsejre i single vil Roger Federer for altid blive husket som en af sportens største. Både grundet sejrene, men også stilen og tilgangen til tennis. Mit sidste nedslag skal vi have på en varm julisøndag i London i 2015. Roger Federer slider og slæber og spiller et ekstraordinært første sæt i Wimbledonfinalen mod Novak Djokovic. Et sæt der tager langt over en time, på græs. Federer vinder sættet, men man mærker hvordan serberen er klar på at slide schweizeren op, på alt det Federer aldrig har elsket. De lange dueller fra baglinjen uden variation. Transporttennis. Det var den måde både Rafael Nadal og Novak Djokovic ved flere lejligheder sled Federer op. Fik ham til at miste troen på tingene, når spillet blev forudsigeligt og uden finesse.
Så sad han der tilbage på stolen med en lille tåre, Roger Federer. Fordi han følte han tabte på på egne og tennissportens vegne. På bagkant af den flotte karriere med det følsomme punktum, omfavnet af en af karrierens største rivaler, Rafael Nadal, står den unikke tennis og den konstante insisteren på at udvikle og overraske tilbage. En tilgang der i flere generationer frem vil være noget ungdommen, vil lade sig inspirere af. Tak
