Det har været en forrygende tysk tennissæson for Frederik Løchte, der har vundet alle sine kampe i Bundesligaen. Nu tager den tidligere danske Wimbledon-vinder dog en tur forbi Jylland, hvor han, sammen med Søren Hess-Olesen, Benjamin Hannestad og Thomas Kromann, i den rød-hvide trøje skal møde Sydafrika i kampen om oprykning til Davis Cup 2017 Europe/Africa Zone Group 1.
Danmark får forhåbentlig glæde af hjemmebanefordelen, når tredje og sidste runde af Davis Cup 2017 Europe/Africa Zone Group 2 den 15.-17. september udspilles i Ceres Arena i Aarhus i samarbejde med Aarhus Events. Vinderen af kampen rykker op i Europe/Africa Zone Group 1, mens taberen forbliver i Zone Group 2.
Kenneth Carlsen er manden bag roret til weekendens sidste Davis Cup-opgør mod Sydafrika og skal forsøge at få Søren Hess-Olesen, Benjamin Hannestad, Thomas Kromann og Frederik Løchte på sejrskurs.
I et interview med tidligere tysk ATP-spiller Clinton Thomson bag diktafonen (Tennis Ewige Liebe), fortæller Frederik Løchte blandt andet om glæden ved at spille holdtennis, Wimbledon-succesen og kommunikationens betydning på tennisbanen.
Selvom Frederik Løchtes tenniskarriere stort set kun har været præget af individuel tennis, dog med undtagelse af Wimbledon-triumfen tilbage i 2012, hvor han sammen med makkeren Jonathan Marray vandt i double, har han for alvor fået smag for holdtennis gennem den tyske Bundesliga.
– I mine unge dage var det noget helt særligt at spille Bundesliga. Den tyske turnering har en lang tradition og mange af de spillere, der har været der gennem tiden, har udrettet store ting i tennisverdenen. Det er fedt fordi det sociale element netop fylder så meget, og fordi man vinder og taber som et hold.
– I Danmark har vi på samme måde en lang tradition for holdtennis, både udendørs og indendørs. Jeg er vokset op med det, jeg er glad for det og kan egentlig godt lide kontrasten til det individuelle tennisliv, siger Frederik Løchte.
Holdtennis kan dog på mange måder være en stor udfordring for spillere, der, ligesom Løchte, har gjort karriere i single-tennis og er vant til at klare tingene selv. Ikke desto mindre er der stor støtte at hente hos holdkammeraterne og det er vigtigt ifølge den 34-årige tidligere Danmarksmester.
– Det gode ved holdtennis er, at du har nogen du kan læne dig op af og nogen som kan hjælpe og støtte dig i en svær situation. Dog kan det til tider også være hårdt, fordi der pludselig kommer en anden type forventning som du ikke er vant til.
Nøglen til succes er derfor kommunikation med holdkammeraterne og trænerteamet.
– Det er vigtigt ikke at være bange for at kommunikere ud til holdet og trænerne, hvilken type spiller man er og hvilken type hjælp man har brug for under kampene, så man i fællesskab kan få den bedste version af sig selv frem på banen og dermed vinde kampe, forklarer Løchte.
Hele interviewet findes hos Tennis Ewige Liebes Facebook-side
Først var det fodbold, men så overtog tennis
Løchtes stærke holdånd og voksende passion for holdtennis kommer ikke bare ud af den blå luft, men har nok rødder i hans teenagetid, hvor fodboldtalentet faktisk fyldte mere til at begynde med.
– I mine ungdomsår var jeg bedre til fodbold, så jeg havde egentlig ikke nogle planer om at blive en god tennisspiller, siger Løchte.
Men så kom tidspunktet hvor fodbolddrengene også skulle til at løfte tungt i styrketræningslokalet og det var Løchte bestemt ikke fan af. Samtidig blev tennisresultaterne bedre og bedre, hvorfor tennisketsjeren endte med at trække det længste strå og fodboldstøvlerne blev lagt på hylden.
– Eftersom at fodboldspillet blev mere og mere fysisk, stoppede jeg med at spille og forpligtede mig til tennissporten på fuldtid. Men egentlig er jeg praktisk talt vokset op med en tennisketsjer i hånden. Hver gang mine forældre tog til træning, var jeg med og fik som regel lov til at spille mod dem og væggen. Det er bare en fantastisk sport. Jeg er nok født til at spille tennis for det er den sport, der giver mig den største fornøjelse, fortæller Løchte.
