Emilie Francati fulgte godt med i 1. runde mod ranglistens no. 6, som dog løb med sejren i 3. sæt, hvor Emilie var tæt på 3-1 føring

Inden junior-ranglistens no. 49 Emilie Francati skulle spille sin 1. runde kamp søndag kl. 1100 ved juniorernes udgave af French Open, var det på forhånd tvivlsomt, om kampen på Court 5 ville blive vist på Eurosport Player, som har proklameret at de viser HELE turneringen. I praksis viste det sig dog, at det ikke omfatter juniorkampene, og i øvrigt heller ikke alle doublerne hos seniorerne.

Det var også tvivlsomt, om Emilie havde en reel chance for at slippe videre til 2. runde, da en hård lodtrækning betød, at hun fra start var oppe mod Verdens no. 6, som er 16-årige Usue Maitane Arconada (USA), som Emilie tidligere på året tabte til i Brasilien, hvor de desuden var makkere i double og nåede henholdsvis semifinale og finale i et par turneringer.

Selvom der ikke blev vist TV-billeder fra kampen, kunne man dog følge med på livescore, og her kunne man konstatere, at Emilie hurtigt kom bagud 0-3, inden hun omsider kom på tavlen.
Ved stillingen 1-4 40-40 blev kampen afbrudt på grund af regn, og da den blev genoptaget vandt Emilie yderligere 2 partier, men hun tabte 1. sæt 3-6.

I 2. sæt tydede stillingen undervejs på, at Emilie havde bedre kontrol over begivenhederne, idet hun bragte sig foran 2-0, og hun holdt fast i forspringet til 4-2, hvorefter hun med endnu et break bragte sig på 5-2, og  i sin egen serv efterfølgende spillede hun sig frem til 2 sætbolde ved 40-15.
Det lykkedes alligevel modstanderen at bryde serven og at vinde de næste 2 partier, og i Emilies serveparti var hele forspringet ved at blive sat overstyr, da hun ved 5-4 kom hun bagud 15-40.
Emilie holdt hovedet koldt, og det lykkedes at holde serven og derved tvinge kampen ud i et afgørende 3. sæt.

Bagud 0-1 i 3. sæt satte Emilie en 40-0 føring over styr, hvorefter hun overlevede 2 break-chancer, inden det alligevel lykkedes at udligne til 1-1.
Derefter brød Emilie modstanderens serv, og i sit næste serveparti havde hun fordel til 3-1 føring, men modstanderen brød i stedet tilbage og udlignede til 2-2, og med yderligere 3 partier i træk bragte hun sig desuden foran 5-2.

Emilie holdt derefter serv og reducerede til 3-5, hvorefter Arconada holdt sin serv og sikrede sig sejren 6-3, 4-6, 6-3 i en kamp, hvor de små marginaler blev afgørende.
Emilie er i statistikken for kampen noteret for 10 dobbelt-fejl mod modstanderens 2. Ses bort fra disse i det totale antal point i kampen, vandt Emilie 89 point mod 86.

Emilie og Emily spiller igen sammen i double

Emilie er fortsat med i turneringen, hvor hun i double stiller op sammen med Emily Arbuthnott (GBR).
Sammen nåede de semifinalen ved Australian Open, hvor billedet herunder stammer fra, og de har efterfølgende været i 3 finaler, hvor det i 3. forsøg lykkedes for dem at vinde en titel, da de vandt finalen ved Grade 1 turneringen Trofeo Juan Carlos Ferrero i Villena.

Emilie og Emily spiller 1. runde mandag på Court 5 mod Vera Lapko (BLR)/Tereza Mihalikova (SVK)

Emilie Francati/Emily Arbuthnott
Foto: Francati
Forrige artikelTV Kampe søndag: Emilie Francati på Eurosport Player kl. 11 ???
Næste artikelFrench Open: Søndagens resultater
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.