Og nok er tennis en fantastisk sport på mange måder, men også særdeles krævende i mindst lige så høj grad. Ikke desto mindre har Løchte i den værste modgang med tvivl aldrig tænkt på at trække sig ud af tennissporten.
– Der har selvfølgelig været svære øjeblikke og tider, hvor jeg har tvivlet på mig selv og på, hvor langt jeg egentlig kunne komme med tennis. Sommetider har jeg ikke kunnet se, hvordan jeg skulle tage næste skridt, men jeg tror, at det er enormt vigtigt at opleve i livet. Jeg tror, at samtlige topspillere har været det igennem.
– For mig har det været en god test og jeg har virkelig sat pris på disse øjeblikke, men jeg har aldrig været i nærheden af at opgive, end ikke professionelt. Jeg elsker tennis alt for meget til at tage det skridt. Det er det bedste, jeg kan forestille mig at beskæftige mig med i livet. Jeg er den 5-årige knægt som blev spurgt, hvad han gerne ville være, når han voksede op. Og det er præcis hvad jeg laver nu. Jeg vil aldrig skille mig af med tennis. Det vil jeg ikke byde mig selv, siger Løchte.
Da Wimbledon-drømmen blev til virkelighed
Nok havde den 5-årige Frederik Løchte drømt om at blive tennisspiller, men han havde måske ikke helt forestillet sig, at han 24 år senere, den 7. juli 2012, ville skrive sig selv ind i historien som den første dansker til at vinde Wimbledon i double sammen med sin makker, Jonathan Marray. Og han havde nok heller ikke drømt om, at han ville slå rekord og være den første spiller i historien til ikke at tabe en kamp i den prestigefyldte turnering i ét helt år.
– Jeg skulle bare være stoppet efter Wimbledon, siger Løchte med et stort smil.
To uger forinden Wimbledon havde han dog haft problemer med at finde en makker som han kunne spille kvalifikationskampene med, men pludselig bød chancen sig og skæbnen ville, at Jonathan Marray skulle være manden, han skulle skrive historie med. Kemien mellem de to tennisspillere viste sig stærk, da de deltog i deres første Challenge som duo og den skulle også føre dem hele vejen til trofæet.
– Vi spillede rigtig godt og kunne lide at spille på græsbaner, så vi troede på, at vi godt kunne hive et par sejre hjem under Wimbledon, men vi regnede dog ikke med at skulle kæmpe om titlen. Så i begyndelsen var jeg bare glad for at kunne få lov til at deltage, for det var drømmen. Det havde jeg aldrig gjort før og nu fik jeg chancen, så jeg lovede mig selv, at jeg ikke ville tillade at lade noget gå i vejen for den fornøjelse det var at spille Wimbledon, fordi jeg vidste, at jeg ikke kunne forvente at deltage igen.
– Alt var bare spil og leg. Vi nød hvert minut, selv når vi mistede point. Det var rigtig god tennis, fordi vi spillede med overbevisningen om, at vi ikke havde noget at tabe. Og som turneringen skred frem, spillede vi stadig med den attitude og pludselig stod vi med trofæet. Det var et af de største øjeblikke i min karriere og vi var rigtig gode til at nyde det. Det var absolut noget helt specielt, fortæller Løchte.
Siden da fik han yderligere mulighed for at spille Master Series blandt andet Cincinatti, Indian Wells, Miami og Rom, samtidig med at han stadigvæk var aktiv i singler.
– Jeg vidste, at jeg aldrig ville få mulighed for at deltage i disse turneringer som single-spiller og nu fik jeg chancen for at gøre det i double, og den ville jeg bestemt ikke gå glip af. Jeg har altid haft bedre resultater i double, men det har aldrig været grunden til, at jeg begyndte at spille tennis, og derfor fortsatte jeg med at spille singler, siger Løchte.
Det var dog ikke helt gnidningsfrit at køre to vidt forskellige spilskemaer samtidig og det resulterede i, at Løchte måtte tage beslutningen om at trække sig fra single-turneringerne for udelukkende at fokusere på double. Det har i særdeleshed givet pote, for her i 2017 kan han kigge tilbage på en fremragende Bundesligasæson og står nu klar til at tørne ud for Danmark, når Davis Cups sidste og afgørende kamp mod Sydafrika spilles d. 15-17. september.
